M-komponent, tidligere benævnt paraprotein, særligt protein, som dannes af abnorme plasmaceller, der som én stamme (klon) er udgået fra en abnorm B-lymfocyt ved bl.a. sygdommene makroglobulinæmi og myelomatose, der under ét betegnes monoklonale gammopatier. Ved myelomatose er M-komponenten af typen immunglobulin-A (IgA) eller immunglobulin-G (IgG), ved makroglobulinæmi immunglobulin-M (IgM), se antistoffer.
Faktaboks
- Etymologi
- 1. led i ordet M-komponent er en forkortelse af monoklonal.
M-komponenten kan påvises i blodet, mens der kun kan påvises ringe mængder af normalt immunglobulin. Påvisningen sker bl.a. ved elektroforese af blodserum (se globuliner), hvorved M-komponenten præsenterer sig som et smalt felt pga. de ens immunglobulinmolekylers fælles vandring i det elektriske felt. Den nærmere inddeling i IgA, IgG og IgM sker ved immunelektroforese (se immunologi (immunologiske teknikker)).
M-komponent-molekylet er som andre immunglobuliner opbygget af to tunge og to lette polypeptidkæder. De lette, lavmolekylære kæder kan fraspaltes og udskilles let i urinen, hvor de kan påvises som Bence Jones-protein. M-komponenter kan også forekomme ved andre sygdomme, fx amyloidose og skrumpelever, samt hos mange raske.
Tilstedeværelsen af en M-komponent i blodet medfører særlig høje værdier af blodsænkningen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.