• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

øre-næse-hals-sygdomme

Oprindelig forfatter SVest Seneste forfatter Redaktionen

Øre-næse-hals-sygdomme. Øverst undersøgelse af øregang og trommehinde med et otoskop, som foroven er forsynet med en tragt, der anbringes i øregangen. Vha. en lyskilde i tragten opnås mulighed for at konstatere fx ørevoks eller trommehindeforandringer ved mellemørebetændelse. Tragtens udvendige ende er lukket med et glas med svag lupvirkning. Nederst undersøgelse med øretragt og pandelampe, som er anbragt på undersøgerens hoved.

Øre-næse-hals-sygdomme. Øverst undersøgelse af øregang og trommehinde med et otoskop, som foroven er forsynet med en tragt, der anbringes i øregangen. Vha. en lyskilde i tragten opnås mulighed for at konstatere fx ørevoks eller trommehindeforandringer ved mellemørebetændelse. Tragtens udvendige ende er lukket med et glas med svag lupvirkning. Nederst undersøgelse med øretragt og pandelampe, som er anbragt på undersøgerens hoved.

øre-næse-hals-sygdomme, oto-rhino-laryngologi, lægeligt speciale, der beskæftiger sig med sygdomme i øre-næse-hals-organerne samt hoved- og halskirurgi, fx behandling af knoglebrud i ansigtsskelettet og kræftsygdomme på halsen. Specialet omfatter også audiologi, sygdomme i høre- og ligevægtsnerverne (oto-neurologi) og stemmesygdomme (foniatri). Bronkoskopi og trakeotomi udføres ofte på øre-næse-hals-afdelinger. I Danmark er der ca. 450 speciallæger i øre-næse-hals-sygdomme, hvoraf halvdelen arbejder i speciallægepraksis. Der findes øre-næse-hals-afdelinger på alle større danske sygehuse og professorater ved universiteterne i København, Århus og Odense.

Specialet opstod som de fleste andre specialer i slutningen af 1800-t. Hans Wilhelm Meyer (1824-95), der i 1868 som den første beskrev næsesvælgpolypper (se næsesvælgsygdomme) og deres behandling, anses for at være specialets grundlægger i Danmark. Udviklingen af egnede undersøgelsesmetoder i slutningen af 1800-t. og den tekniske udvikling, især inden for hørediagnostik i 1900-t., medvirkede til at etablere øre-næse-hals-sygdomme som et selvstændigt speciale.

Undersøgelser

Det kræver en særlig lysteknik at undersøge øre-næse-hals-organerne. Da øregang, næsehule og svælg har tilnærmet rørformet struktur, må der være sammenfald mellem lysakse og undersøgerens synsakse. Dette løses ved brug af et pandespejl. Pandespejlet er i slutningen af 1900-t. delvis blevet afløst af andre lyskilder, hvor man anvender fiberlysteknik, fx fiberlyspandelamper.

Annonce

Ved undersøgelse af øret (otoskopi) anvendes ofte et otoskop, hvormed en lyskilde sender lys gennem en tragt, som anbringes i øregangen. Man kan herved overskue øregang og trommehinde. Hvis man ønsker en mere detaljeret vurdering, anvendes et øremikroskop. Hørelsen undersøges ved audiometri. Desuden foretages ofte balanceprøver.

Forholdene i næsehulerne kan kun vurderes ved anvendelse af pandelampe eller ved endoskopi med særlige fiberendoskoper. Samtidig vurderes luftpassagen i næsen og lugtesansen. Forholdene i bihulerne vurderes bedst ved CT-scanning. Struben undersøges ved laryngoskopi, akustisk stemmeanalyse og evt. stroboskopi.

Ved mistanke om kræftsygdomme i øre-næse-hals-organerne vil man ofte indlægge patienten til en undersøgelse i bedøvelse, hvor man anvender forskellige endoskopiske teknikker til undersøgelse af næsehule, næsesvælg, strube, luftrør, bronkier og spiserør. Ved mistanke om dattersvulster (metastaser) i halsens lymfeknuder kan man foretage MR-scanning af halsen eller finnåls-aspirationsbiopsi (se biopsi), inden man udfører en kirurgisk biopsi af lymfeknuden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Vesterhauge: øre-næse-hals-sygdomme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=184985

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. øre-næse-hals-sygdomme
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik