Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

epifyseløsning

Oprindelig forfatter KjSA Seneste forfatter Redaktionen

epifyseløsning, vækstskiveskred, bristning i knoglens vækstskive, en sygdom, der oftest optræder i lårbenshovedets vækstskive. Den ses hos børn og unge, enten i forbindelse med knoglebrud eller som sygdom forårsaget af vækstskivens opblødning i forbindelse med pubertetens indtræden, hyppigst hos drenge.

Ordet epifyse kommer af græsk epiphysis 'tilvækst, udvækst', af epiphyein 'lade vokse, frembringe'.

De første symptomer er smerter på knæleddets inderside, hvis intensitet afhænger af epifyseløsningens sværhedsgrad og den hast, hvormed bristningen sker. Diagnosen stilles ved røntgenundersøgelse, og behandlingen er altid operativ. Ubehandlet kan sygdommen medføre slidgigt i hofteleddet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kjeld Skou Andersen: epifyseløsning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=71423