konstitutionslære

Konstitutionslære, læren om inddeling af mennesker i typer, enten efter skøn eller ud fra statistik over psykologiske, lægelige, psykiatriske og kropslige særtræk eller en blanding heraf.

Oldtidens græske læger, fx Hippokrates, skelnede mellem tilbøjelighed til hjertesygdomme og tuberkulose og mellem letbevægelige (sangvinske), sørgmodige (melankolske), opfarende (koleriske) og dorske (flegmatiske) typer (se de fire temperamenter).

Den tyske psykiater Ernst Kretschmer foreslog i begyndelsen af 1900-t. tre kropstyper — den tætbyggede (atletiske), den fedladne (pykniske) og den høje/tynde (leptosome) — på grundlag af sammenhænge til alvorlige sindslidelser såsom depression og skizofreni. Desuden opdelte han raske mennesker efter, hvorvidt deres humør skiftede meget let (cyklotyme), om de var indadvendte/lidt sære (skizotyme) eller af den tungsindige/vanskelige (barykinetiske) type.

Den amerikanske psykolog William Sheldon fandt omkring midten af 1900-t. statistisk belæg for en tredeling efter legemlig udvikling: korpulent (endomorf), atletisk (mesomorf) og høj/tynd (ektomorf). Disse kropstyper hører ifølge Sheldon sammen med temperaments- eller personlighedstyperne udadvendt/passiv (viskeroton), udadvendt/aktiv (somatoton) og indadvendt/intellektuel (cerebroton).

De klassiske typologier har overvejende historisk interesse, men dele af den græske typelære indgår dog i moderne teorier om temperament og personlighed, fx i den britiske psykolog H.J. Eysencks udbredte personlighedsteori. Kretschmers og Sheldons typeteorier finder en vis støtte i moderne forskning, men der er generelt vanskeligheder ved at passe enkeltindivider ind i de brede og noget forenklede kategorier, ligesom årsagsgrundlaget er dårligt belyst.

Klassifikationssystemer kan dog med rimelig tilnærmelse bruges til at forudsige væsentlige individuelle sammenhænge mellem kropslig, hjernemæssig, kønslig, intellektuel og personlighedsmæssig udvikling, som så igen ses at hænge sammen med bestemte uddannelses- og erhvervsvalg og senere samfundsstatus. Megen nyere molekylærbiologisk forskning antyder, at sådanne mere nuancerede og dynamiske udviklingsmodeller på en række punkter rækker ud over de mere bastante klassiske konstitutionsmodeller.