Gigt. Fordelingen af forskellige gigtsygdomme i Danmark (2007).

.

Gigt, samlebetegnelse for en lang række medicinske sygdomme, som giver symptomer fra bevægeapparatet (led, sener og muskler) eller fra bindevævet i blodkar og indre organer (se bindevævssygdomme). Den lægelige betegnelse for gigtsygdomme er reumatiske sygdomme, og reumatologi er læren om gigtsygdomme samt betegnelsen for det lægelige speciale, som varetager forskning, uddannelse, diagnostik og behandling af gigtpatienter.

Faktaboks

Etymologi
Ordet gigt kommer af middelnedertysk gicht, af uklar oprindelse.

Den meget brede definition af gigt indebærer, at de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt har symptomer på en gigtlidelse. De kan variere fra forbigående nakke- eller lændesmerter eller en muskel- eller seneømhed, fx tennisalbue, til mere kroniske sygdomme som slidgigt, den betændelsesagtige leddegigt eller til tider livstruende bindevævssygdomme.

Gigtsygdomme kan opstå i alle aldersklasser. I hele befolkningen har 12 % en mere vedvarende gigtsygdom; hos personer under 45 år drejer det sig om 2 %. Blandt ældre har mange slidgigt i hofter, knæ og fingre, mens det hos yngre er ryglidelser, gigt i sener og muskler (bløddelsgigt) og de betændelsesagtige gigtsygdomme i led og bindevæv, som dominerer.

Efter infektionssygdomme er gigtsygdomme den hyppigste konsultationsårsag hos den praktiserende læge. Det er den hyppigste årsag til længerevarende sygefravær, og hver femte helbredsbetingede førtidspension skyldes en gigtsygdom, især ryglidelser og leddegigt. Det hyppigste symptom ved gigtsygdomme er smerter i led, sener eller muskler. Leddene kan blive hævede pga. fortykkelse af ledkapslen, øget produktion af ledvæske eller knogledeformiteter. Smerter og ledhævelser medfører nedsat funktion af leddene. Ved kroniske sygdomme medfører dette skrumpning af sener og ledkapsler, som yderligere hæmmer ledfunktionen. Endvidere bliver musklerne svagere af ikke at blive brugt. En vigtig del af behandlingen af gigtsygdomme er derfor øvelser til bevarelse af ledbevægeligheden og styrkelse af muskelfunktionen, se fysioterapi; desuden hjælp og vejledning til at klare arbejdsmæssige og daglige gøremål, se ergoterapi.

Gigtsygdomme kan inddeles i tilstande med betændelsesreaktioner (inflammation) i led eller bindevæv, slidgigt, rygsygdomme og bløddelsgigt (smerter i muskler og sener). Hertil kommer, at gigtsymptomer kan ses i forbindelse med andre medicinske sygdomme som stofskiftesygdomme, nervesygdomme eller i visse tilfælde af kræftsygdomme.

Betændelsesagtige (inflammatoriske) gigtsygdomme

Inflammatoriske gigtsygdomme omfatter børnegigt, bindevævssygdomme og betændelsesagtige ledsygdomme som leddegigt, Bekhterevs sygdom, reaktiv artrit, urinsur gigt (podagra), psoriasisgigt mfl. Den inflammatoriske proces i led og bindevæv kan medføre almensymptomer som feber, træthed og vægttab. Gigtbetændelsen i bindevævet i hud, blodkar og de indre organer kan medføre symptomer fra øjne, hjerte, lunger, tarm, nyrer, nervesystem, blodkar og fra huden i form af udslæt og sårdannelser. Angrebne led bliver hævede, ømme og stive pga. inflammation i ledhinden og øget dannelse af ledvæske. Kronisk betændelsesreaktion i et led medfører gradvis en ødelæggelse af ledbrusk og knogle.

Der er flere årsager til de inflammatoriske gigtsygdomme. Ved urinsur gigt og andre krystalartritter som pyrofosfatartrit skyldes den lokale ledbetændelse en reaktion på udfældning af urinsyre- eller pyrofosfatkrystaller i leddet. Ved leddegigt og flere af bindevævssygdommene er immunsystemet medinddraget i sygdomsprocessen. Der findes tegn på autoimmunitet med optræden af antistoffer mod cellekerner (ANA) eller mod organismens eget IgG-antistof, den såkaldte gigtfaktor eller reumatoide faktor. Reaktive artritter opstår som en reaktion på en forudgående infektion med et virus eller en bakterie, fx efter tarminfektioner med salmonellabakterier. Vævstypeundersøgelser har vist, at arvelige forhold også spiller en rolle. Dette gælder i særlig grad ved Bekhterevs sygdom og de reaktive artritter, hvor der er en betydelig øget forekomst af vævstypen HLA B27. Også kønnet er af betydning. Således rammer leddegigt kvinder 3-4 gange hyppigere end mænd.

Børnegigt (juvenil artrit) rammer én ud af hver 10.000 under 16 år og kan bryde ud allerede i 6-månedersalderen. Der findes tre typer børnegigt: Oligoartikulær artrit, dvs. gigt med hævelser af et til fire led. Denne form udgør 60 % af børnegigt og er dobbelt så hyppig hos piger som hos drenge. Hyppigst er kun ét led angrebet, som regel et knæled, men også et ankelled, håndled eller albueled kan være medinddraget. Hos 20 % kompliceres sygdommen af regnbuehindebetændelse i øjet. Dette er hyppigst hos piger, som har antistoffer mod cellekerner (ANA) i blodet. Da regnbuehindebetændelsen kan optræde uden mærkbare symptomer og ubehandlet kan medføre blindhed, er det meget vigtigt, at børnene bliver regelmæssigt kontrolleret hos en øjenlæge. De fleste børn med oligoartikulær artrit bliver raske uden varige mén. En mindre del udvikler leddegigt som hos voksne, og ca. 25 % af især drengene får senere tegn på Bekhterevs sygdom. Polyartikulær artrit med symptomer fra mere end fire led udgør ca. 25 % af børnegigttilfældene og er ligesom den oligoartikulære artrit dobbelt så hyppig hos piger som hos drenge. Denne gigttype kan hos nogle af børnene medføre blivende ledforandringer som ved leddegigt eller sammenvoksninger af led i fx halshvirvelsøjlen. Sygdommen kan give anledning til en udviklingsdeformitet i kæben med vigende hage og en dårlig bidfunktion til følge. Systemisk artrit (Stills sygdom efter den britiske børnelæge G. Still, 1868-1941) ses hos 10-15 % og er lige hyppig hos piger og drenge. Sygdommen viser sig ved uger til måneder varende almensymptomer med springende feber, som ofte ledsages af forbigående udslæt. Endvidere ses hævede lymfekirtler, milt og lever, og der kan optræde væske i lunger og hjertesæk. I begyndelsen er ledsymptomerne ofte beskedne. De fleste børn bliver raske, men hos nogle få børn kan sygdommen medføre amyloidose, som i sjældne tilfælde kan være dødelig, og et mindretal udvikler leddegigt, som svarer til sygdommen hos voksne.

Slidgigt

Slidgigt optræder med stigende hyppighed med alderen, og de fleste mennesker har efter 50-årsalderen ved røntgenoptagelser tegn på slidgigt i et eller flere led, men langtfra alle får subjektive symptomer i form af smerter, se slidgigt.

Rygsygdomme

Rygsygdomme med smerter i lænderyggen eller nakken vil over 80 % af befolkningen opleve, og knap 10 % får kroniske eller tilbagevendende gener. Kun i de færreste tilfælde kan rygsmerter forklares ved eksempelvis en diskusprolaps. I de fleste tilfælde af rygsmerter kan man ikke stille en præcis diagnose. Smerterne kan være udløst af en akut eller kronisk overbelastning af ryggens led og bløddele (muskler og sener).

Bløddelsgigt

Mange mennesker har på et eller andet tidspunkt haft smerter i en sene, slimsæk eller muskel, såkaldt bløddelsgigt. Årsagen er ofte en overbelastning, og i de fleste tilfælde fortager symptomerne sig af sig selv i løbet af dage til uger. Ved mere vedvarende belastninger pga. tungt arbejde eller dårlige arbejdsstillinger (se ergonomi) kan bløddelsgigt medføre mere kroniske symptomer med nedsat arbejdsevne, fx kroniske nakke-skulderågssmerter hos syersker. En særlig form for bløddelsgigt er fibromyalgi, som medfører udbredte kroniske bløddelssmerter.

Behandling af gigtsygdomme

Da mange gigtsygdomme påvirker førlighed og arbejdsevne, er behandlingen en tværfaglig opgave i et samarbejde mellem patient og læge (først og fremmest praktiserende læge, reumatolog og ortopædkirurg), sygeplejerske, fysioterapeut, ergoterapeut, socialrådgiver og evt. psykolog. Hertil kommer ortopædisk skomager, fodterapeut og bandagist. En medicinsk behandling er sjældent tilstrækkelig i sig selv. Undersøgelser har vist, at en grundig information om diagnose, behandlingsmuligheder og fremtidsudsigter i sig selv har en smertestillende effekt. En sådan information kan med fordel gives ved mindre holdundervisning, som det praktiseres i form af gigtskole og rygskole. Ved lidelser i bevægeapparatet er øvelser til træning af ledbevægelighed og muskelstyrke vigtige. Ligeledes kan brug af mindre eller større hjælpemidler være en stor hjælp i dagligdagen, herunder til at bevare arbejdsevnen.

Det lægelige speciale reumatologi er organiseret i Dansk Reumatologisk Selskab. Internationalt er de nationale reumatologiske selskaber organiserede i European League Against Rheumatism (EULAR) og International League Against Rheumatism (ILAR), som arrangerer efteruddannelseskurser og internationale videnskabelige kongresser til udveksling af informationer på tværs af landegrænserne, herunder diskussion af nye videnskabelige undersøgelser til belysning af sygdommenes årsager og deres behandling.

Lægemidler

Smertestillende midler med ringe eller ingen betændelseshæmmende virkning omfatter dels lægemidler, der virker perifert i vævene ved at hæmme smerteimpulsen der, dels lægemidler, som påvirker morfinreceptorer (opioidreceptorer) i hjernen og derved hæmmer selve smerteopfattelsen. De førstnævnte omfatter paracetamol og acetylsalicylsyre i små doser, mens de sidstnævnte omfatter kodein, dextropropoxyfen, tramadol og egentlige morfinlægemidler. På grund af den afhængighedsskabende effekt anvendes morfinlægemidler sjældent ved kroniske gigtsygdomme.

Smertestillende og betændelseshæmmende midler (nonsteroide antiinflammatoriske stoffer (NSAID)). Betegnelsen nonsteroid henviser til, at stofferne ikke har en steroidstruktur som binyrebarkhormonerne. Stofferne har en smertestillende virkning på linje med de ovennævnte smertestillende midler bortset fra morfinlægemidlerne. Hertil kommer en betændelseshæmmende (antiinflammatorisk) effekt, som kan være gavnlig og mindske morgenstivheden, fx ved leddegigt. Stofferne har ingen helbredende virkning og påvirker ikke laboratorieprøver, fx blodsænkningen. Disse lægemidler omfatter mange forskellige typer. Acetylsalicylsyre har været kendt siden 1899 og har foruden den omtalte smertestillende virkning også en antiinflammatorisk virkning, når det bruges i noget større doser, fx 1000 mg tre gange daglig. Desuden anvendes ofte lægemidlet ibuprofen. Desværre har stofferne alle en irriterende virkning på mavesækken og kan fremprovokere et mavesår med evt. blødning eller perforation. Både den smertestillende effekt og bivirkningerne hænger sammen med stoffernes hæmmende effekt på dannelsen af prostaglandiner.

Binyrebarkhormoner hører til vore kraftigst virkende betændelseshæmmende stoffer. Behandling med binyrebarkhormoner anvendes ved sværere tilfælde af inflammatoriske gigtsygdomme, hvor en hurtigt indsættende hæmning af betændelsesreaktionerne er nødvendig for at hindre livstruende eller invaliderende organkomplikationer. Behandling med binyrebarkhormoner er desværre forbundet med en række bivirkninger. Mange tager på i vægt og bliver mere runde i ansigtet. Huden bliver tynd med tendens til blå mærker og øget forekomst af akne. Knoglernes kalkindhold falder, hvilket øger risikoen for knoglebrud. En eventuel sukkersyge forværres, og man udvikler nemmere grå stær i øjnene. Ved højere doser bliver mange rastløse og kan få søvnbesvær, og nogle bliver deprimerede. Behandling med binyrebarkhormoner anvendes derfor kun ved alvorligere tilfælde af inflammatoriske gigtsygdomme. Ved lokale inflammatoriske tilstande, fx et hævet led, kan behandlingen gives lokalt ved injektion i leddet.

Langsomtvirkende midler omfatter sulfasalazin, klorokin, guldsalte, penicillamin, azatioprin, metotrexat, leflunomid og ciclosporin. Disse midler har alle en dokumenteret effekt på sygdomsprocessen ved leddegigt, men virkningen indtræder først efter flere måneders behandling. Da flere af stofferne kan medføre en nedsættelse af antallet af de hvide blodlegemer og af blodpladerne i blodet og evt. medføre øget udskillelse af protein i urinen, kræver behandlingen en regelmæssig laboratoriekontrol.

Biologiske lægemidler. Molekylærbiologi og bioteknologi har gjort det muligt at producere lægemidler i form af monoklonale antistoffer, receptoranaloger eller receptorantagonister, som specifikt kan blokere signalstoffer (cytokiner), cellereceptorer eller celler (lymfocytter), som har betydning for gigtbetændelsen. Bivirkninger ved behandling med biologiske lægemidler er først og fremmest overfølsomhedsreaktioner og en øget risiko for infektioner. Bl.a. kan en tidligere tuberkulose blusse op. Stofferne gives som indsprøjtninger enten i en blodåre eller under huden.

Cytokinet TNFα kan hæmmes af Remicade (infliximab), som er et kimært IgG-monoklonalt antistof, Humira (adalimumab), som er et humant IgG-monoklonalt antistof, og Enbrel (etanercept), som er en human opløselig p75-TNFα-receptoranalog.

Cytokinet interleukin-1 kan hæmmes af Anakinra (kineret), som er en human interleukin-1-receptorantagonist.

Cytokinet interleukin-6 kan hæmmes af RoActemra (tocilizumab), som er et humaniseret monoklonalt antistof rette mod interleukin-6-receptoren.

B-lymfocytter kan hæmmes af MabThera (rituximab), som er et monoklonalt antistof, der er rettet mod det transmembrane antigen CD20 på modne B-lymfocytter.

T-lymfocytaktivitet kan hæmmes af Orencia (abatacept), der er et fusionsprotein bestående af det ekstracellulære domæne af humant cytotoksisk T-lymfocyt-associeret antigen 4 (CTLA4) forbundet med en modificeret Fc-del af humant immunglobulin G1. Abatacept modulerer det signal, som er nødvendigt for fuld aktivering af T-lymfocytter med CD28-receptorer.

De nævnte lægemidler har alle vist en effekt ved kronisk leddegigt og en større hæmning af knogleødelæggelserne end de hidtidigt anvendte lægemidler. Flere af stofferne har også effekt ved psoriasisgigt og ved Bekhterevs sygdom.

Midler mod urinsur gigt. Ved akutte anfald anvendes lægemidler af NSAID-typen til smertebehandling. Gentagne anfald kan forebygges ved behandling med allopurinol, som hæmmer dannelsen af urinsyre i kroppen, eller med probenecid, som øger udskillelsen af urinsyre med urinen.

Gigtforeningens hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig