Hjerteoperation. Ved operation for hjerteklapfejl kan en defekt klap udskiftes med en biologisk klap tildannet af hjertehinde fra en okse (øverst) indesluttet i en metalstøtteramme, der sys ind på den fjernede klaps plads. Biologiske klapper anvendes fortrinsvis til ældre. Klapprotesen kan også være en mekanisk syntetisk klap (nederst), her vist som en tofliget klap fremstillet af et kulfibermateriale.

.
.

Hjerteoperation, kirurgisk indgreb på hjertets klapper, muskulatur, kranspulsårer eller de store blodkar, der fører blod til og fra hjertet. Adgangen til hjertet sker i de fleste tilfælde forfra i brystkassen med en længdegående gennemsavning af brystbenet. Visse operationer, fx lukning af medfødte defekter i forkammerskillevæggen, kan med et pænere ydre resultat udføres med adgang fra højre side af brystkassen gennem højre lungehule.

Ved medfødte hjertesygdomme (se medfødte sygdomme (hjertesygdomme)) foretages ofte hjerteoperation. Defekter i for- eller hjertekammerskillevæggene lukkes enten ved direkte sammensyning (sutur) eller med indsyning af et stykke kunststof, hvis defekten er stor. Utætte hjerteklapper kan som regel bevares ved rekonstruktiv kirurgi, men må i nogle tilfælde udskiftes med en klapprotese.

70 % af de patienter med erhvervede hjertesygdomme, der behandles kirurgisk, lider af forsnævringer af hjertets kranspulsårer (hjertekransåresygdom) pga. åreforkalkning. Denne sygdom kan behandles med en bypassoperation, hvorved blodet ledes uden om forsnævringen.

Dette kan gøres ved, at der fjernes et venestykke af passende tykkelse fra patientens ben. Venestykket sys ind mellem hovedpulsåren (aorta) og kranspulsåren på den anden side af det forsnævrede sted. Desuden kan der skaffes blod fra pulsårerne i naboområder, fx arteria mammaria på brystvæggens inderside eller arteria gastroepiploica ved mavesækken. Arterien frilægges og forbindes med kranspulsåren på den anden side af det forsnævrede sted. Ofte anvendes arterieteknikken på én kranspulsåregren suppleret med veneteknik på de andre.

Ved hjerteklapoperationer kan der i visse tilfælde ske en reparation af den utætte eller forsnævrede klap, bedst af mitral- eller trikuspidalklappen, men oftest udskiftes klappen med en klapprotese. Denne kan være en klap fra et dyrehjerte, eller den kan være syntetisk fremstillet, fx af et kulstof. Ved brug af en syntetisk klap kræves livslang antikoagulationsbehandling pga. risikoen for dannelse af et blodkoagel i protesen eller en blodprop.

Hjerte-lunge-maskine

Kun ganske få hjerteoperationer kan udføres uden brug af hjerte-lunge-maskine. Selv disse bliver alligevel udført med denne, da sikkerhed og præcision ved indgrebet herved øges. Hjerte-lunge-maskinen består af en lungedel (oxygenatoren), der varetager udskiftning af kuldioxid med ilt i blodet, samt en mere simpel hjertedel i form af en rulle- eller centrifugalpumpe, der kan varetage kredsløbsfunktionen.

Oxygenatoren har gennemløbet en teknisk udvikling fra et simpelt system med gennembobling af ilt til membran- eller kapillærrørsoxygenatorer, som har luft og blod adskilt på hver side af en membranstruktur, enten som en stor, indfoldet overflade eller i form af talrige, fine rør. Indbygget i oxygenatoren findes en varmeveksler, der giver det gennemstrømmende blod den ønskede temperatur.

De fleste operationer foretages ved 28-32 °C, visse dog ved 16-18 °C, hvorved kredsløbet uden større risiko kan standses helt i 45-50 minutter. Denne teknik bruges især ved operationer på små børn og ved operation på aorta i det område, hvor pulsårerne til hjernen afgår. Oxygenatoren og pumpen forbindes med patienten, ved at dennes venøse, iltfattige blod fra en vid kanyle i en stor hjertenær vene (vena cava) føres til et reservoir, hvorfra det løber til oxygenatoren.

Herfra pumpes det tilbage til patienten gennem en vid kanyle anbragt i aorta tæt ved hjertet. Når hjerte-lunge-maskinen har overtaget hjertets funktion, bringes hjertet i langvarig slap tilstand (kardioplegi) ved indsprøjtning af en væske med højt kaliumindhold direkte i kranspulsårerne. Hjertet begynder at slå igen, når dets blodforsyning atter tilsluttes. Under brug af hjerte-lunge-maskinen hindres blodets koagulation med heparin.

Udviklingen af kirurgisk behandling af hjertesygdomme tog først fart i midten af 1900-t. En af årsagerne hertil er, at åndedrættet ophører, når det negative tryk i brysthulen ophæves ved åbning af brystkassen. Dette problem er blevet løst ved udviklingen af moderne anæstesiteknik, som giver mulighed for, at luftskiftet i lungerne sikres ved indblæsning gennem en plasticslange i luftrøret (intubation).

Hjertekirurgi vanskeliggøres desuden, hvis hjertet er i stadig bevægelse under indgrebet, og hvis en åbning af hjertets kamre medfører tab af pumpefunktion, blodtab og risiko for luft i kredsløbet. Disse problemer blev løst ved indførelsen af hjerte-lunge-maskinen i 1953.

Hjertetransplantation

I slutstadiet af visse hjertesygdomme kan kun hjertetransplantation (se også transplantation) afværge døden. Den første hjertetransplantation blev udført i 1967 i Sydafrika af Christiaan Barnard. Ved operationen fjernes patientens eget hjerte bortset fra mindre dele af forkamrene; donorhjertet, der skal være udtaget fra donoren højst fire timer tidligere, indsys med suturlinjer i forkamrene, aorta og lungepulsåren.

Hvis patientens tilstand er kritisk, og et passende donorhjerte ikke kan skaffes, kan overlevelsen sikres vha. et kunstigt hjerte, indtil en transplantation kan finde sted. Dette består af to pumpekamre, der drives elektrisk eller med trykluft. Kamrene er forsynet med ensretterventiler i form af syntetiske hjerteklapproteser. Det kunstige hjerte kan enten indopereres på hjertets plads eller placeres uden på kroppen med forbindelse til kredsløbet via slanger ført ind gennem brystvæggen. Ingen af de indtil nu konstruerede kunstige hjerter egner sig til permanent erstatning af hjertefunktionen.

Efter hastig udvikling i sidste halvdel af 1900-t. med indføring af bypassoperation, hjertetransplantation og korrektion af stadig flere typer medfødte hjertefejl er udviklingen efter år 2000 blevet mere afdæmpet og sker mest i form af mindre ændringer af bestående teknikker. Tydeligst ses dette med hensyn til bypassoperationer, hvor det tilstræbes at undgå brug af hjerte-lunge-maskine.

Vha. mekaniske stabilisatorer kan mindre dele af hjertets overflade fastholdes i kortere perioder, uden at hjertets pumpefunktion påvirkes i betydende grad. Herved skabes mulighed for at udføre sammensyning af de nye årer med kranspulsårer (koronararterier) på det bankende hjerte. Der foreligger ikke endegyldigt bevis for, at resultatet for patienten med denne teknik er bedre eller lige så god som den traditionelle med anvendelse af hjerte-lunge-maskine. Effektiv behandling med lægemidler, der forebygger karkrampe, har muliggjort mere udstrakt brug af arterier, især underarmsarterien (arteria radialis), som substitut frem for vener.

En acceptabel karprotese til dette brug er endnu ikke udviklet. På eksperimentalstadiet arbejdes med udvikling af robotoperationsteknik; enkelte operationer er udført på mennesker. Det er uvist, om en sådan teknik kan udvikles til en klinisk anvendelig og økonomisk acceptabel rutine.

Hvis hjertesygdommen er et led i en lungesygdom, kan der udføres hjerte-lunge-transplantation. Ved denne indsys hele hjerte-lunge-blokken som en helhed med suturlinjer i højre forkammer, aorta og luftrøret. Hjertetransplantation udføres i Danmark på Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital, hjerte-lunge-transplantation kun på Rigshospitalet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig