Kurare er en sydamerikansk pilegift, som indeholder et giftstof, der lammer musklerne. Kurare udvindes mest af barken af planterne Strychnos toxifera og Chondrodendron tomentosum.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kurare kommer af spansk curare, fra et tupí-guaraní-sprog.
Også kendt som

curare

Jagt med pilegift

Brug af pusterør
Brug af pusterør vises af en mand nær byen Iquitos i Peru ved Amazonfloden.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Amazonfolket jagede med pile dyppet i ekstrakten. Når pilen er afsendt med et pusterør og rammer byttedyret, lammes det og dør pga. ophørt vejrtrækning. Beretninger herom nåede Europa i 1500-tallet.

Virkningsmekanisme

Virkningsmåden var længe en gåde, men i 1856 påviste den franske fysiolog Claude Bernard, at kurare lammer impulsoverførelsen fra nerver til tværstribede muskler, hvilket forklarer lammelsen af åndedrætsmuskulaturen. I 1935 blev den kemiske opbygning af et af indholdsstofferne, tubocurarin, kendt.

Anvendelse i anæstesien

Det renfremstillede tubocurarin blev første gang anvendt til anæstesi i 1942. I Danmark blev det første gang brugt i 1946 af anæstesilægerne Ernst Trier Mørch (1908-1995) og Ole Secher (1918-1993) på Rigshospitalet.

Indførelsen af kuraremidler var et gennembrud i anæstesien. Hidtil havde man brugt forholdsvis store og dermed ofte livsfarligt store doser af fx æter for at opnå bevidstløshed og den ønskede muskelslaphed under operationer. Efter indførelsen af tubocurarin kunne man nedsætte dosis af det anæstesimiddel, som medfører bevidstløshed, hvorved anæstesirisikoen blev stærkt nedsat. Samtidig indførelse af respiratorbehandling under anæstesi gjorde lammelsen af åndedrættet mindre betydningsfuld.

Tubocurarin er et ikke-depolariserende muskelafslappende stof, som nu er afløst af lignende, syntetisk fremstillede lægemidler, fx rocuronium, cisatracurium og mivacurium samt det depolariserende muskelafslappende lægemiddel suxamethonium.

Ophævelse af virkningen

Lægemidler, som hæmmer cholinesterase, fx neostigmin, ophæver virkningen af både kurare og de syntetiske ikke-depolariserende muskelafslappende midler.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig