Idol, i psykologisk forstand er et idol en person, der igennem sin fremtoning eller formåen evner at legemliggøre og forløse nogle dybe indre længsler og behov hos den, som beundrer ham eller hende.

Faktaboks

Etymologi
Ordet idol kommer af græsk eidolon 'billede, syn', afledt af eidos 'form'.

Psykoanalytisk betragtet er idolet et "overføringsobjekt", hvis fascinationskraft beror på, at individet ubevidst overfører elementer fra dets eget indre jeg-ideal på den idoliserede, som det dernæst beundrende identificerer sig med under idoldyrkelsen.

Som forbillede er idolet et eksempel til efterfølgelse, men hvor forbilledet er en erfaringsbaseret rolle-model, som individet kan have personlig omgang med, er idolet en langt mere fjern og symbolsk figur, der ikke mindst via afstanden fremstår som værende af "en anden verden", hvilket yderligere kan foranledige, at beundringen antager karakter af forgudelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig