• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hud

Oprindelige forfattere JBun og Röpke Seneste forfatter JBun

Hud. Menneskehud: Tv. mikrofotografi af gennemskåret tynd hud; forstørret ca. 1050 gange. Denne hud dækker det meste af legemet. Tynd hud har øverst et tyndt hornlag, og de basale celler i epithellaget, hvorfra de nye epithelceller dannes, er beskyttet mod sollys af det brune farvestof melanin. Th. et tilsvarende snit af tyk hud; blot forstørret ca. 225 gange. Denne hudtype findes på håndflader og fodsåler. Hornlaget er betydelig tykkere end i tynd hud, og også epithelcellelaget i overhuden er tykkere. I læderhuden ligger mange bindevævsfibre, som giver den sin styrke. Ill. Medicinsk Anatomisk Institut, København

Hud. Menneskehud: Tv. mikrofotografi af gennemskåret tynd hud; forstørret ca. 1050 gange. Denne hud dækker det meste af legemet. Tynd hud har øverst et tyndt hornlag, og de basale celler i epithellaget, hvorfra de nye epithelceller dannes, er beskyttet mod sollys af det brune farvestof melanin. Th. et tilsvarende snit af tyk hud; blot forstørret ca. 225 gange. Denne hudtype findes på håndflader og fodsåler. Hornlaget er betydelig tykkere end i tynd hud, og også epithelcellelaget i overhuden er tykkere. I læderhuden ligger mange bindevævsfibre, som giver den sin styrke. Ill. Medicinsk Anatomisk Institut, København

hud, organ, der udgør kroppens ydre grænse mod omverdenen. Hudens funktioner er talrige; den skal dels beskytte kroppen mod skadelige påvirkninger fra det ydre miljø (kulde, varme, stråling, osmose, bakterier og virus), dels muliggøre et konstant indre miljø (se homøostase).

Huden spiller fx en stor rolle for væskebalance og varmeregulering via blodkar og svedkirtler, mens ydre forhold fx registreres af hudens nervetråde og følelegemer.

Dyrehud

Mange hvirvelløse dyr, fx fladorm, har yderst et hudlag, der består af ét cellelag, en epidermis. Visse dyregrupper, fx leddyr, har på epidermis' overflade afsondret en cellefri kutikula, der hos fx krebsdyr og insekter udgør et stift, ydre skelet.

Annonce

Hud hedder på latin cutis, på græsk derma.

Hos chordater, bl.a. hvirveldyrene, er huden flere cellelag tyk. Padders hud består af levende celler, hvorigennem bl.a. en del af åndingen foregår. Hos skildpadder og krybdyr er huden forhornet af døde celler og tjener primært som beskyttelse mod udtørring og som værn mod fjender. Forhornede hudceller er gennem evolutionen blevet udviklet til fx skæl, fjer og hår og har således spillet en vigtig rolle under evolutionen af pattedyrs og fugles homotermi (ved at virke isolerende (hår og fjer)) og flyveevne (ved at udgøre en let bæreflade (fjer)).

Hud. Skematisk tegning af tynd menneskehud med hår. Overhuden består af epithelceller (keratinocytter) og er ca. 0,1 mm tyk. Læderhuden er op til nogle mm tyk og består af bindevæv, hvori der løber blodkar samt nervegrene, der enten ender frit som smertetråde eller er knyttet til følelegemer, der registrerer tryk- og temperaturpåvirkninger. Nederst findes underhuden, som består af bindevæv og fedtceller og er fra få mm til 3 cm tyk afhængigt af antallet af fedtceller. Ill. Typoform/Tomas Widlund

Hud. Skematisk tegning af tynd menneskehud med hår. Overhuden består af epithelceller (keratinocytter) og er ca. 0,1 mm tyk. Læderhuden er op til nogle mm tyk og består af bindevæv, hvori der løber blodkar samt nervegrene, der enten ender frit som smertetråde eller er knyttet til følelegemer, der registrerer tryk- og temperaturpåvirkninger. Nederst findes underhuden, som består af bindevæv og fedtceller og er fra få mm til 3 cm tyk afhængigt af antallet af fedtceller. Ill. Typoform/Tomas Widlund

Menneskehud

Hos voksne har huden en samlet udstrækning på 1,5-2 m2 og udgør ca. 15 % af legemsvægten. Den varierer i tykkelse fra under 1 mm på fx øjenlågene til over 3 mm på ryggen. Huden er opbygget af overhuden (epidermis), som næsten udelukkende består af celler, og under denne læderhuden (dermis eller corium), som er et særligt bindevæv, der ud over celler består af mange, stærke, kollagene fibre, hvilket i øvrigt er grunden til, at pattedyrhud kan bruges til læder. Huden er adskilt fra de underliggende væv af den fedtholdige underhud (subcutis), der kan blive ca. 3 cm tyk; på bl.a. øjenlågene og pungen er der dog aldrig fedt i underhuden.

Læderhuden bindes til de dybere væv af kollagene fibre, som løber gennem underhuden. Det er længden og styrken af disse fibre, som bevirker, at visse hudområder er lette at folde, fx på håndryggen, mens andre områder, fx huden i håndfladen og på fingrenes inderside, er stramt bundet, hvilket sikrer et fast greb. Dette greb sikres yderligere af furer og kamme i huden. Mønstret af disse er genetisk bestemt og er basis for de karakteristiske fingeraftryk, som er forskellige fra menneske til menneske.

De epithelceller, keratinocytter, der danner overhuden, ligger i mange lag. I det inderste lag mod læderhuden ligger stamceller, som er ophav til de celler, som ligger oven over. Disse yderste celler hænger fast sammen via desmosomer (se celle og epithel), og efterhånden som cellerne skydes op mod overfladen af nydannede, underliggende celler, flades de ud, idet der samtidig dannes svovlholdige proteiner i cellerne. Disse proteiner, keratiner, trænger ud af de døde celler, og tilsammen dannes det for huden karakteristiske ydre hornlag, som er af afgørende betydning for hudens beskyttende funktion. Det tager 2-4 uger, fra en hudcelle dannes fra stamcellen, til den afstødes som skæl. Ved visse hudsygdomme, fx psoriasis, ses en øget celleproduktion fra stamcellerne, således at huden bliver meget tykkere, samtidig med at cellerne afstødes hurtigere; en celles normale levetid er ca. en uge. Se også hår og negl.

Kirtler

Svedkirtler findes overalt på legemet og er lange kirtelrør, der ligger sammenrullet som små garnnøgler dybt i læderhuden. Sveden løber fra nøglet gennem en udførselsgang ud på hudoverfladen. Produktionen reguleres af det autonome nervesystem som reaktion på temperaturforandringer i og uden for legemet, se sved. Specielle former for svedkirtler, duftkirtler, findes i armhulerne, omkring endetarmsåbningen, i lysken og på fodsålerne. De indeholder ud over vand og salte, som andre svedkirtler, også organiske stoffer, der ved nedbrydning afgiver karakteristiske lugte. Talgkirtler (fedtkirtler) findes over det meste af legemet, men mangler dog på fx håndflader og fodsåler. Dette er grunden til, at huden disse steder rynker efter nogen tids ophold i vand, da den mangler det fedt, som det er talgkirtlernes funktion at afsondre; se også akne.

Hudmuskler

Hos mennesket findes muskler i huden i håndfladen, omkring endetarmsåbningen og på hals og hoved; især i ansigtet, hvor cirkulært forløbende fibre har betydning for lukning af øjne og mund, mens andre fibre regulerer mimikken og således er af afgørende betydning for vor kommunikation med andre mennesker. Ved ansigtslammelse er bevægenerven til ansigtets hudmuskler helt eller delvis lammet. Se også ansigt.

Hudfarve

Hudens farve bestemmes dels af blodgennemstrømningen, som giver rødlige og blålige nuancer, dels af caroten, som giver en svagt gullig farve (i udpræget grad ved fx gulsot), samt endelig af det brunlige eller sorte farvestof melanin. Melanin produceres af særlige celler i overhuden, melanocytter, og vandrer herfra over i hudcellerne (keratinocytterne) som korn, der skærmer cellekernen mod sollys; uv-stråling kan fremkalde mutationer i arvematerialet, DNA, og således være årsag til fx kræft. Melanin beskytter også de underliggende lag mod overophedning, solskoldning. Under solbadning øges melaninproduktionen efter et par dage, men farvningen kan forsvinde igen på et par uger. Afrikaneres og asiaters kraftigere pigmentering skyldes en permanent øget ophobning af melaninkorn i cellerne.

Hos mennesket bestemmes hudfarven af flere gener, foruden naturligvis af miljøet. Børn af hvide nordeuropæere og sorte afrikanere får en hudfarve, som er en mellemting mellem de to forældres, mulatter. Børn af to mulatter kan derimod få hvid eller sort hud — som bedsteforældrene — eller enhver farvenuance herimellem. Man har under studiet af denne variation fundet, at 4-5 gener sandsynligvis er involveret i fastlæggelsen af den arvelige komponent af hudfarven.

Den geografiske fordeling af hudfarver hos oprindelige folkeslag synes med enkelte markante undtagelser at vise en sammenhæng mellem mørkere hudfarve og øget solmængde; jo nærmere ækvator, jo mørkere. Dette kan muligvis forklares som et evolutionært kompromis. Energien fra sollys udnyttes i underhuden til produktion af D-vitamin. D-vitamin-mangel er årsag til engelsk syge (rakitis), men på den anden side er D-vitamin giftig i store mængder. Samtidig skal huden beskyttes mod sollysets skadelige uv-stråling, hvilket bl.a. kan ske ved øget indhold af melanin i huden. Således beskytter mørk hud mod både D-vitamin-forgiftning og celleskader. Ifølge denne teori kan den mørkere hud hos inuit og samer forklares ved, at et højt indhold af D-vitamin i disse folkeslags kost (meget kød) ikke nødvendiggør en lys hud.

Albinisme skyldes mangel på farvestoffet melanin, også i hår og øjne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bundgaard, Carsten Röpke: hud i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93538