Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

anæstesiologi

Oprindelig forfatter JVM Seneste forfatter Redaktionen

anæstesiologi, lægevidenskabeligt speciale med fire hovedfunktioner: anæstesi, intensiv terapi, genoplivning og præhospitalsbehandling (dvs. behandling af patienter med akut sygdom inden indlæggelse på sygehus) samt smertebehandling.

Anæstesiologi er først og fremmest et sygehusspeciale, men der findes speciallæger med praksis uden for sygehusvæsenet. De tager sig især af patienter med smerteproblemer, og de giver anæstesi til operationer hos fx øre- og øjenlæger og plastikkirurger. På sygehuse er speciallægen i anæstesiologi ansvarlig for forberedelse, udførelse af og efterfølgende kontrol i forbindelse med anæstesi. Herudover ledes de intensive afdelinger og smerteklinikkerne oftest af en speciallæge (overlæge) i anæstesiologi. Anæstesiologen er også, ofte i samarbejde med en hjertelæge, ansvarlig for det tværgående genoplivningsberedskab på sygehuset og for evt. planlagt præhospitalsbehandling.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Viby Mogensen: anæstesiologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=38979