Podagra, urinsyregigt eller urinsur gigt, akut gigtbetændelse i et led pga. udfældning af urinsyrekrystaller. Almindeligvis viser sygdommen sig ved voldsomme smerter i et enkelt led, som bliver hævet og rødt. Hyppigst rammes storetåens grundled, men også andre led kan angribes. Ledsymptomerne klinger langsomt af i løbet af 1-2 uger, men tilbagefald forekommer ofte og kan på længere sigt medføre kroniske ledforandringer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet podagra kommer af græsk podagra, af pous 'fod', genitiv podos, og agra 'smertejag', af agrein 'gribe'.

Urinsyren stammer fra nedbrydning af cellers nukleinsyrer, hovedsagelig fra organismens egne celler, men en mindre del stammer fra kosten, især indmad og bælgfrugter som bønner og ærter. Størstedelen af urinsyren udskilles med urinen. Anfald kan udløses ved en stor indtagelse af ovennævnte fødeemner, ved overbelastning af leddet, ved alkoholindtagelse og ved tilstande med øget vævshenfald, fx ved udbredte brandsår og behandling af kræft med kemoterapi.

Ca. 0,2 % af den voksne befolkning har urinsyregigt. Sygdommen er hyppigst hos mænd, hos hvem de første anfald kommer i 40-50-års-alderen. Hos kvinder ses sygdommen sjældent før efter 60-års-alderen, da kvinders urinsyreindhold i blodet før klimakteriet er lavere end mænds. Forhøjet urinsyreindhold i blodet kan også medføre aflejring i huden som små gullighvide knuder (tophi), og aflejringer i nyrerne kan medføre nyresten eller nedsat nyrefunktion.

Behandling af akutte ledanfald er immobilisation samt smerte- og inflammationsdæmpende lægemidler, se gigt (lægemidler). Urinsyredannelsen kan nedsættes med lægemidlet allopurinol. Urinsyreindholdet i blodet kan også nedsættes ved at øge udskillelsen gennem nyrerne med lægemidlet probenicid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig