Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rubenballon

Oprindelig forfatter Husum Seneste forfatter Redaktionen

rubenballon, udstyr til kunstigt åndedræt bestående af en gummiballon med en ventil i hver ende og en ansigtsmaske. Udstyret blev konstrueret i 1957 af den danske professor i anæstesiologi Henning Ruben (1914-2004). Gummiballonen er forsynet med et skumgummiindlæg, således at den efter sammentrykning udvider sig selv. I den ene ende af ballonen er der monteret en ventil, der kun tillader luftpassage ind i ballonen. I den anden ende er der monteret en ensretterventil (rubenventil) med en forbindelsesstuds til ansigtsmasken.

Under brugen anbringes ansigtsmasken, så den slutter lufttæt til patientens ansigt, samtidig med at kæben holdes frem for at skabe mest muligt plads til luftens passage gennem svælget. Masken holdes på plads med den ene hånd, mens den anden ved tryk på ballonen presser luft ind i patientens luftveje. Når indblæsningen sluttes, trænger luften i patientens lunger ud gennem den ensretterventil, der forbinder ballonen og ansigtsmasken.

Rubenballonen var en banebrydende nyskabelse, fordi den kan anvendes alle steder, uafhængigt af om der er adgang til komprimeret luft. Den anvendes over hele verden til genoplivningsbehandling, fx i ambulancer og i katastrofeudstyr, både i og uden for sygehuse.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Husum: rubenballon i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153061