Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

smil

Oprindelig forfatter BKatz Seneste forfatter Redaktionen

smil, et af det menneskelige ansigts følelsesudtryk.

Der er mange slags smil, skæve, smørrede, lystige, listige, hemmelighedsfulde, hengivne, sardoniske osv. Men så langt det vigtigste er det, der med en bred betegnelse kaldes det sociale smil, fordi det på utallige nuancerede og fintmærkende måder udgør et af de mest centrale enkeltstående elementer i reguleringen af menneskers direkte og personlige samkvem.

Udveksling af smil drager mennesker mod hinanden og bekræfter fortsættelsen af det igangværende samvær.

Annonce

Opfattelsen af et menneskeligt ansigt er en af de tidligste faktorer, som udløser smil hos spædbarnet omkring midten af anden levemåned, hvilket vækker positive følelsesreaktioner fra forældrene. Når barnet er højst tre måneder gammelt, må smilet antages at være ægte socialt, fordi barnet synes at smile for at få den voksne til at smile tilbage. Der foregår således en smilekonversation, som styrer samspillet. Denne reaktionsmåde, der er af afgørende betydning for dannelsen og styrkelsen af de følelsesmæssige bånd mellem barn og forældre, er universel og udgør uden tvivl et medfødt anlæg hos mennesker.

Se også latter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Boje Katzenelson: smil i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161373

Tags