Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tennisalbue

Oprindelig forfatter TMoeH Seneste forfatter Redaktionen

tennisalbue, epicondylitis humeri, irritation (inflammation) af senefæstet (se tendinitis) på ydersiden af albuen, hvor de lange underarmsmuskler, der bevæger håndleddet, fæster sig. Sygdommen medfører smerter på stedet ved brug af musklerne og forekommer hos tennisspillere og andre ved overbelastning; den kan ubehandlet vare i månedsvis. Tilsvarende symptomer kan noget sjældnere optræde på indersiden af albuen (golfalbue), fx ved golfspil.

Sygdommen behandles ved, at man nedsætter brugen af de bevægelser, der fremkalder den, ved smertestillende lægemidler (se gigt (lægemidler)) og evt. injektion af binyrebarkhormon på stedet for at hæmme inflammationen. Ved kroniske symptomer forsøges af og til en operation, der løsner senevævet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Mørk Hansen: tennisalbue i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=170789