Kedsomhed, den sindstilstand, man er i, når man keder sig. Om kedsomhed skriver Kierkegaard i Diapsalmata: "Jeg ligger henstrakt, uvirksom; det eneste, jeg ser, er Tomhed" og udtrykker dermed en så altomfattende kedsomhed, at det kan være svært at adskille den fra tilstanden depression.

Kedsomhed er som regel knyttet til manglende aktivitet og få påvirkninger fra omgivelserne. Tilstanden opstår og opleves typisk i situationer, hvor påvirkningerne (stimuli) rummer ringe intensitet mht. lyd, farver, bevægelse, følelsesmæssig appel, nyhedsværdi og overraskelser.

Psykologiske forsøg med rhesusaber anbragt alene i en lukket kasse har vist, at aberne arbejder intenst for at finde ud af åbningsmekanismen til et lille vindue, hvor den eneste belønning er at få lov til at se, hvad der sker udenfor. Kedsomhed kan virke motiverende og sætte aktiviteter i gang med henblik på at ændre situationen.

Menneskers oplevelse af kedsomhed fører sædvanligvis til, at de enten bliver aktive og beskæftiger sig selv eller kræver at blive underholdt eller sat i gang. De forsøger at skaffe sig påvirkninger enten ved selvvirksomhed, underholdning eller kontakt.

Der er lavet mange forsøg med reaktion på ekstrem kedsomhed, hvor mennesker i længere tid (adskillige dage) afskæres fra aktivitet og sansepåvirkning. Det fører for nogle til hallucinationer og kortvarige psykotiske tilstande. Længere tids isolation medfører forringet indlæringsevne og øget påvirkelighed for propaganda. Der er dog store individuelle forskelle. Indadvendte personer har oftest lettere end udadvendte ved at aktivere og dermed beskæftige sig selv med mentale forestillinger, fantasier og opgaver; se også sensorisk deprivation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig