Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

balanceprøver

Oprindelig forfatter SVest Seneste forfatter Redaktionen

balanceprøver, undersøgelse af balancesystemet, fx hos patienter med svimmelhed. Balancesystemet har tre vigtige funktioner: At sørge for den fysiske balance, at sikre, at synsretningen stabiliseres i forhold til omverdenen under bevægelser af hovedet, og at give individet en orienteringsoplevelse af op-ned og af bevægelse i forhold til omgivelserne. De to førstnævnte funktioner kan undersøges objektivt.

Den enkleste balanceprøve er Rombergs prøve, hvor man med samlede fødder, korslagte arme og lukkede øjne skal kunne stå uden at svaje. Gangprøve foretages ved at lade patienten gå forlæns og baglæns både med åbne og lukkede øjne.

Når en person drejes rundt, udløses normalt rykvise øjenbevægelser, nystagmus, som sikrer, at øjnene fikserer enkeltpunkter under bevægelsen og ikke blot lader omverdenen panorere uskarpt forbi. Ved svimmelhed findes ofte uprovokeret nystagmus. Nystagmus kan provokeres af rotationer og ved skylning af øregangen med koldt (30 °C) og varmt (44 °C) vand, kalorisk prøve. Nystagmus kan registreres med elektroder i tindingeregionerne (elektrookulografi, EOG). Alle disse fænomener undersøges ved balanceprøver hos patienter med svimmelhed.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Vesterhauge: balanceprøver i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=43354