Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

døvhed

Oprindelige forfattere LHN, PVest, JWR og BrHa Seneste forfatter Redaktionen

døvhed, anacusis, surditas, ophævet eller stærkt nedsat høreevne. I praksis betegnes hørenedsættelsen døvhed, hvis høreevnen er så nedsat, at der ikke kan opfanges tale trods anvendelse af høreapparat, mens hørenedsættelse, der kan behandles med høreapparat, tidligere ofte betegnedes tunghørhed.

Ved medfødt døvhed udebliver barnets spontane talesprog, hvilket kan være det første symptom. Hvis tilstanden ikke behandles, resulterer den i manglende sprogudvikling og reduceret begrebsverden, se også døvstumhed. Svære sekundære handicap består i begrænsninger i uddannelses- og erhvervsmuligheder samt i social udfoldelse.

Kommunikationshandicappet anses for den alvorligste følge af døvhed, men den manglende evne til at registrere akustiske advarsler har også en vis betydning. Generelt kan døvhed ikke behandles ad medicinsk eller kirurgisk vej, hvorfor man i stedet må iværksætte oplæring i særlige kommunikationsformer, herunder tegnsprog kombineret med mundaflæsning. Den specialpædagogiske indsats kan også rettes mod taleoplæring. Supplerende tekniske hjælpemidler er vigtige, fx vibrationsanordninger og blinklamper.

Annonce

Understøttet af lovgivningen er den tidligere diskrimination af døve erstattet af øget forståelse og bedre muligheder for social og erhvervsmæssig integration i samfundet.

Undertiden ledsages døvhed af andre symptomer, fx misdannelser eller blindhed. Sidstnævnte kombination kan i medfødt form ses efter smitte med røde hunde under svangerskabet.

Døvhed, som indtræder sent, dvs. efter stedfunden talesprogsudvikling, kan skyldes infektion, specielt meningitis, men også kraniebrud, dobbeltsidig hørenervesvulst (acusticusneurinom) mv.

Ved døvhed er der undertiden mulighed for en vis rehabilitering ved hjælp af cochlea-implantation, som skal foretages så tidligt som muligt. Fire ud af fem døvfødte børn får i dag en cochlea-implantation.

Hørenedsættelse

Hørenedsættelse, hypacusis, defineres som nedsat, men ikke ophævet høreevne. Symptomerne afhænger primært af høretabets størrelse, men også af dets årsag samt af individuelle forhold, herunder alder. Behandlingen er almindeligvis høreapparat ledsaget af pædagogiske foranstaltninger efter behov.

Medfødt hørenedsættelse kan forårsages af arvelige anlæg samt af sygdomme i fosterlivet eller i forbindelse med fødslen. Oftest er alene det indre øre ramt. Erhvervet hørenedsættelse kan skyldes lidelser i ørets lydledende strukturer, i det indre øre og i de centrale hørebaner. Hos børn ses hørenedsættelse særlig ofte i forbindelse med væskeansamling i mellemøret eller akut mellemørebetændelse og vil da kunne afhjælpes ved behandling af grundlidelsen. Andre mellemørelidelser, otosklerose, kronisk betændelse, trommehindeperforation og defekter i de små øreknogler, behandles kirurgisk. Erhvervet hørenedsættelse, lokaliseret i det indre øre, ses eksempelvis efter slag mod hovedet, som støjskade, efter infektion og indtagelse af visse typer af lægemidler. På grundlag af audiometri tages stilling til behovet for lægelig og hørepædagogisk indsats, evt. kirurgisk behandling. Øresusen og svimmelhed er undertiden ledsagesymptomer, eksempelvis ved Ménières sygdom og acusticusneurinom.

Når årsagen til høretabet er lokaliseret i det indre øre, er det almindeligvis permanent pga. beskadigelse af sneglens hårceller; der er da ofte ledsagende forvrængning af lyden. Afhængigt af kriteriet optræder hørenedsættelse hos 6-17 % af befolkningen, lidt hyppigere hos mænd. Medfødt, behandlingskrævende hørenedsættelse forekommer i Danmark hos 1-2 ‰; af hensyn til sprogudviklingen er tidlig identifikation og behandling af disse børn afgørende.

