Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tourniquet

Oprindelig forfatter NEng Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/28482/=ud_a_79036.mp3?revision=1

tourniquet, årepresse, middel til midlertidig sammentrykning af en pulsåre enten for at standse en blødning fra pulsåren eller for at skabe mulighed for at udføre en operation uden blødning, fx på en hånd eller en fod.

Ordet tourniquet er fransk, afledn. af tourner 'dreje'.

Som regel anvendes en oppustelig manchet ligesom den, der anvendes ved måling af blodtryk. For at opnå blodtomhed oppustes manchetten til et tryk på ca. 200 mm Hg. Som førstehjælp ved pulsåreblødning kan der inden sygehusbehandling i op til en halv time anvendes sammentrykning med forhåndenværende midler, fx et gummibånd eller en snor, der strammes ved snoning med en pind.

Frankrigs førende kirurg i 1700-t., Jean Louis Petit (1674-1750), indførte brugen af tourniquet i 1718 i form af en gjord, der med en skrue strammes om låret eller overarmen ved amputationer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Engelbrecht: tourniquet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=173379