intensiv afdeling

Overvågningsudstyret i en intensiv afdeling giver løbende oplysninger om de livsvigtige organers funktion. Der kan være tale om kontinuerlig elektrokardiografi, direkte måling af arterielt og centralvenøst tryk, løbende måling af blodets iltindhold med oximeter, måling af trykkene i lungekredsløbet og hjertets pumpeevne ved hjælp af kateter i lungepulsåren foruden sædvanlige biokemiske, mikrobiologiske og immunologiske prøver. Måling af blodets surhedsgrad (pH) og indhold af ilt og kuldioxid spiller en central rolle i den intensive afdeling. I overvågningen indgår endvidere et minutiøst regnskab vedrørende væske-, salt- og kaloriebalancen.

Det særlige behandlingsapparatur i en intensiv afdeling har som hovedformål at støtte eller erstatte et svigtende organs funktion. Typisk er respiratoren, i princippet en automatisk luftpumpe, der forbindes til patienten via et kateter i luftrøret, hvorved lungernes funktion kan understøttes. Til behandling af hjerte og kredsløb forefindes defibrillator til elektrostødbehandling, pacemaker samt infusionspumper til indgivelse af kredsløbsunderstøttende lægemidler og infusionsvæsker. I mange intensive afdelinger vil man være i stand til at udføre dialyse enten som hæmodialyse eller peritonealdialyse hos patienter med akut nyresvigt.

Hvilke patienter der modtages i eller overflyttes til intensiv afdeling, afhænger af sygehusets rutiner og den intensive afdelings art og kapacitet. Følgende prioritering er almindelig: Første prioritet har patienter, der indtil den aktuelle episode var raske, men nu lider af livstruende sygdomme og har behov for respirator, kredsløbsunderstøttende behandling, dialyse mv., fx patienter med svære skader, lungebetændelse og akut nyresvigt. Anden prioritet har patienter, der kan drage fordel af de udvidede overvågningsmuligheder med eventuel efterfølgende behandling, fx umiddelbart efter store kirurgiske indgreb. Tredje prioritet har kritisk syge med akut eller kronisk sygdom, der nedsætter sandsynligheden for helbredelse ved intensiv terapi, men hvor der kan være mulighed for midlertidig bedring, fx akut opblussen af kroniske lungelidelser eller kræftsygdomme med komplicerende infektion.

Antallet af intensive sengepladser udgør 3-8 % af de ikke-psykiatriske sengepladser på et sygehus. Den ideelle intensive afdeling har 10-12 senge. På mindre sygehuse kan den intensive behandling foregå i et afsnit, i en såkaldt multidisciplinær intensiv afdeling, der modtager patienter fra alle sygehusets afdelinger. På større, stærkt specialiserede sygehuse er den intensive behandling opdelt. Her kan man således finde anæstesiafdelingens intensive afsnit, koronarafsnit til behandling af hjertesygdomme, neonatal afdeling til behandling af nyfødte, intensiv afdeling for neurokirurgiske og hjertekirurgiske patienter mfl. I direkte tilslutning til den multidisciplinære intensive afdeling findes som regel et opvågningsafsnit, hvor nyopererede patienter observeres i nogle timer, indtil de er vågne efter bedøvelsen og har et stabilt åndedræt og kredsløb. Opvågningsafsnittet ledes af anæstesiologer.

Intensive afdelinger opstod i 1950'erne. I udenlandsk litteratur benævnes det daværende Blegdamshospital i København ofte som de intensive afdelingers vugge. Her oprettede man under polioepidemien i august 1952 et særskilt afsnit, hvor man som det første sted i større omfang samlede og standardiserede behandlingen af svigtende åndedræt. Resultatet var, at dødeligheden hos patienterne, som ved epidemiens start var ca. 90 %, faldt til ca. 10 % i løbet af det halve år, epidemien varede.

Kort efter åbnedes på Københavns Kommunehospital en intensiv afdeling, og i de følgende år oprettedes tilsvarende afdelinger på de fleste større sygehuse i Danmark.