Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

manipulation

Oprindelig forfatter PSJ Seneste forfatter Redaktionen

manipulation, inden for psykologi en skjult påvirkning af andres handlemåde. Den manipulerende bearbejder en viden ud fra egen fordel for at skjule den egentlige hensigt med påvirkningen. Karakteristisk for manipulation er således, at der er vigtige forhold, som ikke lægges åbent frem, hvorved en person bliver ført bag lyset.

Manipulation indebærer, at der laves et nummer med den person, der udsættes for en sådan påvirkning. Ofte manipulerer man for at opnå noget, der er til egen fordel, og som man ikke mener kan opnås gennem åbenhed.

Ordet manipulation kommer af fransk manipuler, af middellatin manipulare 'bearbejde med hænderne, håndtere', af latin manipulus 'håndfuld', af manus 'hånd' og måske afledning af plere 'fylde'.

Manipulation forekommer almindeligt i hverdagen, hvor de såkaldt kloge narrer de mindre kloge, der ikke er i stand til at gennemskue den reelle hensigt. I dagligdagens mange sproglige udvekslinger forekommer manipulation således hyppigt som en særlig betoning af én side ved et budskab for dermed at skjule en anden og vigtigere side ved budskabet, som ikke kan siges direkte. Fx hvor et åbenlyst almennyttigt formål fremhæves, mens den egengevinst, der opnås, ikke omtales (eksportøren understreger værdien af ulandsstøtte, lærerrepræsentanten nødvendigheden af flere undervisningstimer til børn).

Annonce

Manipulation er især kendt fra sociale situationer, hvor det drejer sig om at skulle overbevise en person, få vedkommende til at handle på en bestemt måde, eller situationer, hvor man vil opnå noget, evt. sælge noget (også i overført betydning).

I mild grad er manipulation udtryk for ensidighed og fordrejning, fx inden for politisk formidling. I alvorligere grad, såkaldt grov manipulation, er der tale om uærlighed og bedrageri.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Schultz Jørgensen: manipulation i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=121624