Hørenedsættelse hos ældre

Hørenedsættelse hos ældre, presbyacusis, er en fremadskridende hørenedsættelse, der forekommer ved tiltagende alder. De tidlige symptomer optræder som skelnevanskeligheder under dårlige lytteforhold, fx ved baggrundsstøj eller dårlig rumakustik, men efterhånden opleves vanskelighed ved samtale på tomandshånd. Ubehandlet medfører sværere grader af hørenedsættelse hos ældre social isolation. Ud over degeneration i det indre øres sanseceller forekommer også forandringer i hørelsens nervebaner, hvorfor fuld kompensation med høreapparat ikke altid kan opnås.

Undervisning og forsorg

Den første egentlige døveskole oprettedes i 1770 i Paris, og i begyndelsen af 1800-t. etableredes døveskoler i det øvrige Europa. I Danmark blev den første, Det Kongelige Døvstumme-Institut i København, oprettet i 1807 af læge P.A. Castberg, som efter fransk forbillede baserede undervisningen på tegnsprog og håndalfabet. I 1856 oprettede Johan Keller en privat skole, Døvstummeskolen, grundet på Talemethoden. Den specialiserede sig i elever, som trods mangelfuld hørelse havde mulighed for at lære at tale. Staten overtog skolen og flyttede den til Nyborg, hvor den i 1891 åbnede under navnet Den Kongelige Døvstummeskole. I 1881 blev Det Kongelige Døvstummeinstitut i Fredericia oprettet med det formål at give flere døve børn mulighed for at lære talesprog. De elever, som ikke i løbet af to år fik udbytte af taleundervisningen, blev overført til Instituttet i København for at blive undervist ved hjælp af tegnsprog.

Med Døveloven fra 1950 indførtes en distriktsopdeling, hvorefter skolerne i København og Fredericia sammen med en ny skole i Ålborg blev landsdelsskoler. For at styrke den tidlige indsats tilbød Børneklinikken, oprettet i 1952 i København, og skolerne i Fredericia og Ålborg vejledning og undervisning til forældre og til døve og hørehæmmede småbørn. Til døve småbørn blev der også oprettet særlige børnehaver og børnehavegrupper med tegnsprogskyndigt personale. Fra 1980, da der gennemførtes en udlægning af den vidtgående specialundervisning til amtskommuner og kommuner, blev Skolen på Kastelsvej i København, Fredericiaskolen og Aalborgskolen regionale landsdelsskoler for døve og hørehæmmede børn. Som led i en integration i folkeskolen har der siden 1960'erne været etableret klasser for hørehæmmede og døve elever på udvalgte kommunale skoler. Nyborgskolen blev fra 1958 fortsættelsesskole for døve og hørehæmmede unge fra hele landet.

Videregående uddannelse foregår i det almindelige undervisningssystem vha. tegnsprogstolkning. Døve har også ret til tolkehjælp i andre situationer, fx ved lægebesøg, ved møder på arbejdspladsen og i retten. Der er ansat døvekonsulenter ved de regionale kontorer i Fredericia, København, Odense, Aalborg og Aarhus, der administrerer tolkebistand, rådgiver om uddannelsesforløb mv.

Som et særligt tilbud til voksne døve tilbyder CFD, oprettet af Johan Keller i 1869 som Arbejdsanstalten for Døvstumme Piger, bl.a. tolkning, bo- og dagtilbud samt særlige uddannelsestilbud til døve. En vigtig del af døves sociale liv er samværet med andre døve, som bl.a. foregår i døveforeninger og klubber, organiseret under Danske Døves Landsforbund. I 1904 indviedes De Døves Kirke i København, se døvemenigheder. På DR-TV udsendes ugentlige programmer og daglige nyheder på tegnsprog, ligesom en række tv-udsendelser er tekstet for hørehæmmede. Døve og Hørehæmmedes Oplysningsforbund arrangerer fritidsundervisning over hele landet, og Castberggård i Urlev er højskole og kursuscenter for døve og hørehæmmede.

Særlovgivning for bestemte handicapgrupper eksisterer ikke længere. I henhold til reglerne i Bistandsloven har døve og hørehæmmede krav på hjælpemidler og fornøden økonomisk hjælp.

Det talte og det skrevne sprog

Døvhed. De fleste døve børn lærer tegnsprog som helt små ved at kommunikere med andre, der bruger tegnsprog. Pigen på billedet laver tegnet 'dreng' med venstre hånd. Nogle tegn er enhåndstegn, andre tohåndstegn. Højrehåndede bruger højre hånd som aktiv hånd, men kan skifte til venstre, fx for at opnå dramatisk effekt. De kan også fastholde et tegn med den ene hånd og samtidig udføre tegn med den anden. Venstrehåndede udfører tegnsprog ligesom højrehåndede eller spejlvendt, dvs. de bruger venstre hånd som aktiv hånd og skifter undertiden til højre hånd. Skolen på Kastelsvej i København, marts 1996.

Døvhed. De fleste døve børn lærer tegnsprog som helt små ved at kommunikere med andre, der bruger tegnsprog. Pigen på billedet laver tegnet 'dreng' med venstre hånd. Nogle tegn er enhåndstegn, andre tohåndstegn. Højrehåndede bruger højre hånd som aktiv hånd, men kan skifte til venstre, fx for at opnå dramatisk effekt. De kan også fastholde et tegn med den ene hånd og samtidig udføre tegn med den anden. Venstrehåndede udfører tegnsprog ligesom højrehåndede eller spejlvendt, dvs. de bruger venstre hånd som aktiv hånd og skifter undertiden til højre hånd. Skolen på Kastelsvej i København, marts 1996.

Børn har en medfødt evne til at tilegne sig sprog, hvilket også gælder døve børn. For disse børn er det ikke hørelsen, men synet, der er vejen til spontan sprogtilegnelse. Døve blev tidligere kaldt døvstumme, men denne benævnelse skyldtes uvidenhed om døvhedens talesproglige konsekvenser. Døve kan ikke høre omgivelsernes talesprog, og de kan heller ikke lydligt kontrollere, hvad de selv siger. Talesprog er derfor for døve et dødt sprog, som kun kan læres gennem undervisning.

Artikulationsundervisning

I døveundervisning er taletræning en særlig disciplin. Her indøves talelyde systematisk ved hjælp af forskellige teknikker. Mange døve lærer dog aldrig at tale, så de umiddelbart kan forstås af fremmede.

Mundaflæsning

Talesprogsopfattelse består for døve i mundaflæsning; færdighed i mundaflæsning forudsætter kendskab til dansk samt en vis situationsfornemmelse, kombinationsevne og koncentration. Da kun en mindre del af de danske sproglyde kan mundaflæses, er mundaflæsning en særdeles usikker gætteleg for alle med svær hørenedsættelse. Jo mindre høretabet er, jo større sandsynlighed er der for at lære talesprog og mundaflæsning. Imidlertid vil der selv for den bedst talesprogligt fungerende døve vedblive at være et kommunikationsproblem i arbejdsmæssige, sociale og mediemæssige sammenhænge, hvor talesproget dominerer.

Mund-hånd-system

Til støtte for mundaflæsning kan man bruge mund-hånd-systemet. Det består af 15 forskellige håndstillinger, som udføres samtidig med talen. Systemet er knyttet til opfattelsen af svært aflæselige talelyde og siger intet om ordenes og sprogets betydning. Mund-hånd-systemet blev udarbejdet af Georg Forchhammer i 1902.

Det skrevne sprog

Det danske sprog er tilgængeligt for døve i skreven form. Undervisning i læsning og skrivning kræver specielle pædagogiske metoder, eftersom den ikke kan baseres på talesprog. Tidligere døveundervisning havde som mål at lære børnene dansk primært ved hjælp af den orale metode, dvs. tale, mundaflæsning og skrift, mens tegnsprog ikke blev anset for et brugbart undervisningssprog. Resultaterne var oftest nedslående og efterlod døve med dårlige læsefærdigheder og et ringe vidensmæssigt beredskab.

I moderne døveundervisning ligger hovedvægten på anvendelse af tegnsprog og dansk skriftsprog, men taletræning er et vigtigt delområde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Holme Nielsen, Palle Vestberg, Jan William Rasmussen, Britta Hansen: døvhed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 1. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67781