Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sæd

Oprindelig forfatter JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

Sæd. Den svenske anatom Gustaf Retzius (1842-1919) udførte en enestående systematisk undersøgelse af strukturen af sædceller med prøver fra over 400 arter, indsamlet fra alle verdensdele. Målestokken i øverste venstre hjørne angiver 10 μm for de viste sædceller; for salamanderen, hvor forstørrelsen er mindre, er angivet en særskilt målestok, også på 10 μm. Mangfoldigheden af former er slående, og forskellene er betydelige mellem de forskellige dyregrupper, men selv nærtbeslægtede arter kan have tydelige forskelle i sædcellernes udformning.

Sæd. Den svenske anatom Gustaf Retzius (1842-1919) udførte en enestående systematisk undersøgelse af strukturen af sædceller med prøver fra over 400 arter, indsamlet fra alle verdensdele. Målestokken i øverste venstre hjørne angiver 10 μm for de viste sædceller; for salamanderen, hvor forstørrelsen er mindre, er angivet en særskilt målestok, også på 10 μm. Mangfoldigheden af former er slående, og forskellene er betydelige mellem de forskellige dyregrupper, men selv nærtbeslægtede arter kan have tydelige forskelle i sædcellernes udformning.

sæd, væske, som hos dyr med kønnet formering udskilles fra de mandlige kønskirtler indeholdende de mandlige kønsceller, sædceller eller spermatozoer.

Sædcellens anatomi

Næsten alle dyrs sædceller er sammensat af et hoved, der indeholder cellekernen, hvis DNA er meget tæt pakket, og en hale (en flagel), hvormed sædcellen svømmer. Det første, let fortykkede stykke af halen, mellemstykket, er omviklet med mitokondrier, som ved produktion af energimolekylet ATP leverer energien til sædcellens bevægelse.

Detailudformningen af sædcellens hoved og hale varierer stærkt mellem forskellige dyregrupper og -arter. Hovedet kan være langt, nærmest trådformet (fx salamander), krogformet (fx rotte) eller ægformet (fx vandmand), halen kan være lang eller kort (230 μm hos hamster, 35 μm hos visse hvaler); enkelte dyr (rundorme, visse krebsdyr og tusindben) har sædceller, der mangler hale og bevæger sig amøboidt.

Annonce

Ordet sæd kommer af latin semen, græsk sperma.

Menneskets sædceller har et fladt, ovalt hoved (ca. 4,5 μm×3 μm×1 μm), der næsten helt udfyldes af cellekernen, og som fortil dækkes af et tyndt, hætteformet hylster, akrosomet, indeholdende en række enzymer af betydning for sædcellens indtrængen i ægcellen. Se også formering (befrugtningsmekanismen) og mandesygdomme.

Flagelhalen er opbygget omkring en ciliestruktur sammensat af mikrotubuli (se cilier), der ved en dyneinafhængig, ATP-forbrugende mekanisme leverer kraften til halens svømmebevægelser, som bestemmes af udformningen af et hylster af fibrøse proteiner, der omslutter ciliestrukturen. Sædcellens hale er hos mennesket ca. 55 μm lang, hvoraf mellemstykket udgør ca. 7 μm; tykkelsen er ca. 0,5 μm, tyndere mod halespidsen og tykkere, ca. 1 μm, ud for mellemstykket. Svømmehastigheden er 1-3 mm i minuttet.

Sædcellers dannelse

Bortset fra de mest primitive flercellede dyr (fx animalske svampe og polypdyr) finder dannelsen af sædceller (spermatogenesen) sted i særlige organer, testikler, der indeholder et rørsystem, hvori celler i væggen formerer sig ved celledelinger og videredannes til sædceller. Menneskets og andre pattedyrs testikler er sammensat af et stort antal lange, stærkt snoede sædrør, tubuli seminiferi; hos mennesket i alt 600-700 med en samlet længde på ca. 300 m.

Grundelementet i sædrørene er en speciel type epithelceller, Sertoli-celler, der fungerer som ammeceller for sædcellerne under deres udvikling. Stamcellerne til sædcellerne, spermatogonierne, er lejrede mellem Sertoli-cellerne, tæt under rørets overflade.

Efter deling af en stamcelle fortsætter den ene dattercelle en række delinger (op til otte generationer), hvorved der fremkommer en klon på op til 256 (28) celler, der alle er indbyrdes forbundne af tynde cytoplasmabroer i et syncytium. Hver af cellekernerne heri gennemløber en meiotisk celledeling (se celledeling (meiose)), hvis første stadium betegnes en primær spermatocyt, hvori overkrydsningen, dvs. blandingen af fædrene og mødrene arvemateriale, finder sted. Ved delingen af en primær spermatocyt opstår to sekundære spermatocytter, som hver ved den følgende deling (reduktionsdelingen) er ophav til to spermatider med halveret (haploidt) kromosomtal. Spermatiderne, der stadig er forbundne i et syncytium, gennemløber derefter en modningsproces, spermiogenesen, hvorunder kernen fortættes, akrosomet dannes, og halen udvikles, hvorefter den færdige sædcelle frigør sig.

Under hele udviklingsprocessen frem til de færdige sædceller er syncytiet lejret i lommer i Sertoli-cellerne, der danner en barriere mod den øvrige organisme, blod-testis-barrieren, som muliggør opretholdelse af et særligt miljø omkring spermatocytterne, beskyttet mod en række forstyrrende påvirkninger fra indholdsstoffer i blodet. Denne barriere er muligvis også et værn mod, at organismens immunapparat kommer i kontakt med spermatocytter og spermatider, som kan udtrykke antigener, der er fremmede for organismens immunapparat.

Hele udviklingsprocessen fra spermatogonium til færdig sædcelle varer hos mennesket ca. 64 døgn, hvoraf de meiotiske delinger varer ca. 48 døgn.

Dannelsen af sædceller er meget følsom for forstyrrelser, bl.a. skal temperaturen af ukendte årsager være et par grader lavere end i bughulen. Dette forhold er formentlig grunden til, at næsten alle pattedyr har testiklerne anbragt uden for bughulen i en pung, der fungerer som en fint reguleret termostat; kun elefanter og havpattedyr (hvaler, søkøer og sæler) beholder deres testikler i bughulen, hvor de er anlagt i fosterlivet. Visse dyr, bl.a. rotter, trækker testiklerne tilbage i bughulen uden for brunstperioderne. Drengebørn, hvis testikler tilbageholdes i bughulen eller lyskekanalen (retentio testis), får nedsat eller ophævet frugtbarhed.

Ejakulat

Sædcellerne føres af væskestrømme gennem sædrørene til bitestiklernes rørsystem (se kønsorganer), hvor de modnes færdigt, bliver selvbevægelige, opkoncentreres og lagres. Ved en ejakulation føres sædcellerne vha. peristaltiske sammentrækninger gennem sædlederen og udtømmes i ejakulatet sammen med sekret fra sædblærerne, der bl.a. indeholder sukkeret fruktose til sædcellernes ernæring, og fra prostata, der tilfører andre stoffer af betydning for sædcellernes funktion.

Det samlede volumen af ejakulatet er hos mennesket 2-5 ml, hvoraf sædblæresekretet udgør lidt over halvdelen, prostatasekretet knap halvdelen, hvortil kommer sekret fra kirtler i urinrøret; sædcellerne selv udgør kun 2-5 vol.pct.

Normal menneskesæd indeholder omkring 60 mio. sædceller pr. ml, i alt 200-300 mio. i et ejakulat, men det er svingende, bl.a. afhængigt af den tid, der er forløbet siden sidste ejakulation. Det er normalt, at 5-10 % af sædcellerne er fejludviklede, fx parvis sammenhængende som følge af deres oprindelse i et syncytium. Sædcellerne er befrugtningsdygtige i 2-3 døgn, efter at de er deponeret i kvinden. Se også sædundersøgelse.

Ejakulatvolumen er hos nogle dyr meget større, hos hingsten omkring 100 ml, hos ornen op mod 250 ml, mens andre dyrs ejakulater er ganske små, vædderens således kun ca. 1 ml.

Der er en vis sammenhæng mellem seksualadfærd, volumen og antal sædceller i ejakulatet, således at dyr med promiskuøs seksualadfærd tenderer mod at have større volumen og celletal i ejakulatet. Ved hyppige parringer har hannen med de højeste værdier størst chance for at befrugte hunnen, hvilket medfører en selektion af netop disse egenskaber. Hos nogle dyr, bl.a. hamster og mus, afsluttes ejakulationen med et sekret fra en særlig kirtel, som koagulerer til en stiv masse i hundyrets skede, hvorved såvel tilbageløb af sæden som efterfølgende parring med andre hanner hindres.

Spermatofor

Der er mange variationer i den måde, hvorpå sæd overføres til hundyr. Nogle dyr, bl.a. blæksprutter og halepadder, indeslutter sædcellerne i en pakke, et spermatofor, som overføres til hundyret; salamanderhunnen opsamler endda selv spermatoforet med sin kønsåbning. Hos mange insekter deponeres sæden fra spermatoforet i et sædgemme hos hunnen, som dermed kan befrugte æg over en lang periode; hos bier i over to år. Se også formeringsorganer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen: sæd i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=235766