Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

intervention

Oprindelig forfatter PSJ Seneste forfatter Redaktionen

intervention, i samfundsvidenskab og socialt arbejde et bredt spektrum af foranstaltninger, blandt andet forebyggende arbejde, kriminalitetsbekæmpelse, krisehjælp, sociale hjælpeprogrammer og mere omfattende socialpolitiske indsatser.

Social intervention rettes fx mod særligt udsatte grupper af personer eller belastede lokalområder. Social intervention bygger ofte på en rationel planlægning af indsatsen, der omfatter problemanalyse, målsætning, opstilling af program, gennemførelse og afsluttende evaluering.

Ordet intervention kommer af latin interventio 'mellemkomst', af inter- og afledning af venire 'komme'.

Kritikken af denne model for social intervention har bl.a. været, at den ikke tog hensyn til brugernes ønsker, egne muligheder og sociale virkelighed. Fra slutningen af 1900-t. er sociale interventionsprogrammer derfor søgt gennemført som aktionsforskning, der søger at udvikle modtagergruppernes kontrol over deres egen tilværelse. En sådan strategi kaldes i nyere amerikansk interventionstænkning "empowerment". Hermed angives, at målet for indsatsen er at udvikle modstandskraft og handlepotentiale hos modtagerne af hjælpen.

Annonce

I Danmark har sociale interventionsprogrammer bl.a. været rettet mod mennesker med handicap, kriminalitetstruede udsatte børn og unge, sygdomsramte grupper og særligt belastede boligområder. Til styrkelse af disse programmer afsatte regeringerne i 1990'erne økonomiske midler i særlige puljer, der kunne søges til gennemførelse af lokale projekter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Schultz Jørgensen: intervention i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=98836