hjernehinderne

Den hårde hjernehinde er en solid læderagtig hinde, der ligger direkte op mod kraniets inderside. Den sidder fast, hvor kranienerverne forlader kraniehulen. Og den forsætter ud gennem kraniets store udgangshul (foramen magnum) og videre ned i rygsøjlens rygmarvskanal.

Spindelvævshinden (arachnoidea) er den midterste hjernehinde. Den er tynd og spindelvævsagtig og beklæder indersiden af dura mater. Herfra strækker den sig ned mod den inderste hjernehinde (pia mater).

Pia mater er den inderste hjernehinde, som ligger helt ind imod hjernen. Den er meget tynd og rig på blodkar, og disse blodkar fører næring til hjernen. Den inderste hjernehinde følger alle folder på hjernens og rygmarvens overflade.

Det epidurale rum indeholder blodkar til den hårde hjernehinde disse blodkar kaldes de meningeale blodkar. Under normale omstændigheder er rummet aflukket, da den hårde hjernehinde beklæder kraniekassens inderside tæt. Ved skader mod hovedet kan de meningeale blodkar bløde. Disse blødninger kan skabe et højt tryk og løsne dura mater fra kraniets inderside, hvorved der opstår en livstruende blødning (epiduralt hæmatom).

I det subdurale rum beklæder arachnoidea indersiden af dura mater tæt. Subduralrummet indeholder ligesom det epidurale rum blodkar, der ligeledes kan bløde. Sådan en blødning kan føre til dannelsen af en subdural blodansamling (subduralt hæmatom).

Det subaraknoidale rum er bredt og fyldt med cerebrospinalvæske. Cerebropinalvæsken trænger ud i det subaraknoidale rum, efter at det er dannet i hjernens indre og herefter passerer igennem hjernens ventrikelsystem. Blokkeres cerebrospinalvæsken i sin passage gennem det subaraknoidale rum, vil væsken ophobes (hydrocefalus). Herved øges trykket inde i kraniet og hjernen kan tage uoprettelig skade. Det subaraknoidale rum indeholder også de store pulsårer til hjernen, hvorpå man nogle gange finder abnorme karudposninger (aneurismer). Hvis disse karudposninger brister, kande føre til livstruende subaraknoidal blødning.