Udviklingspsykologi er en psykologisk disciplin, der beskæftiger sig med forandringer gennem livsforløbet af det enkelte menneskes følelser, perception, tænkning, adfærd og sociale liv. Biologisk aldring inddrages også, men primært for at forstå den psykiske udvikling.

Udviklingspsykologi er i dag ikke et samlet fag. Det er nærmere en paraplybetegnelse for adskillelige forskellige tilgange. Som fællestræk skal de dog studere forandring over tid gennem menneskets livsforløb.

Periodisering af hele livsforløbet

Udviklingsklokken
Her ses udviklingspsykologiens detaljerede periodisering af hele menneskets livsforløb. Bemærk at klokken er bredest forneden og smallest foroven. Det illustrerer, at potentialerne for udvikling er størst i barndommen. Men heller ikke helt lukket i sen voksenalder og alderdom. Bemærk også, at historisk epoke, samfund og kulturel kontekst påvirker både længde af udviklingsperiode og indholdet af den.
Udviklingsklokken

Børn udvikler sig gennem oplevelse, undersøgelse og læring. Her er to brødre i Faxe Kalkbrud, optaget af at studere det fossil, storebror lige har hugget fri med hammer og stemmejern. Drengene sidder på hug, for at være tæt på, med deres fokuserede blik på den interessante genstand.

.

Tidligere var udviklingspsykologi synonym med børnepsykologi, men som noget relativt nyt omfatter udviklingspsykologi i dag ikke blot barndomsperioden, men hele menneskelivet periodiseret, dvs. fra fostertilværelse, tidlig og sen barndom, pubertet, ungdom, yngre, mellemste og ældre voksenalder til død.

En sådan opdeling af livsforløbet skal dog ikke skjule, at udviklingens specifikke indhold kan variere ganske betragteligt i forskellige kulturer, i historiske epoker og for forskellige mennesker i deres unikke livsforløb.

Diskontinuerlig og kontinuerlig udvikling

Faget anerkender, at menneskets udviklingspotentiale eksisterer gennem hele livet; dog klart mindre i den sene alder end i barndommen. Udvikling kan foregå såkaldt diskontinuerlig, dvs. i kvalitative spring. Et barn er fx pludselig blevet i stand til at løse et problem på en helt ny måde, hvilket viser, at dets tænkning er forandret. Men udvikling er tillige kontinuerlig, altså den kan foregå uden spring, hvor fx barnet lærer mere og mere ved at bruge den samme type tænkning.

Udviklingen indebærer også kontinuitet: På trods af store forandringer gennem livets forskellige periodiserede aldre oplever man sig som "den samme".

Udviklingsbegrebets kulturelle kontekst

I den udviklingspsykologiske forskning samt i fagets internationale lærebøger reflekteres der sjældent over selve udviklingsbegrebet; ej heller over dets historiske eller kulturelle gyldighed. Men ved nøjere granskning spiller både den kulturelle kontekst og begrebets historicitet en væsentlig rolle.

Har udvikling forstået som en systematisk periodisering af menneskets livsaldre eksempelvis altid eksisteret? Hertil må der svares nej. At individet ikke blot ændres men udvikler sig med alderen – samt at denne proces indebærer lovmæssigheder, der systematisk kan beskrives og forklares videnskabeligt – er en vesteuropæisk historisk opstået forestilling. I asiatiske og mellemøstlige kulturer er udviklingsforståelsen fx mere kollektivistisk og dermed langt mindre individorienteret.

Det vestlige udviklingsbegrebs tilblivelse

De moderne vestlige samfund, som udviklingspsykologien indirekte er påvirket af, kan netop beskrives som i høj grad individualistiske og udviklingscentrerede. Det viser sig i opmærksomheden på barnets tarv, i børneperspektivet og i opfattelsen af personlig identitet og alder som nært forbundne. Udviklingscentreringen ses endvidere i forskningen i livslang udvikling, hvor ikke kun børn, men også voksne udvikler sig.

Men sådan har det ikke altid været. Det kan man se ved et par nedslag i historiske perioder.

Middelalderens cirkulære udviklingssyn

Livets hjul
Livets hjul
Af .
Licens: CC BY 2.0

I middelalderen eksisterede nogle ganske vist grove inddelinger af menneskelivets aldersperioder, og man opfattede i nogen grad barndommen som en adskilt fase fra voksenlivet. Livskronologi som det centrale omdrejningspunkt var dog ikke fremtrædende. Dengang var det vigtigere for både den personlige og sociale identitet, hvilken slægt og stand den enkelte tilhørte, end hvilken alder man havde.

Udviklingens tidsdimension var ikke lineær, som i udviklingspsykologien, men cirkulær. Tidsopfattelsen fulgte fx årstidernes faste tilbagevendende forløb.

Oplysningstidens lineære udviklingssyn

Den klassiske moderne tanke – at udviklingen har systematiske faser og er indbegrebet af det typiske, "normale" og "det gode" – opstod i oplysningstidens fremskridtsoptimistiske filosofiske klima. Selv i dag ses denne idé ved, at det såkaldt unormale markeres ved brugen af en tillægsbetegnelse som fx fejl-udvikling.

På samme tidspunkt grundlagdes også idéen om den teleologiske finalitet. Finalitetsprincippet er, at udvikling er formålsbestemt og uundgåeligt styrer mod bestemte, fremtidige endemål. Her ses også skabelsen af den moderne lineære udviklingsforståelse.

Dette syn kom i form af diverse stadieteorier om børns udvikling til at dominere opfattelsen i udviklingspsykologi helt frem til sidste halvdel af 1900-tallet. Finalitetsprincippet er dog stort set forladt i nyere udviklingspsykologi. Udviklingens relativt åbne og uforudsigelige karakter understøttes nu af mange longitudinelle undersøgelser – dvs. studier, der strækker sig over længere tid.

Basale kategorier af udviklingsforandringer

Udviklingspsykologien inddrager tre basale, sammenvævede kategorier af udviklingsforandringer:

  1. Universelle forandringer. De er fælles gældende for arten homo sapiens, fx den biologisk styrede aldringsproces (pubertet, kvindens klimakterium), den indre biologiske rytme.
  2. Kulturspecifikke forandringer. Det er de historiske og samfundsmæssigt påvirkelige udviklingsforløb. De udgør en fælles referenceramme for kulturer eller subgrupper af mennesker, der vokser op sammen inden for en kulturkreds. Eksempelvis var betingelserne for udvikling stærkt forskellige for den danske generation, der voksede op i 1920'erne og den generation, der vokser op i 2000-tallet. Det kaldes i faget for kohorteeffekter.
  3. Idiosynkratiske forandringer. Disse omfatter dels de unikke begivenheder i det enkelte menneskes liv, dels det enkelte menneskes individuelle oplevelse. Det betyder, at fx søskende sjældent bliver psykologisk ens, selv om de vokser op i den samme familie. Selv enæggede tvillinger påvirkes forskelligt. Så selv om de har den samme genotype, kan de udvikle sig psykologisk forskelligt.

Individets udvikling er påvirket af både det universelle og det kulturspecifikke. Det medfører, at vi på visse punkter ligner andre mennesker, men vi er på samme tid også personligt forskellige. Det skyldes, at vi har hver vores livshistorie og ikke mindst oplever den idiosynkratisk. Der eksisterer her en kompliceret vekselvirkning mellem mennesket som henholdsvis natur-, kultur- og individvæsen.

Grundopfattelser og kontroverser

I det følgende beskrives nogle centrale grundopfattelser og ikke mindst kontroverser om menneskets udvikling. Det er vigtigt at indse, at fundamentale faglige idéer kan ligge som underforståede og ikke nødvendigvis eksplicitte antagelser.

Spørgsmålet om arv vs. miljø

Er det hovedsagelig arv eller miljø, der bestemmer menneskets udvikling? Det er et af de mest grundlæggende spørgsmål at besvare for udviklingspsykologien. Historisk kan arv versus miljø dikotomien føres tilbage til filosoffen René Descartes (1596-1650) – grundlæggeren af dualismen. Den spaltede sjælen fra det somatiske; dvs. det fysiske domæne fra det psykiske. Det 'indre' (hvor fx det genetiske og arvelige ligger) fra det 'ydre' (hvor fx miljøet hører til).

Denne idé om tilværelsens to uforenelige principper er dog nu forladt i udviklingspsykologien. Enten/eller tænkningen om udvikling er blevet erstattet og understøttet af empiri og udviklingsmodeller. De undersøger, hvordan gener-X-miljø interagerer og dynamisk ændrer hinanden. Miljøpåvirkninger kan eksempelvis både "tænde" og "slukke" for gener, hvilket epigenetikken beskæftiger sig med.

Spørgsmålet om typisk udvikling vs. patologi

Udviklingspsykologien studerer den såkaldte typiske udvikling og derfor ikke afvigelser/patologi. Det gør derimod den kliniske psykologi. Men udviklingspsykologien danner grundlag for forståelsen af afvigelser, der ikke kan ses uden reference til det typiske udviklingsforløb.

Udviklingsforstyrrelser anskues således i et udviklingspsykologisk perspektiv som mere eller mindre ekstreme, atypiske variationer i menneskets typiske udvikling.

Spørgsmålet om passivitet vs. aktivitet

Opfattelsen af mennesket som en passiv modtager af indtryk fra omverdenen, der hørte til i den gamle udviklingspsykologi, er stort set forladt. Der er efterhånden bred enighed om, at den oplevende, lærende og tolkende organisme er en aktiv deltager i sin egen udviklingsproces.

Dette syn har store pædagogiske og opdragelsesmæssige konsekvenser.

Er barnet inkompetent eller kompetent?

Længe blev det lille barn i faget anset for inkompetent. Det var fx i indlæringspsykologien og behaviorismen "en ubeskrevet tavle" (tabula rasa). Eller som i psykoanalytisk teori fyldt op med sydende drifter, uden et "jeg" med realitetssans og viden om verden. Pointen var, at alt skulle udvikles af miljøet, barnet blev født ind i.

Adskillige undersøgelser har nu undermineret dogmet om inkompetence: Barnet fødes ikke som ubeskrevet men eksempelvis med en medfødt evne til ansigtsgenkendelse. Hertil kommer en ekstremt tidlig evne til at forstå fysisk soliditet. Dvs. at en hård metalgenstand ikke bare nemt kan trænge igennem et andet lige så solidt objekt.

Tilsammen har sådanne studier – samt undersøgelser af andre tidlige evner – ført til opfattelsen i dag, at spædbørn og småbørn er relativ kompetente. Ikke så evnerige som større børn, men langt mere end troet i fagets tidligere udviklingssyn.

Spørgsmålet om adskilte domæner vs. holisme

Man kan stadigvæk se udviklingspsykologien opdelt i såkaldte udviklingsdomæner:

  1. det fysiske domæne (fx motoriske færdigheder, vækst, pubertet);
  2. det kognitive domæne (fx perception, sprog, læring og tænkning) og
  3. det social-emotionelle domæne (fx følelser samt social forståelse).

Denne deling udfordres nu af det holistiske perspektiv: Udvikling vedrører alle domæner ved personen. De er desuden dynamisk forbundne og forandrer hinanden. Fx påvirker følelsen vrede på samme tid vores tænkning, perception og sociale væremåde, og vrede er også et kropsligt fænomen (fx et rødt ansigt med rynkede bryn, forhøjet puls osv.). Omvendt påvirker særlige måder at tænke på, hvilke følelser vi oplever med dertil hørende kropslige udtryk, og hvordan vi opfører os. Tilsvarende påvirker sociale adfærdsregler, hvilke tanker og følelser vi oplever og kommunikerer.

Hvilket udviklingspotentiale har mennesket?

Mennesket har ikke et ubegrænset, men et stort potentiale for tilpasning til forskellige fysiske, sociale og psykologiske miljøer. Fx er den lange barndomsperiode et tegn på, at meget skal læres og erfares, før man psykologisk kan stå på egne ben.

Findes der én eller flere udviklingsveje?

Mennesket er den opportune art, for hvem det er lykkedes at bebo og tilpasse sig alle klimazoner og stort set alle geografiske områder på kloden. Dette fordrer et udpræget potentiale for tilpasning og udvikling. I fagsproget anvendes begrebet plasticitet til at dække menneskets store udviklingspotentiale.

Gennem livsforløbets mange komplekse transaktioner kan et barns udvikling sjældent gættes på forhånd. Der er således ikke én udviklingsvej, da udviklingen potentielt kan bevæge sig ad flere forskellige stier.

Spørgsmålet om de kritiske faser

Tidligere har der hersket et synspunkt om, at der findes særlige aldersbestemte kritiske faser, hvor bestemte ting skal ske og færdigheder være udviklet, inden det er for sent. Det synspunkt er forladt i udviklingspsykologien (the point of no return-idéen).

Det gælder fx den opfattelse, at får moderen ikke sit barn op til sig umiddelbart efter fødslen, skades bindingen til barnet én gang for alle. Eller den idé, at der findes et uafvendeligt fikspunkt i den tidlige barndom for udvikling af følelsesliv eller sprog.

Derimod er der, med visse undtagelser, enighed om, at der findes nogle særlige udviklingsmæssigt vigtige sensitive perioder og overgange i livsforløbet. Her er oplevelse og læring mest intens; udviklingen af selvet er mest påvirkelig på bestemte alderstrin, men ikke nødvendigvis uafvendelig som hævdet i kritisk-fase-synet.

I faget undersøges nu, hvilke sensitive overgange, der måtte findes, samt hvor betydningsfulde og kronologisk udstrakte, de må formodes at være. Ikke blot i barndomsperioden, men i menneskets hele livsforløb.

Udviklingspsykologiens paradigmeskift

Udviklingspsykologien har gennem mere end 100 år gennemgået tre store epokale paradigmeskift. Et paradigme defineres som helt fundamentale opfattelser i et fag – fx hvad udvikling i bund og grund er.

Et paradigmeskift finder sted, når tilstrækkelig mange grundopfattelser ændres så meget, at der er tal om et brud med det/de etablerede fagsyn. Skiftet sker som regel ved, at en række undersøgelser mere og mere underminerer den gængse viden. Eksempelvis dominerede længe dén opfattelse i tilknytningsteori og -forskning, at spædbarnet først kun knyttede sig til sin mor.

Men dogmet faldt, da undersøgelser viste, at spædbørn i deres første levemåneder faktisk etablerer knytter sig til flere personer – fader, større søskende, bedsteforældre, pædagoger. Fænomenet kaldes i dag for "flerpersonel tilknytning" (fra engelsk multiple attachment), og det karakteriserer det typiske udviklingsforløb.

Man taler om tre store epokale paradigmeskift i udviklingspsykologien:

1. paradigme: De store udviklingsteoriers epoke

Fra omkring 1900-tallet til sidst i 1960'erne var førnævnte paradigme dominerende. De såkaldt "store udviklingsteorier" var trods deres forskelligheder almene og generelle. Dvs. de kunne forklare alt, fordi udviklingen altid vil følge nogle få, faste, for alle børn gældende lovmæssigheder.

Dette var stadieteoriernes storhedstid, hvor fx "kritisk-fasesyn" var dominerende. Dvs. hvor begivenheder i kritiske, særligt vigtige perioder i barndommen ses som afgørende for den senere udvikling. Men det blev ikke undersøgt, fordi en svag empirisk fundering af teorierne var karakteristisk for epoken.

Eksempler på dominerende teorier fra første paradigme er Sigmund Freud, Anne Freud og Margareth Mahlers klassiske psykoanalyse; John B. Watson og Frederic B. Skinners behaviorisme og indlæringsteori samt Jean Piagets kognitive teori og delvis Erik Eriksons reviderede neo-psykoanalyse.

Denne epokes udviklingspsykologi har længe været på retur og er nu mest af historisk interesse.

2. paradigme: Den domænespecifikke epoke

Gennem 1970'erne nedbrød en mængde undersøgelser troen på de store teoriers stadie- og kritisk fasesyn. Epoken kaldes domænespecifik, fordi faget nu blev spaltet op i udforskning af adskillelige specifikke udviklingsdomæner. Eksempelvis theory of mind, tilknytning, børnesprog, selvudvikling, emotionsregulering, følelser og temperament, udvikling af hukommelsen, osv.

Det handlede nu om – på baggrund af empiriske undersøgelser (og i modsætning til første paradigme) – at skabe fagspecifikke domænespecifikke "miniteorier". Den empiriske forskning blev meget fremtrædende fx i form af longitudinelle undersøgelser, hvor de samme menneskers udviklingsforløb følges gennem flere år. Ud af det skabtes teorier, der ofte er blevet afprøvet og verificeret løbende.

Fordelen har været en enorm faglig berigelse med detaljeret og specialiseret viden om udvikling. Omkostningen har været en uoverskuelig fragmentering af udviklingspsykologien, som ikke længere kan kaldes for ét fag.

Dette paradigme er dog stadigvæk mainstream og dominerer internationalt den empiriske forskning og teoridannelse.

3. paradigme: Udviklingspsykologi og udviklingsvidenskab

En ambition om teoretisk at forene de domænespecifikke dele af faget stormer nu frem. Gennem de seneste årtier har fagets fragmentering ført til en tendens til at "gå meta", dvs. at bruge dynamisk systemisk metateori og metode. Metateori er, meget kort sagt, teori om teorier. Det er sket for at overskue og forsøge at samle fagets mange miniteorier og underdiscipliner.

3. paradigmes udviklingspsykologi er blevet en del af den såkaldte udviklingsvidenskab (fra engelsk developmental science), som den tager faglig næring fra. Udviklingsvidenskab er en tværvidenskabelig disciplin. Den anskuer og undersøger sammenhængene mellem psykologiske, adfærdsmæssige, genetiske og biologiske udviklinger i en dynamisk helhedsforståelse.

Fagets status i dag

1. paradigmes 'store udviklingsteorier' er stort set forladt i dagens udviklingspsykologi, hvor 2. paradigmes domænespecifikke epoke nu dominerer. 3. paradigmes tværvidenskabelige udviklingspsykologi/ udviklingsvidenskab er imidlertid på vej frem. Den fulde integration af disse to paradigmer er dog endnu ikke sket.

Udviklingspsykologiens teoretikere

Daniel N. Stern. Skabte teorien om spædbarnets interpersonelle verden.

.

Sigmund Freud. Grundlægger af psykoanalysen. Foto fra 1921.

.

Jean Piaget. Skaber af teorien om barnets kognitive stadieudvikling.

.

John B. Watson - behaviorismens grundlægger.

.

John Bowlby. Skaber af tilknytningsteorien.

.

En række grundlæggere af psykologiske retninger har haft historisk indflydelse på udviklingspsykologien. Det drejer sig om følgende:

Navn Baggrund og betydning for udviklingspsykologien
Stanley Hall (1844-1924) Han udformede en udviklingsteori baseret på evolutionens principper: Han opfattede børns udvikling som en fastlagt, genetisk styret proces, der udfolder sig automatisk over tid.
Sigmund Freud (1856-1939) Han var psykoanalysens grundlægger. Han har haft umådelig gennemslagskraft med påpegningen af barndommens oplevelser som afgørende for den voksnes personlighed.
Alfred Binet (1857-1911) Han har haft betydning for forståelsen af børns intelligens og udviklingen af intelligenstest (Binetprøven), der gennem årene har været brugt i adskillige lande.
James M. Baldwin (1861-1934) Han har peget på samspillet mellem den genetisk bestemte modning og den kulturbestemte indlæring som nødvendig for, at barnet kan udvikles.
John B. Watson (1878-1958) Han så som en af behaviorismens fædre det nyfødte barn som en tabula rasa (’tom tavle’), hvor miljøets indflydelse er altafgørende. Han mente, at indlæring sker gennem betingning.
Jean Piaget (1896-1980) Han udarbejdede 1900-tallets mest indflydelsesrige kognitive udviklingsteori. I følge ham udvikler barnet sig som et resultat af både modning og erfaring gennem fastlagte stadier.
Erik H. Erikson (1902-1994) Han ændrede Freuds psykoanalyse til en psykosocial udviklingsteori. Han udarbejdede som en af de første en teori om forandring gennem hele livsforløbet i otte faser.
John Bowlby (1907-1990) Han udarbejdede teorien om betydningen af tilknytning og separation mellem mor og barn i de tidlige år. Hans arbejde har haft stor indflydelse på forståelsen af mor-barn-samspillet.
Albert Bandura (1925-1921) Han videreførte og nuancerede indlæringsteorien, så den også omfattede social kognition. I den sociale indlæringsteori er imitation og observerende læring centrale begreber.
Lev Vygotskij (1896-1934) Han udarbejdede den sociokulturelle teori om, hvordan kultur, tradition, værdier og kompetencer overføres i det sociale samspil mellem børn og voksne.
Urie Bronfenbrenner (1917-2005) Han skabte den økologiske systemteori, der ser menneskets udvikling som indfældet i større sociale miljøer. Han har siden 1980’erne haft stor betydning for udviklingspsykologien. Noget af Bronfenbrenners teorisyn går videre i udviklingspsykologiens seneste paradigme, hvor faget indgår i den nye udviklingsvidenskab (på engelsk developmental science).
Daniel N. Stern (1934-2012) Han kombinerede empirisk forskning med et revideret psykoanalytisk perspektiv. Hans undersøgelse af spædbarnets ekstremt tidlige dannelse af selvet har været banebrydende.
Richard Lerner (f. 1946) Han er medskaber af udviklingsvidenskaben. Dynamisk systemteori og metateori samt epigenetik udgør – tilsammen med empiriske undersøgelser – det nye paradigme.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Sommer, D., Eg, M., Friis Søndergard, S. og Larsen, L.: Den nye udviklingspsykologi – et livslangt perspektiv. København: Fadl's Forlag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig