blødning

Blødning, hæmorragi, tilstand, der følger af, at blodet trænger uden for det lukkede blodkarsystem, hvori det normalt cirkulerer.

Blødning kan forekomme i legemets organer (fx hjerne, nyrer, lever) og her danne en blodansamling (hæmatom). Endvidere kan blødning optræde i legemets indre, lukkede hulrum (fx bughulen, brysthulen, ledhuler). Endelig kan en blødning stamme fra organismens indre og ydre overflader og kan her vise sig som næseblødning (epistaxis), blodigt opspyt fra lungerne (hæmoptyse), blodig opkastning fra mavesækken (hæmatemese), blodig afføring (melæna), blodig urin fra nyre og urinveje (hæmaturi) og ydre blødning fra fx åbne sår. Sådanne blødninger er udtryk for en sygelig tilstand, som bør efterforskes.

I modsætning hertil er menstruationsblødning et normalt fænomen, som skyldes, at livmoderslimhinden afstødes med regelmæssige mellemrum. Kun hvis sådanne blødninger bliver for omfattende eller uregelmæssige, er der tale om en sygelig tilstand, se blødningsforstyrrelser.

En blødnings natur kan variere, afhængigt af om den kommer fra en pulsåre, fra hårkarnettet (kapillærerne) eller fra en blodåre (vene). Pulsåreblødninger er sprøjtende pga. det pulserende tryk i disse blodkar, og blodet er lyserødt som følge af sit indhold af ilt. Veneblødninger er ikke pulserende, og blodet er pga. sit ringe indhold af ilt mere mørkfarvet. Blødning fra hårkarnettet er sivende pga. det beskedne tryk i disse karområder.

Organismen er i en vis udstrækning upåvirket af et blodtab, når dette er beskedent, men ved større blødninger vil almentilstanden blive påvirket. Der udvikles kredsløbschok (shock), som viser sig ved svag og hurtig puls, faldende blodtryk, kølig, fugtig og bleg hud og sløret bevidsthed, samtidig med at vejrtrækningen bliver besværlig og hurtig. Fortsætter blødningen uden behandling, er tilstanden livstruende.

Der findes mange årsager til blødning. Defekter i karsystemets væg kan optræde ved ydre påvirkninger (skudsår, knivlæsioner, vold m.m.), men der kan desuden være tale om sygdomme i blodkarrenes væg som fx åreforkalkning og åreknuder eller i det omgivende væv, som bevirker, at blodkarrene brister.

Hvis en blødning ikke stopper af sig selv, eller hvis blødningen har et sådant omfang, at almentilstanden påvirkes, er der behov for hurtig og aktiv behandling. Hovedprincippet er i første omgang at stoppe blødningen. Blødning fra hårkarrene eller andre mindre blodkar kan ofte standses ved simpel sammensyning af såret eller med en fast forbinding. Hvis blødningen sker i en sårhule, anvendes ofte udstopning af denne med gaze (tamponade). Pulsåreblødninger kan i første omgang stoppes ved at sammentrykke pulsåren centralt for det blødende sted. Så hurtigt som muligt bør der derefter foretages kirurgisk underbinding af blodkarret. Indvendige blødninger vil ofte kræve kirurgisk behandling. Er blodtabet stort, gives blod- eller plasmatransfusion.