Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mikrosatellit

Oprindelig forfatter SNørby Seneste forfatter Redaktionen

mikrosatellit, kort DNA-sekvens i arvemassen bestående af flere på hinanden følgende gentagelser af typisk 2-4 basepar (Short Tandem Repeats, STR), fx CACACACACA eller AATGAATGAATGAATGAATG. Antallet af gentagelser varierer almindeligvis mellem 5 og 25. Mikrosatellitter forekommer både i og mellem generne og har fået stor betydning som markører for de kromosomregioner eller gener, hvor de findes.

Mikrosatellitanalyser foretages med PCR-teknik og finder anvendelse ved undersøgelser af evolutionære sammenhænge, genkortlægning, diagnostisk udredning af familier med genetiske sygdomme samt ved retsgenetiske og antropologiske undersøgelser. DNA-sekvenser med gentagelse af et større antal basepar, typisk 15-50, betegnes minisatellitter. Disse blev opdaget før mikrosatellitterne og fandt tidligere samme analysemæssige anvendelse. Samlet betegnes de Variable Number of Tandem Repeats (VNTR).

Satellitbetegnelsen opstod i løbet af 1960'erne, da man ved ultracentrifugering af DNA-materiale fandt karakteristiske bånd omkring hovedkomponenten som satellitter omkring en planet. Dette satellit-DNA viste sig at bestå af et stort antal gentagelser af bestemte basesekvenser, der bl.a. forekommer i kromosomernes centromerregioner.

Annonce

Visse arvelige sygdomme, fx fragilt X-syndrom og Huntingtons sygdom, skyldes et øget antal tandemgentagelser af en sekvens på tre basepar (trinukleotid-repeat) i det pågældende gen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Nørby: mikrosatellit i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125454