politisk psykologi

Politisk psykologi, tværfaglig forskningsretning, der, overvejende med anvendelse af psykologiens begreber og metoder, søger forståelse af psykologiske forholds betydning for individers og gruppers politiske adfærd.

Interessen for emnet har været til stede siden antikken. Klassiske politiske teoretikere fra Platon og Aristoteles over Machiavelli og Thomas Hobbes til senere politiske filosoffer har bygget deres teorier på antagelser om den menneskelige natur og dens betydning for politiske forhold. Det er imidlertid først i 1900-t., at politisk psykologi har vundet fodfæste blandt samfundsvidenskaberne med egne tidsskrifter, videnskabelige selskaber m.m. Briten Graham Wallas' (1858-1932) bog Human Nature in Politics (1908) nævnes ofte som igangsættende, i hvert fald i den angelsaksiske verden. I USA slog politisk psykologi igennem som særlig videnskabsgren med Harold Lasswell i 1930'erne. Vigtige bidrag er også kommet fra Frankfurterskolen, ikke mindst Th.W. Adornos banebrydende værk om The Authoritarian Personality (1950), en stort anlagt survey-undersøgelse af autoritære og etnocentriske holdningers udbredelse i USA's befolkning.

Nogle forskere har benyttet sig af en freudiansk tilgang i studiet af fremtrædende politiske ledere. Andre har med udgangspunkt i behavioristisk metode studeret vælgerholdninger og stemmeafgivning som funktion af bl.a. personlighedstræk. Emneområdet for politisk psykologi kan være meget omfattende. Der er dog en tendens til at koncentrere forskningen om et mindre antal problemer som fx er politiske holdninger, politisk socialisering og rekruttering, politiske lederes personlighedstræk, psykologiske faktorers betydning for individuel beslutningstagning og for individers indbyrdes relationer i kollektive beslutningsprocesser, forhandlinger mv.