Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

histokemi

Oprindelig forfatter Röpke Seneste forfatter Redaktionen

histokemi, vævskemi, metode til studiet af biologiske vævs og organers sammensætning og funktion. Metoden omfatter biokemiske farvemetoder til identifikation af uorganiske og organiske stoffer, hvorved de enkelte cellers og vævs relationer og opbygning kan studeres på vævssnit ved mikroskopi.

1. led i ordet histokemi kommer af græsk histos 'væv'.

Siden slutningen af 1800-t. er talrige farvemetoder blevet udviklet, og man kan med sådanne histokemiske farvninger identificere kulhydrater, lipider, proteiner, nukleinsyrer (DNA og RNA), pigmenter samt metaller og metalsalte. Det er ofte muligt at konstatere ændringer i cellernes indhold af disse stoffer, hvilket bl.a. kan benyttes som indikator for visse sygelige tilstande. I 1960'erne kombineredes elektronmikroskopi med histokemi, og det blev muligt meget nøje at lokalisere cellens kemiske bestanddele i de forskellige organeller i cellen, se celle. Parallelt hermed udvikledes enzymhistokemien, hvor man ved farvereaktioner med spaltningsprodukter fra enzymers aktivitet kan stedfæste enzymer til celler og organeller. Det blev herved muligt at studere cellers form og funktion, bl.a. i forhold til ændringer i cellemiljøet og under visse sygdomme. Også cellers livs- og produktionscyklus kan undersøges histokemisk, bl.a. ved brug af radioaktive isotoper, se autoradiografi.

Siden de første gang blev frembragt i 1975, er monoklonale antistoffer blevet brugt i histokemien og har dannet grundlag for en helt ny og yderst fremgangsrig deldisciplin: immunhistokemi (immuncytokemi). Monoklonalt antistof mod et bestemt hormon kan fx tilsættes et vævssnit, og i mikroskopet kan celler med hormonet lokaliseres, hvis antistoffet er mærket, så det fx fluorescerer. På den måde har man kunnet afgøre, hvilken celletype i bugspytkirtlens langerhanske øer der producerer insulin, og man kan fx skelne mellem de mange forskellige hormonproducerende celler i hypofysens forlap.

Annonce

Immuncytokemien er central for studiet af kræftsygdomme. Normalt har kræftceller tilknyttet andre antigener end normale celler, og det er således vha. monoklonale antistoffer muligt på et tidligt tidspunkt at opdage selv ganske få kræftceller i en vævsprøve.

Nyere molekylærbiologiske metoder har yderligere øget præcisionen af histokemiske undersøgelser. Når et givet hormon findes i særlige celler, fx påvist vha. monoklonalt antistof, er det ikke ensbetydende med, at cellerne producerer hormonet; det kunne fx være optaget fra vævsvæsken. Ved in situ-hybridisering tilsættes væv en fluorescerende DNA-probe, dvs. en DNA-streng, der er komplementær til det gen, som koder for hormonet. DNA-proben er også komplementær til det RNA, som er mellemled i hormondannelsen, og proben vil i de hormonproducerende celler bindes til RNA.

Histokemiske metoder kan også benyttes på levende celler, fx visse blodceller og celler i dyrkningskamre. Ved brug af særlige mikroskoper er det muligt at undersøge bl.a. stoftransport i cellerne, ændringer i ionkoncentrationer samt pH-forskydninger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Röpke: histokemi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91726