Socialisering er indlæring af færdigheder og normer. Det er en proces, der hele tiden finder sted i større eller mindre grupper og i samfundet generelt.

Socialiseringsprocessen er bestemt af mange faktorer, især familien og opdragelsen (primærsocialisering), skolegangen (sekundærsocialisering), mediernes påvirkning, daginstitutionerne, deltagelsen i arbejdslivet, arbejdsløshed samt økonomiske og kulturelle forhold.

De overordnede spørgsmål

Teorier om socialisering tager stilling til en række overordnede spørgsmål:

Er mennesket i sin natur godt eller ondt?

Ifølge nogle teorier, herunder Freuds psykoanalyse, er mennesket grundlæggende egoistisk af natur, og den vellykkede socialisering består primært i dannelsen af overjeget, som bliver muliggjort gennem barnets følelsesmæssige relation til forældrene. Andre teorier, fx kritisk socialiseringsteori (Erich Fromm) og humanistisk psykologi (Carl Rogers), ser mere positivt på den menneskelige natur, mens socialiseringen ses som en påvirkning, der risikerer at fordærve menneskets natur.

Forholdet mellem det individuelle og det samfundsmæssige

Fælles for teorierne nævnt under 1) er, at de ser det individuelle og det samfundsmæssige som størrelser, der står i modsætning til hinanden, ligesom de ser natur og kultur som modsætninger. Omvendt er der socialiseringsteoretikere, der mener, at det individuelle og det samfundsmæssige indvendigt er forbundet med hinanden, fordi det individuelle (og det naturlige) kun kan udvikles og virkeliggøres i kraft af den udvikling af kompetencer, som personen opnår gennem socialiseringen. Ifølge disse teorier, fx virksomhedsteori og nyere social indlæringsteori (Albert Bandura), kan mennesker udvikle egenskaber som uafhængighed og selvstændighed, når socialiseringen har støttet dem i udviklingen af grundlæggende kompetencer.

Hvor nødvendig er opdragelse?

I nyere tid har det synspunkt vundet frem, at børn ikke behøver at blive opdraget, fordi de antiautoritære tendenser i den moderne livsform har medført, at socialiseringen lykkes bedre, når børn hyppigt inviteres til at deltage i beslutningsprocesser, end når de blot er passive modtagere af opdragelsesbudskaber, og at børn bør behandles som ligeværdige med de voksne. Argumenterne mod dette synspunkt er, at børns deltagelse i beslutningsprocesser kun fremmer deres udvikling, hvis de på forhånd har udviklet den nødvendige kompetence, og at børn nok er ligeværdige i menneskeretlig og etisk henseende, men ikke i kompetencemæssig henseende.

Hvor betydningsfuld er forældrenes rolle?

Nogle psykologer mener, at forældrenes betydning for børns socialisering i dag er stærkt reduceret i forhold til tidligere, fordi socialiseringen i vuggestue, børnehave, skole og fra medierne har fået forøget betydning. Ifølge dette synspunkt kan man derfor ikke længere kalde socialiseringen i familien for primærsocialisering. Argumenterne mod synspunktet om forældrenes reducerede betydning er, at undersøgelser viser, at de tidlige relationer til forældrene stadig er afgørende for, hvordan barnet siden hen danner relationer til andre mennesker (se tilknytning), og at den sociale arv (se nedenfor) stadig eksisterer.

Kulturelle forskelles betydning for den individuelle udvikling

Kulturelle forskelle har ikke blot betydning for udviklingen af forskellige adfærdsnormer, men også for den intellektuelle udvikling. Undersøgelser viser utvetydigt, at mennesker, der lever i kulturer, hvor der er ringe adgang til skolegang, skriftsprog og teknologiske hjælpemidler, har vanskeligere ved at udvikle abstrakt tænkning end mennesker i andre samfund. Ifølge den såkaldte social-kontekst-teori spiller disse kulturelle forskelle kun en lille rolle for personlighedsudviklingen, fordi evnen til at tænke abstrakt er stærkt bundet til den sociale og praktiske kontekst, fx skole eller arbejdsliv, som den er skabt i.

Nye socialiseringsmål

De sociologisk inspirerede modernitetsteorier fremhæver, at den nyeste historiske udvikling har skabt nye mål for socialiseringen, således at der i dag lægges mere vægt på menneskers udvikling af selvstændighed, selvforståelse, omstillingsevne og kommunikationsevne end tidligere. I forlængelse heraf påpeges, at socialiseringen i dag fører til større risiko for eksistentielle problemer end tidligere.

Kønssocialisering

Socialiseringsforskning har dokumenteret, at de to køn socialiseres forskelligt allerede fra fødslen. Hjerneforskning og adfærdsbiologi har dokumenteret, at der er medfødte forskelle på de to køn. Alligevel er der blandt kønsforskere stadig påfaldende stor uenighed om, hvor stor en rolle kønssocialiseringen spiller i forhold til de medfødte kønsforskelle (se også køn).

Social arv

Social arv er betegnelsen for tendensen til, at børnene følger i forældrenes spor. Det er fx påvist, at børn af højtuddannede forældre med langt større sandsynlighed tager en længerevarende uddannelse end andre børn (positiv social arv), og at der er en stærkt øget risiko for, at børn af alkoholiserede forældre selv bliver alkohol- eller narkotikamisbrugere, og at incest og børnemishandling i en familie har øget sandsynlighed for at optræde igen i næste generation (negativ social arv). Børn, der risikerer negativ social arv, kaldes truede børn; selvom disse har øget risiko for at udvikle det samme uheldige handlemønster som forældrene, må det understreges, at flertallet af de truede børn trods alt undslipper den negative sociale arv.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig