Muskelgigt, myalgi, myoser, muskelinfiltrationer, lidelser med smerter i muskler. En myose er en lokal, øm konsistensforøgelse (infiltration) af muskelfibre i en muskel. Myoser optræder ofte i nakke-skulder-åget eller i lænderyggen. De opstår ofte efter overbelastninger, fx ved ensidige, monotone arbejdsstillinger. Smerten kan midlertidig lindres ved blokadebehandling, varme- eller kuldebehandling og massage, men det vigtigste er at ændre arbejdsstillinger og anvende øvelser til at styrke og udspænde musklerne.

Smerter pga. myoser i brystmuskulaturen kan stråle ud i venstre arm og forveksles med smerterne ved en blodprop i hjertet. Smerter pga. myoser i lændemuskulaturen kan stråle ud i et ben og forveksles med iskias ved en diskusprolaps.

Fibromyalgi er betegnelsen for kroniske, udbredte muskelsmerter med mange ømme punkter i muskler og sener. Ved både myoser og fibromyalgi er blodprøver normale, og der findes ingen specifikke forandringer ved mikroskopisk undersøgelse af musklerne. Bindevævssygdommen polymyalgi medfører også muskelsmerter, men ledsages sædvanligvis af forhøjet sænkningsreaktion i blodet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig