Akupressur, (lat. acus 'nål' og pressura 'tryk'), egl. nåletryk; alternativ behandlingsform, der i lighed med akupunktur stimulerer akupunkturpunkterne, men med stumpt pres, sædvanligvis med fingrene. Teknikken er især udviklet af japanske massører, som betegner den shiatsu (jap. 'fingertryk'). Det antages, at akupressurs og akupunkturs eventuelle virkning kan sidestilles. Se også alternativ medicin.