Adult respiratory distress syndrome, ARDS, en række symptomer hos voksne med tiltagende svigt af lungefunktionen, uden at en veldefineret lungesygdom kan påvises. ARDS er oftest en følgesygdom til større legemsbeskadigelser og som regel ledsaget af infektion i blodbanen. 60 % af patienterne dør på trods af omfattende behandling med ilttilskud, respirator, antibiotika og kredsløbsregulerende medicin. Dødsårsagen er svigtende lungefunktion samtidig med svigt af nyrer, lever, hjerte og andre organfunktioner (multiorgansvigt).

Faktaboks

Etymologi
Betegnelsen adult respiratory distress syndrome er engelsk og betyder 'syndrom med svær åndenød hos voksne'.

Ved ARDS er væske ophobet i lungernes bindevæv. Der skal derfor anvendes større kraft til vejrtrækning. Samtidig formindskes de områder, som kan udveksle indåndingsluftens ilt med blodets kuldioxid. Stadig større mængder blod vil passere lungerne uden at blive iltet, og på et tidspunkt vil organismen ikke få tilstrækkeligt med ilt.

Ophobning af væske i lungernes bindevæv skyldes, at det inderste lag i lungevævets blodkar er skadet. Grunden dertil er, at legemsbeskadigelse og infektion frigør enzymer, hormoner og kemisk reaktive iltforbindelser. Skaden forværres ofte af giftstoffer fra tarmbakterier, som er trængt ind i blodbanen gennem den karskadede tarmslimhinde. Skader på blodkarrene findes samtidig i andre organer og fører til, at disse organer svigter, medmindre udviklingen vendes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig