Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

thoraxkirurgi

Oprindelig forfatter EHje Seneste forfatter Redaktionen

thoraxkirurgi, kirurgisk grenspeciale, der varetager diagnostik og kirurgisk behandling af sygdomme og læsioner i brystkassen og dens organer.

Specialet opstod i slutningen af 1940'erne efter udviklingen af anæstesi med indblæsning (overtryksventilation) efter indføring af et rør i luftrøret (intubation), således at lungerne ikke falder sammen, når brysthulen åbnes. I begyndelsen var thoraxkirurgi domineret af behandlingen af lungetuberkulose og lungekræft, men med udviklingen af hjertekirurgi (se hjerteoperation) i slutningen af 1900-t. er der sket en opdeling af specialet i hjertekirurgi og den øvrige thoraxkirurgi, dvs. lungeoperationer og operationer af sygdomme i luftrør, lungehinde, brystkasse, brysthulens skillevæg (mediastinum) og spiserør. Pga. luft- og spiserørets forløb gennem de tilgrænsende anatomiske regioner er der overlapning mellem de thoraxkirurgiske sygdomme og øre-næse-hals-sygdomme opadtil og kirurgiske mave-tarm-sygdomme nedadtil.

Den seneste udvikling inden for specialet har været udførelse af hjerte- og lungetransplantationer og tiltagende anvendelse af kikkertkirurgi i tilslutning til thorakoskopi, hvorved man i nogle tilfælde kan undgå de tidligere anvendte store åbninger af brysthulen. Med denne teknik er det muligt at udføre selv store indgreb, fx fjernelse af en lungelap og by-pass-operation.

Annonce

I begyndelsen af 2000-t. udføres thoraxkirurgi i Danmark næsten udelukkende på de thoraxkirurgiske afdelinger på Rigshospitalet, Odense Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og Aalborg Sygehus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Hjelms: thoraxkirurgi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171747