Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

connexin

Oprindelig forfatter JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

connexin, proteinmolekyle i dyrecellers overflademembraner, hvor det i grupper af seks molekyler kan forbinde sig med en tilsvarende gruppe i en nabocelle og danne et connexon, der etablerer en kanal, hvorigennem ioner og små molekyler kan passere fra den ene celles cytoplasma til den andens.

Ordet connexin kommer af latin connexus, perf.part. af connectere 'knytte sammen, forene', og -in.

Connexoner findes ofte i store klynger benævnt gap junctions eller nexus, der skaber en effektiv elektrisk kobling mellem cellerne, fx i hjertemuskulatur, mens de i andre celler tjener til passage af signalmolekyler og næringsstoffer mellem celler, fx mellem osteocytter i knoglevæv. Under fosterudviklingen spiller de en central rolle i kommunikationen mellem celler under differentieringen af de forskellige væv.

Connexiner spiller en nøglerolle for cellens normale funktion, og molekylerne er overraskende ens hos selv fjernt beslægtede dyregrupper. Hos pattedyr findes der en halv snes undertyper af connexin, som udtrykkes forskelligt i forskellige celletyper hos den samme art. Se også celle (plasmamembranen).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen: connexin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58684