Intimitet, (af lat. intimus 'inderst'), i daglig tale det samme som privat, inderlig, fortrolig; anvendes i psykologi og samfundsvidenskab om de tætteste relationer mellem mennesker og i sammensætninger såsom intimsfæren.

Intime relationer hviler på gensidig tillidsfuldhed, åbenhed og indføling mellem parterne. Intimitet præger især nære venskaber, tætte parforhold og forældre-børn-relationer og reguleres i dagligdagen af sociale og kulturelle normer; derfor er der grænser for intimitet, bestemt af samfundsmæssige og kulturelle forhold.

Sociologen Anthony Giddens har beskrevet intimitetens forandring i det moderne samfund (The Transformation of Intimacy, 1992, da. 1994). For Giddens er det kendetegnende for tidligere tider, at intime relationer var afgrænset via en række samfundsmæssige regler og magtforhold: Ægteskabet var forudbestemt og arrangeret, det lokale samfund havde sit net af regler for opførsel og for knytning af intime forbindelser, fx venskabelige. I moderne bysamfund er intimitet mindre styret af formelle regler, der på forhånd sikrer intime relationer — mennesket må opsøge og definere dem selv — og kan derfor også til en vis grad helt undgå dem. (Se også integration).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig