Brusk. Snit af det hyaline bruskforstadium til en fosterknogle. Bruskcellerne udvikles som en specialisering af de primitive, såkaldt mesenchymale celler, der ses langs billedets overkant. Bruskens matrix er farvet violet af det positivt ladede farvestof toluidinblåt, der bindes til de mange negativt ladede sulfatgrupper på glukosaminoglykanerne i matrix. Brusk vokser dels ved rekruttering af nye celler på bruskens overflade (appositionel vækst), dels ved fortsat produktion af matrix i bruskens indre, hvorved brusken udvider sig indefra (interstitiel vækst). Unge bruskceller bevarer et stykke tid evnen til at dele sig, hvorfor de typisk optræder to og to eller fire og fire sammen.

.

Brusk, cartilago, støttevæv, der i lighed med knoglevæv kan modstå en trykbelastning. Størstedelen af hvirveldyrenes skelet anlægges i fosterlivet som et bruskskelet. Hos bruskfiskene (hajer, rokker og havmus) forbliver skelettet opbygget af brusk. Hos de øvrige hvirveldyr erstattes store dele af bruskskelettet i løbet af opvæksten med knoglevæv, men dele af bruskskelettet bevares, bl.a. i knoglernes ledflader, i ribbenenes forreste dele og i de såkaldte epifyseskiver (se knogle, skelet og led). Brusk findes desuden i struben, i luftrørets og bronkiernes vægge, i den ydre næse og i øremuslingen.

Brusk dannes af særlige celler, chondrocytter, som producerer og udskiller en matrix. Denne er sammensat af fibre (kollagen og/eller elastin), som er indlejrede i en meget fast gel dannet af højmolekylære proteoglykaner. Langt størstedelen af bruskvævets volumen udgøres af matrix, og denne bestemmer bruskens mekaniske egenskaber. Vand udgør ca. 75 % af bruskmatrix, fibre ca. 20 % og proteoglykaner ca. 5 %.

Af bruskens proteoglykaner er der flest af formen aggrecan, som er opbygget af over hundrede molekyler af glukosaminoglykan arrangeret som sidekæder på et trådformet proteinmolekyle, og som har en molekylvægt på ca. 3 mio. dalton. Glukosaminoglykanerne i bruskmatrix er helt overvejende chondroitinsulfat, som bærer talrige sulfatgrupper, der er stærkt negativt ladede og derfor frastøder hinanden; molekylerne holdes derved udstrakte og optager et stort volumen indeholdende vand med opløste ioner, især natriumioner. Proteoglykanmolekylerne i brusk er yderligere løst bundet til lange molekyler af hyaluronsyre, og den samlede molekylvægt af hele komplekset kan være over 100 mio. dalton. Ved sammenpresning (kompression) af gelen udpresses vand, og de negative ladninger på glucosaminoglykanerne nærmes til hinanden, hvorved deres indbyrdes frastødning øges, således at gelen yder modstand mod kompression. Hertil kommer, at den høje koncentration af natriumioner, der fastholdes i gelen af sulfatgrupperne, er osmotisk aktiv og tiltrækker vand fra omgivelserne. Da de kollagene fibre, der er indlejrede i gelen, ikke tillader udvidelse (ekspansion) af gelen, kommer denne derved til at stå under et indre osmotisk tryk. Ved en ydre trykbelastning som fx af en ledflade udpresses vand fra brusken, hvis tykkelse kan halveres ved langvarig, høj belastning. Når belastningen fjernes, trækkes vand tilbage i brusken, indtil den oprindelige tykkelse er genvundet.

Brusk indeholder ikke blodkar, og det indre osmotiske tryk ville under alle omstændigheder aflukke kapillærerne. Brusk er derfor henvist til at modtage sin næring ved diffusion fra overfladen samt ved de strømninger af væske, der opstår ved vekslende mekanisk belastning. Manglen på blodkar sætter grænser for, hvor tyk brusken kan blive. De tykkeste ledbruske er ca. 7 mm, og det er vigtigt for de dybest liggende chondrocytters overlevelse, at ledvæsken over ledfladen jævnligt udskiftes ved bevægelse af leddet. Som middel til at overleve perioder med mangelfulde forsyninger har chondrocytter rustet sig med "brændstofdepoter" af fedt og glykogen.

Når fiberkomponenten i brusk er kollagen, kaldes brusken hyalin, idet den af udseende er delvis gennemsigtig (gr. hyalos 'glas'). Dette er den almindeligste brusktype, som bl.a. danner ledflader. Når fiberkomponenten overvejende er elastin, kaldes brusken elastisk pga. dens udpræget elastiske egenskaber. Denne brusktype findes i øremuslingen og i strubelåget. En tredje type, fibrøs brusk, har et særlig højt indhold af kollagen, som giver brusken stor trækstyrke. Denne brusktype kendes bl.a. fra knæleddets menisker.

Den hyaline brusk i ribben, strube og luftrør bliver med alderen — som et normalt fænomen — sæde for udfældning af kalksalte, der gør den stiv og ueftergivende. Dette betyder fx, at den luftmængde, der udskiftes under vejrtrækning, bliver mindre, da brystkassen bliver stivere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig