Spørgsmålet om, hvilken status perception har som kilde til erkendelse, og hvad det er, som perciperes, har gennem hele filosofiens historie været et centralt erkendelsesteoretisk problem.
Det er kun ekstreme erkendelsesteoretiske rationalister som fx Parmenides og Platon, der benægter, at perception (sansning) overhovedet kan give nogen form for erkendelse. Moderate rationalister, fx Aristoteles og René Descartes samt alle empirister fra John Locke til Bertrand Russell, hævder, at perception er en kilde til erkendelse og for empiristerne den eneste kilde. Det er altså nødvendigt med en filosofisk perceptionsteori, som forklarer, både hvordan og hvad der perciperes.
Meget udbredt er den kausale, repræsentative perceptionsteori, der udsiger, at de forestillinger ("sansedata"), vi perciperer, og som umiddelbart foreligger i vor bevidsthed, på en eller anden måde — som et resultat af den ydre omverdens indvirkning på vort sanseapparatur — repræsenterer de ydre genstande. I denne teori indgår ofte en lære om de primære og sekundære kvaliteter (sansekvaliteter).
De konsekvent empiristiske erkendelsesteoretikere, fx George Berkeley og David Hume (se fænomenalisme), benægter den repræsentative kausalteori, idet vi intet kan vide om en ydre, materiel omverden.
En anden udbredt teori er den naive (eller den direkte) realistiske perceptionsteori. Denne hævder, at vi direkte perciperer ydre genstande og erkender disses egenskaber, som de er i sig selv, uden at denne erkendelse er formidlet af subjektive bevidsthedsfænomener ("sansedata"). Forekomsten af perceptuelle illusioner er et umiddelbart problem, som tilhængerne af den repræsentative, kausale teori anfører i kritikken af den naive realisme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.