Handling, adfærd, aktivitet, centralt begreb i russisk virksomhedsteori (marxistisk psykologi), hvor en handling er et organiseret og målrettet mønster af bevægelser, senere dog udvidet til at omfatte også mimik, gestik og sproglige ytringer i tale eller skrift.

Handling sås som fænomener, der kunne iagttages objektivt, i modsætning til bevidsthed, der var noget subjektivt og privat, der kun kan konstateres gennem en persons handlinger.

I russisk virksomhedsteori beskrives tre niveauer: Virksomhed, handling og operation, hvor virksomhed er motiveret, dvs. bestemt af personens behov og målet, der opsøges, handling styres af målet, og operationerne er det, der konkret gøres.

Se også adfærd for et beslægtet fænomen indenfor behaviorisme og adfærdsbiologi.

Anvendelse af Frankfurterskolen

I Frankfurterskolen fremholder den tyske sociolog Jürgen Habermas en skelnen mellem fire handletyper: mål-middel handlinger, rollehandlinger, udtrykshandlinger og kommunikative handlinger, fx talehandlinger og kropshandlinger. Handlinger er kompetencer, der opbygges i det samfundsmæssige fællesskab. I opdragelse og pædagogik er forudsætningen for udvikling af kompetencer derfor bl.a. viden, dannelse og normer samt tillid til mennesker. I moderne psykologi optræder handling således som et underbegreb sammen med andre psykologiske begreber.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig