børn

Fra barnets fødsel til voksenalderen sker der en gradvis fysisk og psykisk modning. Normal vækst og udvikling er afhængig af samspillet mellem indre (bl.a. arveanlæg) og ydre forhold og er underlagt en kompliceret regulering. Under væksten øges antallet og størrelsen af organismens celler; det indbyrdes forhold mellem disse to faktorer afhænger af alderen og er ikke ens i alle organer. Fx sker længdevæksten i de lange rørknoglers endestykker (epifyserne), hvor bruskcellerne ligger i et smalt bælte. Her sker først en øgning af cellestørrelsen, senere af celleantallet. Siden aflejres under puberteten calcium i epifyserne, hvorefter væksten gradvis ophører. Disse vækstprocesser reguleres af væksthormon, skjoldbruskkirtlens hormon (thyroxin) og i puberteten af kønshormonerne testosteron (mandligt) og østradiol (kvindeligt). Mangel på de to førstnævnte hormoner medfører væksthæmning allerede i den tidlige barnealder, og for de sidstnævntes vedkommende forsinket eller udeblivende pubertetsudvikling.

Tilstrækkelig tilførsel af næringsstoffer (protein, calcium o.a.) er en forudsætning for en normal vækst. Fejlernæring og kroniske sygdomme er således den almindeligste årsag til væksthæmning i samfund med lav levestandard. I de industrialiserede lande har forbedrede livsvilkår medført en kraftigere vækst og tidligere indsættende kønsmodning; alderen ved den første menstruation faldt således fra ca. 17 til ca. 13 år i løbet af 1900-tallet. I de seneste år er der i disse lande ikke sket væsentlige ændringer af vækstmønsteret.

Væksthastigheden måles i cm pr. år og ændres betydeligt med barnets alder. I det første leveår øges længden med ca. 25 cm. I andet leveår med ca. 12 cm, og da længden ved fødslen er ca. 50 cm, er de fleste børn ved toårsalderen vokset til halvdelen af deres kommende fulde højde. I de følgende år er væksthastigheden konstant 5-6 cm pr. år, dog lidt lavere umiddelbart før puberteten. I løbet af pubertetsårene øges væksthastigheden atter og når et maksimum på 8-9 cm omkring 12-årsalderen for pigers og 9-10 cm omkring 14-årsalderen for drenges vedkommende. Væksten er som regel afsluttet i 17-årsalderen for piger (gennemsnitshøjde 167 cm) og i 18-årsalderen for drenge (gennemsnitshøjde 180 cm). Der er betydelige individuelle forskelle, og man har derfor fremstillet kurver, som viser gennemsnitshøjden i forskellige aldre og de statistiske afvigelser herfra. Barnets vækst vil følge et kurvespor styret af sit eget vækstprogram. Er dette ikke tilfældet, må årsagen hertil undersøges nærmere, idet en evt. behandling af væksthæmningen må afhænge heraf.

Før puberteten er der ikke stor forskel på vækstmønsteret mellem drenge og piger, men under selve puberteten bliver der tydelig forskel. Hos piger starter kønshormonproduktionen i 9-10-årsalderen med begyndende vækst af brysterne og af bækkenknoglerne. Menstruationsblødningerne begynder i 13-årsalderen, med vide grænser fra 10-16 år. Hos drenge indtræder forandringerne 1-2 år senere med begyndende vækst af testiklerne og penis. Sædproduktion finder sted allerede fra 11-årsalderen med sædudtømmelser fra 14-15-årsalderen. Kønsbehåringen skyldes påvirkning fra det mandlige hormon, der hos piger i begyndelsen af puberteten dannes i binyrerne, senere i ovarierne.

Der er eksempler på, at en egentlig pubertet er startet i den meget tidlige barndom. Dette tyder på, at funktionen af det center i hjernen, som styrer puberteten, er uafhængig af vækstreguleringen. Omvendt vil tidspunktet for pubertetens indtræden påvirke væksten, således at højden bliver mindre ved en tidligere indsættende pubertet.

Også nervesystemets vækst er programmeret. Antallet af kontaktforbindelser (synapser) mellem hjernecellerne indbyrdes og længden af disses udløbere øges kolossalt i de første levemåneder. Udviklingen er afsluttet i toårsalderen og kaldes også hjernens vækstspurtfase. Den er en forudsætning for en senere normal psykisk og motorisk udvikling. Nervesystemets vækst og udvikling er afhængig af de nedarvede egenskaber, fysiologiske forhold og ydre omstændigheder. Er betingelserne ikke gode, kan der opstå blivende forstyrrelser i udviklingen og mangler i nervesystemets funktion.

Børns psykiske udvikling omfatter forandringer i følelsesliv, erkendelse og social forståelse fra nyfødthedsperioden og indtil voksenalderen. Udviklingen bestemmes af et kompliceret samspil mellem biologiske og miljømæssige forhold; opvækst i familie, samfund og kultur spiller dog en afgørende rolle for udviklingens forløb. Det må også tages i betragtning, at børn på diverse alderstrin oplever deres omverden meget forskelligt.

Nyfødte kommer til verden parate til menneskelig kontakt. De reagerer rytmisk på tale, stimuleres af øjenkontakt, berøring og viser nysgerrighed over for den fysiske omverden. Evnen til at udtrykke grundlæggende følelser udvikles hurtigt (fx interesse, overraskelse, frygt, vrede), og kort tid efter fødslen er spædbørn i stand til at imitere en voksen, der udtrykker glæde og bedrøvelse. Spædbørn er helt afhængige af omsorg, og allerede i løbet af den første måned udvikles genkendelse af den primære omsorgsperson ved en kombination af forskellige sanseerfaringer (syn, hørelse, lugt, berøring). Det sociale smil opstår, når barnet er mellem seks og ti uger gammelt, latter i 3-4-månedersalderen, og pludren bliver forløber for sproget. Forståelse af andre menneskers følelsesudtryk viser sig ved slutningen af det første leveår. Fremmedangst og protest over at blive forladt kan iagttages i anden halvdel af første leveår, hvilket viser barnets følelsesmæssige tilknytninger til dets mor og far. Gennem hele spædbarnsperioden bliver forældre og andre omsorgsgivere i stigende grad foretrukket som sikre baser, hvorfra barnet undersøger sin omverden.

Det mindre småbarn (1-3 år) bevæger sig rundt med stigende motorisk sikkerhed i sit nære miljø, og undersøgelsestrangen er stor. Barnet uddyber båndene til de voksne, men begynder i stigende grad at markere psykologisk selvstændighed. Omsorgsgivernes rolle ændrer sig efterhånden fra primær omsorg til en støttende, accepterende holdning, som tillader barnet at afprøve sig selv. Symbolsk tænkning og sprog opstår i denne periode, og barnet bliver gradvis i stand til at udtrykke indre forestillinger. Samvær med andre børn får betydning, hvor samarbejdets grundregler og impulskontrol læres i den sociale leg.

For det større småbarn (3-6/7 år) er forældrene stadigvæk centrale for barnets psykiske udvikling, men andre børn og voksne får stigende betydning (fx i daginstitutionen). Barnets oplevelse af initiativ (fx lyst og interesse til at prøve nye aktiviteter) er periodens positive psykologiske problematik, hvorimod den negative side er følelsen af skyld, barnets forventning om at fejle og manglende tiltro til egne evner. Det større småbarns tænkning styres mere og mere af indre, symbolske forestillinger, hvor det mindre småbarns praktiske sanse- og handlingsmæssige måde at erkende på træder i baggrunden. Sproget udvikles hastigt og bliver et effektivt redskab til kommunikation samt til støtte for tænkningen. Legen udfolder sig og spiller en stor rolle for udviklingen af personligheden. Barnets stigende evne til at forestille sig noget (symbolfunktionen) muliggør fantasi- og rollelege, hvor der eksperimenteres med forskellige identiteter. Ved at leve sig ind i "ikke-jeg verdener" afprøves grænser for egen identitet, og barnet udvikler tillige en sikker fornemmelse af grænsen mellem realitet og fantasi. Samarbejde med andre børn udvikles yderligere i perioden, og egentlige venskaber opstår.

Familien fortsætter med at være den følelsesmæssige basis for barnet i den mellemste barndomsperiode (6/7 år til pubertet), men andre forhold præger i stigende grad den psykiske udvikling; eksempelvis skolen, hvor barnet lærer og møder andre identifikationsmodeller i form af lærere og kammerater. I den mellemste barndom er egentlig konkret logisk tænkning dominerende, men forløbere til abstrakt tænkning ses dog allerede i begyndelsen af denne periode og udvikler sig videre efter 10-11-årsalderen. De fleste børn er i denne livsfase i relativ harmoni med sig selv og deres omgivelser — en dæmpet periode før pubertetsalderens følelsesmæssige turbulens. Afgørende for barnets følelsesmæssige stabilitet er, hvorvidt det oplever sig som værende fremgangsrigt eller mislykket i forhold til vigtige personer og aktiviteter.

Pubertetsalderen indledes i ca. 13-årsalderen, tidligere for piger end for drenge, og glider efterhånden over i den egentlige ungdomsalder. Selvom definitionen af pubertet grundlæggende er biologisk (genetisk styret kropsvækst med udvikling af kønskarakteristika), er perioden indvævet i psykologiske og kulturelle betydninger. Derfor må man også tale om "psyko-kulturel pubertet", hvor den unge i vor kulturkreds er konfronteret med den udviklingsopgave, det er at udvikle en selvstændighed og en integreret identitet som kommende voksen. Familiens betydning ændres, men forsvinder ikke. Når man taler om "løsrivelse" i ungdomsperioden, anvendes ordet ofte for absolut og dækker ikke den relative frigørelse fra forældrene, der i realiteten er tale om. Kammeratskabsgrupper og medier spiller en central rolle som holdningsdannere for den unge i overgangsfasen mellem barndom og voksenalder.

For tidligt fødte børn er født mere end tre uger før det forventede fødselstidspunkt. Man kan umiddelbart ved fødslen se, at et barn er født for tidligt. Det er lille og vejer ofte under 2500 g. Det er også mere eller mindre umodent (præmaturt). Hovedet er forholdsvis stort, lemmerne er lange med lille muskelfylde. Fedtlaget i underhuden er tyndt. Huden er tynd, og man kan se de små blodkar. Der er kun lidt fosterfedt, men fine dun over hele kroppen. Neglene er korte og bløde, håret silkeagtigt, ørerne bløde pga. uudviklet brusk. Barnet bevæger sig også anderledes end fuldbårne (mature) børn; det er tilbøjeligt til at strække arme og ben ud (Moro-refleksen), når det bliver forstyrret, og kan derefter have svært ved at falde til ro igen. Det præmature barn har også svært ved at holde sig vågent og opmærksomt og kan ikke sutte kraftigt eller længe.

Også de indre organer er umodne, og dette kan især give problemer for lungernes vedkommende. De fine, yderste forgreninger af bronkierne, lungeblærerne (alveolerne), er ikke færdigudviklede, og der er endnu ikke dannet tilstrækkeligt af det overfladeaktive stof (surfaktant), der normalt modvirker, at lungerne falder sammen. Da et præmaturt barn desuden har svage muskler, og åndedrætscentret i hjernestammen er umodent, kan dette betyde, at barnets vejrtrækning bliver utilstrækkelig. Umoden funktion af maven og tarmen, nyrerne, stofskiftet og immunsystemet betyder også, at disse børn må passes særligt omhyggeligt og nænsomt den første tid efter fødslen, og at de let kan få brug for lægelig behandling af komplikationer.

Moderat præmature børn (født 3-8 uger for tidligt) klarer sig oftest med hyppige måltider, eventuelt givet med sonde (en tynd plasticslange gennem munden ned i mavesækken), og kontinuerligt overtryk i luftvejene, givet med en lidt tykkere plasticslange i næsen for at støtte vejrtrækningen.

Meget præmature børn (født 9-12 uger for tidligt) må oftest have tilskud af sukker-saltvand og måske kunstig ernæring i et drop (en tynd plasticslange i et blodkar). Hvis barnets vejrtrækning bliver utilstrækkelig, kan man supplere iltbehandlingen med kunstig surfaktant og/eller respiratorbehandling. Ved mistanke om infektion med bakterier behandles med antibiotika, ved blodmangel gives blodtransfusion. Præmature børn kan have behov for en sådan intensiv behandling i flere omgange og måske i længere tid. Næsten alle børn født mindre end 12 uger før tiden overlever, mens børn født mere end 16 uger før tiden næsten aldrig overlever. De fleste præmature børn kan udskrives til deres hjem nogle uger før det forventede fødselstidspunkt.

Langt de fleste præmature børn vokser, trives og udvikler sig som almindelige børn, når de er nået frem til deres forventede fødselstidspunkt. Men der er også præmature børn, der vokser op med større eller mindre senfølger. Op til 10 procent af børn født mere end 12 uger før tiden bliver spastisk lammede, blinde, døve eller udviklingshæmmede, mens det kun er nogle få procent af de moderat præmature. De tilgrundliggende skader i hjernen eller sanseorganerne kan være opstået før, under eller efter fødslen og kan som regel påvises med specielle undersøgelser i nyfødthedsperioden. Hermed stilles forældre, læger og samfund over for et etisk dilemma: Skal ethvert barn med den mindste chance for overlevelse til et leveværdigt liv hjælpes (et pligtetisk synspunkt), eller skal det kunne "betale sig" i forhold til de menneskelige og økonomiske omkostninger for familie og samfund (et konsekvensetisk synspunkt)? I Danmark er der tradition for en afvejning af begge synspunkter. Påvisning af en hjerneskade hos et meget lille og sygt barn kan føre til en beslutning om at indstille intensiv behandling. Ligeledes kan en samlet vurdering ved fødslen føre til, at forsøg på livsunderstøttende behandling helt undlades.

Problemer med koncentration, indlæring, socialisering og motorik viser sig tydeligst omkring skolestarten. Op til 20-30 procent af for tidligt fødte børn får sådanne problemer. Vi ved kun lidt om, hvordan det går disse børn på langt sigt. Enkelte skandinaviske undersøgelser tyder dog på, at børnene kommer godt ind i voksenlivet.

Børn har ret til omsorg og forsørgelse. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov, herunder bestemme, hvor barnet skal opholde sig, hvilken mad og hvilket tøj det skal have, hvor skolegangen skal finde sted osv. Denne udstrakte frihed til at tage bestemmelse om barnets personlige forhold er kun undergivet en meget beskeden retlig kontrol. Barnet har i almindelighed ingen mulighed for at klage over forældrenes afgørelse. Mulighederne for indgreb efter Bistandsloven fra de sociale myndigheders side forudsætter, at der er tale om ret grelle forhold.

Børns forsørgelse påhviler forældrene i deres egenskab af forældre, uanset om de har forældremyndigheden eller ej. Forældremyndigheden ophører, når den unge fylder 18 år eller indgår ægteskab.

På en række specielle områder er der i lovgivningen indrømmet større børn og unge en vis indflydelse gennem regler om med- eller selvbestemmelsesret; fx skal der føres en samtale med et barn, der er fyldt 12 år, inden der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samværsret. Også i relation til reglerne i lov om social service har større børn en vis medbestemmelsesret.

Forældremyndighed medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold. I 1997 blev revselsretten endeligt afskaffet, idet det nu fremgår udtrykkeligt af lovens § 2, stk. 2, at "Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende handling".

Børn og unge under 18 år er umyndige på grund af alder og betegnes som mindreårige. De særlige beskyttelsesregler i Myndighedsloven kap. 3 har til formål at hindre, at de pådrager sig økonomiske tab. Børn har således nok evne til at være parter i retsforhold, men mangler i vidt omfang evne til på egen hånd enten at forpligte sig ved økonomisk bindende aftaler eller at råde over deres formue. Dog gælder særlige regler ved råden over selverhverv og ved betaling af penge, hvor modtageren har været i god tro.

Børn under 15 år kan ikke pådrage sig strafansvar, se ungdomskriminalitet. Derimod kan børn på samme måde som voksne pådrage sig erstatningsansvar for skadegørende handlinger. Dog skal børn ved bedømmelsen af deres skyld sammenlignes med et barn på deres egen alder. For børn under 15 år kan erstatningen nedsættes. Se også erstatningsansvar uden for kontraktforhold.

FN-konventionen om barnets rettigheder, som Danmark tiltrådte i 1991, giver børn en række rettigheder, herunder at de ikke må forskelsbehandles pga. deres forældres forhold, at deres tarv skal prioriteres højt i al virksomhed vedrørende børn, at det er forældrene, der har det primære ansvar for dem, at et barns samvær med sine forældre ikke må brydes, medmindre det er nødvendigt for barnets tarv, at et barn skal kunne sige sin egen mening om forhold, der vedrører det personligt, og at børn har religionsfrihed, forsamlingsfrihed og ret til privatliv. Endelig har staterne forpligtet sig til at fremme, at begge forældre har fælles ansvar for børnene. Konventionen rummer ingen muligheder for at håndhæve disse bestemmelser ved tvang, men der er oprettet et kontrolorgan, Komitéen vedrørende Barnets Rettigheder, med det formål at sikre, at deltagerstaterne overholder bestemmelserne, og hvortil deltagerstaterne er forpligtet til løbende at afgive rapport.

• barndom
• vækstforstyrrelser