Femfaktormodellen er en empirisk udviklet personlighedsmodel.

Psykologen G.W. Allport fandt ved litterære analyser frem til 17.953 engelske ord, der beskriver personlighed. Ved andre psykologers sammenstillinger og senere ved statistisk bearbejdning (faktoranalyse) fremstod i alt fem overordnede dimensioner i personligheden, kaldet The Big Five:

  • ekstraversion (indadvendt-udadvendt)
  • neuroticisme (bekymret-rolig)
  • åbenhed (konventionel-original)
  • samvittighedsfuldhed (upålidelig-trofast)
  • venlighed (irritabel-godmodig)

Gennem 1980'erne og 1990'erne arbejdede psykologer videre med empirisk undersøgelse og konsolidering af teorien, bl.a. via udvikling og udstrakt brug af særlige spørgeskemaer (NEO-PI-R), hvor folk skal besvare, hvorvidt de er enige eller uenige i, om et udsagn passer på dem selv. Fx måler spørgsmålet "Jeg prøver ofte fremmed mad" åbenhed, mens "Jeg kan lide de fleste, jeg møder" måler udadvendthed.

Femfaktormodellen er bredt benyttet som teorigrundlag i nyere empirisk forskning ud over fagpsykologien, fx i medicin og sociologi. Der er via tvillingeundersøgelser bl.a. påvist stor arvelighed af de fem personlighedstræk, og personlighedens biologiske grundlag fremhæves ofte af teoriens tilhængere. Personlighedstrækkene er påvist forholdsvis stabile over hele livsforløbet, ligesom fx intelligens er det.

Det diskuteres livligt, hvorvidt tallet fem er dækkende til beskrivelse af personlighed. Psykologen R. B. Cattell argumenterede allerede i 1940'erne for 16 overordnede faktorer, mens H.J. Eysenck mente, at tre faktorer er fyldestgørende. Kritiske betragtninger over femfaktormodellen handler især om, at personlighedens dynamik og samspil ikke kan indeholdes i teorien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig