Battered child syndrome er betegnelsen for den gruppe af symptomer og fund, som kendetegner et barn, der har været udsat for vold gennem nogen tid. Fundene kan omfatte blå mærker, knoglebrud, blødninger i hjernen og hjerneskade. Den fysiske vold mod barnet kan føre til døden, og overgrebene udføres ofte af en af barnets forældre eller omsorgspersoner.

Faktaboks

Etymologi

Betegnelsen blev indført af lægen Charles Henry Kempe i 1962 og er engelsk for ‘mishandlet barn’.

Fund ved vold mod børn

Ved undersøgelse af et barn, der har været udsat for vold gennem en periode ses oftest unaturligt mange blå mærker, som kan være i forskellige stadier af heling og på forskellige steder på barnets krop. Der kan desuden være friske og gamle knoglebrud, som ikke kan forklares ved normale aktiviteter eller ulykker, uforklarede forbrændinger eller ætsninger, bidmærker, stikmærker, bristning af læbebåndet, trommehindesprængning og hjerneskader, herunder kraniebrud og blødninger i hjernen og dens hinder.

Det er desuden karakteristisk, at barnet har været på skadestuen mange gange, og at der ikke er overensstemmelse mellem skaderne og forklaringen på, hvordan de er opstået.

Ruskevold mod spædbørn

Ruskevold mod spædbørn er en særlig undergruppe af vold mod børn. Her kan der ses knoglebrud nær albuen, hvor der er skader på albuens vækstlinje, et såkaldt bucket handle brud. Bruddet kan skyldes, at en person har rusket barnet ved at holde det i armen. Hvis et barn har talrige ribbensbrud nær rygsøjlen, kan det skyldes, at det er blevet rusket, mens en person har holdt det om brystkassen.

Konsekvenser ved vold mod børn

Børn der udsættes for fysisk vold kan få varige fysiske mén, herunder især hjerneskade. Volden kan føre til døden, hyppigst som følge af vold mod hovedet eller mod maven, hvor tarm, lever eller milt kan briste. At udøve fysisk eller psykisk mishandling af børn er strafbart.

Vold mod børn i hjemmet

Det er ofte en forælder eller omsorgsperson til barnet, som udøver volden. Sundhedspersonale, pædagoger og lærere er derfor opmærksomme på, om et barn kan have været udsat for overgreb, og der er anmeldelsespligt til de sociale myndigheder, hvis det mistænkes, at et barn er udsat for mishandling. Overgreb mod børn er generelt underrapporteret og underdiagnosticeret.

Overgreb mod børn kan omfatte andet en fysisk mishandling, herunder omsorgssvigt, fx ved vanrøgt, psykisk mishandling og seksuelle overgreb. En særlig form for mishandling af børn kan ske ved Münchhausen by proxy, hvor barnets omsorgsperson påfører barnet skade for selv at få opmærksomhed.

Undersøgelser ved battered child syndrome

Ved mistanke følges særlige undersøgelsesprocedurer som omfatter røntgen af hele skelettet, øjenundersøgelse for blødninger i øjenbaggrunden, CT- eller MR-scanning af hovedet, en undersøgelse for knogleskørhed og blødningstendens og en retsmedicinsk undersøgelse af hele kroppen med fotodokumentation. Vurderingen kræver samarbejde mellem forskellige faggrupper.

Fysisk og psykisk vold mod børn i Danmark

En dansk undersøgelse fra 2016 viste blandt andet, at hvert sjette barn oplever vold i hjemmet, at hvert 12. barn er udsat for psykisk vold fra forældre, at fem procent af børn og unge mellem 7-18 år har været udsat for grov vold, og at gerningsmændene og ofrene har ofte haft de samme belastende opvækstforhold.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig