Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

konformitet

Oprindelig forfatter PSJ Seneste forfatter Redaktionen

konformitet, overensstemmelse mellem opfattelser. I socialpsykologien betegnelsen for et mere eller mindre skjult gruppepres, der får det enkelte medlem til at tilpasse sig gruppens normer og holdninger.

Konform adfærd har baggrund i gruppenormer, der for det enkelte medlem af gruppen virker som en vigtig ramme for forståelsen af virkeligheden. Væsentlige motiver til konformitet er behovet for tryghed og for bekræftelse af egen opfattelse af den omgivende sociale realitet, angst for udstødning fra gruppen ved brud på normerne (jf. Janteloven) og behovet for en tilbagevendende styrkelse af den sociale identitet (jf. ensretning og uniformering i ungdomsbander og rockermiljøer).

Undersøgelser af konformitet viser, at der er tale om store individuelle forskelle med hensyn til at udvise konform adfærd. Vigtige personlige træk, der fremmer parathed til konformitet, er bl.a. lav status i gruppen, selvusikkerhed og ønsker om at opnå fordele ved medlemskab. Konformitet kan føre til underkastelse i forhold til gruppens normer og til opgivelse af egne tidligere opfattelser af moralregler.

Se også lydighed, normer og normalitet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Schultz Jørgensen: konformitet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108974