Selvaktualisering, behovet for eller en i mennesket iboende tendens til at udvikle og mest muligt udfolde medfødte anlæg såvel som værdier, holdninger og overbevisninger. Begrebet har filosofiske rødder tilbage til Aristoteles, men indførtes i moderne tid af den tysk-amerikanske neurofysiolog Kurt Goldstein (1878-1965) og de amerikanske psykologer Abraham Maslow og Carl Rogers. Også andre forskere inden for humanistisk psykologi anvender tilsvarende antagelser.

Kendt er Maslows undersøgelser af fuldt selvaktualiserede mennesker, der skulle være mere modne end gennemsnittet ved i højere grad end andre at besidde egenskaber som bl.a. selvaccept, selvstændighed, selvtillid, problemorientering, fællesskabsfølelse, indlevelsesevne (empati), hjælpsomhed, kreativitet, humor og spontanitet.

Se også højdepunktoplevelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig