Opmærksomhed er evnen til at koncentrere sanser og tanker om et stimuli eller en proces. For at kunne være opmærksom på noget er det en forudsætning, at man er vågen, bevidst og har intakte sanser. En blind person kan fx ikke være opmærksom på noget i sit synsfelt, heller ikke selvom vedkommende er vågen og bevidst.

Evnen til at kunne være opmærksom over tid udvikles gradvist gennem barndommen, og det er en forudsætning for læring og dermed for et tilfredsstillende funktionsniveau. Opmærksomheden er særligt følsom for stærke stimuli, bevægelser, forandring, kontraster (fx i farver) og alt som er forbundet med stærk lyst eller fare. Viden om, hvad der styrer vores opmærksomhed, bruges systematisk i reklamer.

Bottom-up og top-down opmærksomhed

Der skelnes mellem såkaldt bottom-up opmærksomhed, hvor stimuli fra det omgivne miljø får os til at rette vores opmærksomhed mod noget, fx hvis nogen kalder på os, og top-down opmærksomhed, hvor vi anvender indre mål og intentioner til at vælge, hvad vi giver vores opmærksomhed. Det kan fx være at vælge at give sine lektier sin opmærksomhed, fordi man har et mål om at klare sig godt fagligt. Top-down opmærksomhed kaldes også for selektiv opmærksomhed. Koncentration betegner evnen til viljemæssigt at vedholde sin opmærksomhed på noget bestemt gennem længere tid.

Påvirkning af opmærksomheden

Der er klare grænser for, hvad en person kan fæstne sin opmærksomhed på samtidigt, og træthed og stress såvel som psykiske problemer kan svække en persons opmærksomhed. Også hjerneskader, hjernesygdomme og sygdomme, der påvirker almentilstanden, fx feber eller smerter, eller lægemidler, der påvirker hjernens funktion, har indflydelse på opmærksomheden.

Svigt i opmærksomhed øger risikoen for, at blive involveret i eksempelvis trafikulykker og pådrage sig skader. Svigt i opmærksomhed kan ofte komme til udtryk i form af dårlig hukommelse; det er svært at huske noget, hvis man ikke var tilstrækkelig opmærksom, da det blev indlært. Derfor tror nogle mennesker fejlagtigt, at de har hukommelsesvanskeligheder, hvor de i virkeligheden har vanskeligheder med opmærksomheden og koncentrationsevnen.

Hvis en person har markerede og vedvarende problemer med opmærksomhed fra tidlig børnealder, kaldes tilstanden for en opmærksomhedsforstyrrelse. ADHD er et eksempel på en opmærksomhedsforstyrrelse.

Måling af opmærksomhed

Opmærksomhedsfunktioner kan måles ved hjælp af neuropsykologiske metoder, fx Trail Making Test, hvor den synsbaserede opmærksomhed undersøges ved, at en person skal forbinde punkter på et ark efter et opgivet system. Nogle personer med opmærksomhedsforstyrrelser kan alligevel være i stand til den slags tests på en ikke påfaldende måde, da selve testsituationen begrænser mængden af konkurrerende sanseindtryk og derfor gør det lettere for personen at være opmærksom på en opgave.

Opmærksomhedsforstyrrelse

Opmærksomhedsforstyrrelse er en psykisk forstyrrelse hos børn, der viser sig ved ringe koncentrationsevne kombineret med enten let afledelighed eller træghed i opmærksomheden (perseveration). Forstyrrelsen kan forekomme som symptom ved ADHD.

Årsagen til forstyrrelsen er en biologisk betinget mangelfuld kognitiv evne til at regulere opmærksomheden. Dette bevirker, at barnet ikke kan koncentrere sig om væsentlige sansepåvirkninger fra omgivelserne.

Særlig svært er det at skifte mellem forskellige påvirkninger eller at fange de vigtigste blandt flere samtidigt forekommende.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig