Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kønsceller

Oprindelige forfattere JTrJ og KEng Seneste forfatter Redaktionen

kønsceller, gameter, det cellulære grundlag for kønnet formering. Kønsceller er kendetegnet ved at være haploide, dvs. kun at indeholde ét sæt kromosomer, og ved at kunne forene sig med en anden kønscelle under dannelse af en ny celle, en zygote, der er diploid (har to sæt kromosomer) og repræsenterer et nyt individ, der tjener som ophav for nye kønsceller.

Kønsceller dannes ud fra diploide celler ved reduktionsdeling, meiose, der kendetegnes ved to nøglebegivenheder: For det første sker der en udveksling af stykker af DNA mellem de parvis homologe kromosomer, der stammer fra hver af de to forældre, hvorved der opstår en unik blanding, en rekombination, af disses arvemasser (genomer). For det andet deles de homologe kromosomer efter rekombinationen symmetrisk ud til hver sin nu haploide celle, kønscellen. Se også celledeling og kromosom. Hos de dyr, hvis køn er kromosomalt bestemt, er der dog asymmetri mht. kønskromosomerne hos det ene køn, se kønsbestemmelse.

Hos de flercellede dyr udvikles den befrugtede ægcelle gennem en fosterudviklingsproces til en diploid organisme. Under denne udvikling, i reglen ganske tidligt, determineres visse celler for en udvikling til kønsceller. Disse celler betegnes kimceller, germinalceller, og deres forbindelse over flere cellegenerationer frem til de færdige kønsceller i den kønsmodne organisme kaldes kimcellelinjen, kimbanen. Alle organismens øvrige celler betegnes somatiske celler, kropsceller, og kan anskues som et middel til at hjælpe kimcellerne frem til en zygotedannelse. Se også formering, fosterudvikling, sædcelle og ægcelle.

Annonce

Planter

Kønsceller. Livscyklussen hos mange frøplanter og sporeplanter som fx bregner omfatter både en kønnet og en ukønnet generation.

Kønsceller. Livscyklussen hos mange frøplanter og sporeplanter som fx bregner omfatter både en kønnet og en ukønnet generation.

Kønsceller dannes hos planter på den haploide generation. De hanlige gameter er hos mosser og karsporeplanter bevægelige spermatozoider og dannes i stort antal, mens de hos frøplanterne er ubevægelige celler, der normalt kun dannes i et antal af to pr. gametofyt. De hunlige gameter, ægceller, er altid ubevægelige; de dannes i meget begrænset antal og ligger altid beskyttet inde i den hunlige gametofyts væv indtil befrugtningen. Se også generationsskifte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen, Kirsten Engell: kønsceller i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113419