Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

midtlivskrise

Oprindelig forfatter PSJ Seneste forfatter Redaktionen

midtlivskrise, midtvejskrise, betegnelsen for en overgangsperiode eller et vendepunkt i et livsforløb, ofte omkring 40-50-årsalderen.

Krisen kan være udløst af karriere, samlivsforhold, kropslige ændringer eller sociale begivenheder. Den omfatter oftest dybt personlige refleksioner over det hidtidige livsforløb set i forhold til de muligheder, der ligger foran én. Midtlivskrisen markerer en overgang fra et voksenlivs højdepunkt til en fase, præget af svækkelse og alderdom. Overgangen rummer derfor også en erkendelse af et dødsperspektiv.

Midtlivskrisen opleves formodentlig ikke på samme måde af mænd og kvinder, bl.a. fordi den hos kvinder ofte er sammenhængende med menopause og ophør af reproduktiv rolle (se også klimakterium).

Annonce

Midtlivskrisen spiller en vigtig rolle i Jungs psykologi og er indgående belyst i forskning, der beskæftiger sig med de menneskelige livsaldre.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Schultz Jørgensen: midtlivskrise i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125252