• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fantasi

Oprindelige forfattere BKatz og PSee Seneste forfatter Redaktionen

Fantasi. I Mælkevejens hvide bånd ses en stjernekonstellation, som i mange kulturer har symboliseret en fugl. Ifølge en af de græske myter parrede Zeus i svaneskikkelse sig med Leda; resultatet blev to æg, ét med Helena og ét med tvillingerne Kastor og Polydeukes (Castor og Pollux). Zeus satte derefter Svanen på himlen som stjernebillede. Denne gengivelse er et udsnit af en astronomisk loftsfresko i Palazzo Farnese i Caprarola 60 km nord for Rom; kunstneren er ukendt.

Fantasi. I Mælkevejens hvide bånd ses en stjernekonstellation, som i mange kulturer har symboliseret en fugl. Ifølge en af de græske myter parrede Zeus i svaneskikkelse sig med Leda; resultatet blev to æg, ét med Helena og ét med tvillingerne Kastor og Polydeukes (Castor og Pollux). Zeus satte derefter Svanen på himlen som stjernebillede. Denne gengivelse er et udsnit af en astronomisk loftsfresko i Palazzo Farnese i Caprarola 60 km nord for Rom; kunstneren er ukendt.

fantasi, særlig forestillingsformåen eller træk ved forestillinger.

I vor opfattelse og bearbejdning af indtryk og erfaringer indgår der ofte forestillinger, som gør sjælelivet levende og konkret. Som fantasi betegnes de elementer i forestillingslivet, der anvender intellekt, handlen, motorik, talenter, motiver og følelse på en særlig måde i forståelsen af objekter, begivenheder og idéer. Disse kan enten eksistere i virkeligheden eller være frit opfundne, og det er sidstnævnte træk ved forestillingerne, der gør dem fantasifulde. Derigennem skaber sjælelivet "som om"-virkeligheder med nye betydninger, der er begrebsligt ubundne af det faste og bestandige og rettet mod det anderledes eller blot mulige. Ved fantasiens hjælp kan indbildningskraften således fremmane, undersøge og manipulere mulighedshorisonter, som ikke optræder eller ikke kan optræde reelt. Herunder forbinder fantasien objekter, begivenheder og idéer i tid og rum hinsides det foreliggende, og denne evne til at "give det luftige intet fortrolighed og navn", som Shakespeare siger ("gives to airy nothing a local habitation and a name", En Skærsommernatsdrøm, V.1), er formentlig en af de centrale forskelle mellem mennesker og dyr.

Ordet fantasi kommer af græsk phantasia 'udseende, fremtoning, forestilling, indbildning' af phantazein 'gøre synlig'; oftest brugt i betydningen 'forestillingsevne' eller 'tilsynekomst' som resultat heraf.

Fantasievnen rummer fleksibilitet og opfindsomhed, variation og kombinatorik. Heri kan indgå svækkelse af den oplevede adskillelse mellem individet og omgivelserne, personificering eller besjæling af virkeligheden som projektion af vore egne menneskelige egenskaber, anvendelse af analogier, metaforer og symboler, bortseen fra objekter eller sammensmeltning af flere objekter til ét, forstørrelse og formindskelse, forstærkning og idealisering (dvs. nogle af de træk ved sjælelivet, som psykoanalysen kalder primærprocesser). Dette kan enten foregå fritflydende som i leg og intuition eller mere sammenhængende, helhedspræget og vurderende som kunstnerisk eller videnskabelig kreativitet.

Fantaseren er ikke det samme som tænkning i forestillingsbilleder, skønt den også er det. I tænkning er det afgørende, at forestillingerne stemmer nogenlunde overens med erfaringen om virkelighedens faktuelle eller antagne indretning. Ellers bliver resultatet fejlforståelse af realiteten, hvilket er dårlig tænkning. Denne realitetsforankring er som nævnt ikke nødvendig endsige kendetegnende for fantasilivet, der da også er lige så meget knyttet til motiver, følelser, forventninger, håb og skuffelser som til intellektet. Det betyder imidlertid ikke, at fantasier er helt uafhængige af erfaringer med virkeligheden, men fantasier kan være løsrevet fra virkeligheden og kun have indirekte lighed med den. Fx kan fantasien bygge luftkasteller, der er urealistiske, men hvis enkelte komponenter ikke des mindre ofte, måske altid, vil være til en vis grad genkendelige fra virkeligheden. I det hele taget er der glidende overgange mellem den fri fantaseren og den forestillingsmæssige idérigdom og billeddannelse, der er del af almindelig tænkning og handlen.

Børns forestillingsverden er generelt mere fantasifuld end voksnes, skønt der formentlig er betydelige individuelle forskelle børn imellem. Det forklares ofte med, at barnet op til skolealderen i ringere grad skelner mellem fantasi og virkelighed. Fx kan barnet opfinde en fiktiv legekammerat, der behandles meget realistisk. Det er dog næppe den rigtige forklaring, for barnet kan formentlig godt skelne mellem fantasi og virkelighed. Det forholder sig nok snarere sådan, at barnets fantasiliv er mere levende, indtryksfuldt, opfindsomt, eksperimenterende og impulsivt end den voksnes, hvorfor barnet i øjeblikket nemmere ophæver grænsen mellem fantasi og virkelighed, men ikke i det lange løb.

Fantasi. Som det eneste levende væsen kan mennesket gennem fantasien lægge afstand til den konkrete virkelighed. Den 9-årige piges tegning fra koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet udtrykker både den grusomme realitet og drømmen om alt det, hun har mistet. Tegningen er lavet af Erika Taussigová (1934-44).

Fantasi. Som det eneste levende væsen kan mennesket gennem fantasien lægge afstand til den konkrete virkelighed. Den 9-årige piges tegning fra koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet udtrykker både den grusomme realitet og drømmen om alt det, hun har mistet. Tegningen er lavet af Erika Taussigová (1934-44).

Barnets fantasiliv kommer bl.a. til udtryk i fantasilege, hvor børn med Halfdan Rasmussens ord "er et folk for sig selv, og de bor i en helt anden verden". Den verden er dog ikke mere anderledes, end at en del af fantasilegene består i at imitere de voksnes verden og derigennem tage del i og tilegne sig dens realiteter, færdigheder, impulskontrol og moral.

De voksne stimulerer børnenes fantasiliv ved at fortælle dem myter og magiske eventyr, der er en nydelse for barnet, men i vor kultur tilbydes børn tillige i stadigt stigende grad fantasier gennem legetøj og medierne. Det er uafklaret i psykologien, om dette er gavnligt eller skadeligt dels for kvaliteten af barnets eget fantasiliv, dels for barnets virkelighedsorientering, herunder det ovennævnte forhold om grænsedragningen mellem fantasi og virkelighed. Det sidstnævnte spørgsmål vedrørende fantasiens indvirkning på realitetssansen og den klare tænkning går helt tilbage til Platon, som det fremgår andetsteds i denne artikel.

Den første systematiske psykologiske udforskning af fantasier blev foretaget af briten Francis Galton i slutningen af 1700-t. i en undersøgelse af individuelle forskelle i forestillingslivet. Fra 1900-t. beskæftigede Freud sig med fantasier i undersøgelser af drømme, dagdrømme og frie associationer. Senere har psykologien udforsket fantasier eksperimentelt i undersøgelser af drømme, af mennesker i sensorisk isolation og i stofpåvirkede tilstande, undertiden med anvendelse af elektrofysiologiske målinger. Fantasiforestillinger anvendes psykologisk til undersøgelse og bearbejdning af sjælelivet, fx i såkaldte projektive tests, i legeterapi og i mange andre psykoterapier samt i teknikker som visualisering og styrede fantasirejser, hvor fantasier aktivt fremkaldes til bestemte formål. Her gøres der aktivt brug af fantasilivets evne til metafordannelse, som er den forståelsesmåde, hvori vi overflytter erfaringer og mønstre fra et område af oplevelsen til et andet med henblik på at kombinere sidstnævntes egenskaber på en ny måde og derigennem opfatte det anderledes.

Fantasi. I børns fantasiverden optræder undertiden faste figurer, fx fantasilegekammerater som vist i tegneserien Steen og Stoffer af Bill Watterson.

Fantasi. I børns fantasiverden optræder undertiden faste figurer, fx fantasilegekammerater som vist i tegneserien Steen og Stoffer af Bill Watterson.

Fantaseren er en normal og ofte berigende mental virksomhed, der ikke blot sætter kolorit på tilværelsen, men udgør en uopløselig del af menneskets hele mentale og kulturelle liv. Dagdrømme kender alle til, især i ungdomsårene. Fantaseren kan også forekomme som personlig problemløsning i en uforventet eller vanskelig situation, hvor vort indre teater afsøger horisonten af fremtidige mulige handlinger og roller og holder generalprøve på dem, før de enten omsættes i virkelighed eller kasseres. Herunder kan fantasier også fungere som tilflugt, afreaktion eller selvhjælp i en ængstelig og spændingsfyldt sindstilstand, der behøver et midlertidigt fristed til bearbejdning af oplevelser, til mindskelse af sjælelige lidelser gennem indirekte tilfredsstillelse af uopfyldte ønsker og impulser og til opladning af ny vitalitet. Denne såkaldte kompensatoriske funktion af fantasilivet har ikke mindst Freud og psykoanalysen beskæftiget sig med.

334296.501.jpg

338797.501.jpg

Mange planter, fx brodfrø og burre, har frugtstande eller frugter, der er tæt besatte med kroge, eller er selv dækket af krogede hår (øverst snerre, ca. 50 gange forstørret). Den schweiziske ingeniør George DeMaestral (d. 1990) stiftede bekendtskab med fænomenet, da han efter en skovtur måtte pille brodfrø ud af sine sokker. Under mikroskopet studerede han krogenes form nærmere, og han indså, at de ville hænge fast i hvilket som helst materiale med små løkker som fx vævet stof. Han udviklede et nylonstof med samme struktur, som kunne erstatte fx lynlåse, snørebånd og knapper, og i 1955 patenterede han opfindelsen under navnet velcro (fr. velour og crochet 'krog'). Nederst ses velcro i ca. 10 ganges forstørrelse. Copyright: FOCI.

Nogle mennesker forbliver også efter barndomsårene fantasifulde personligheder, hos hvem nysgerrighed, kombinatorik og tolerance for flertydighed er mere fremherskende end hos andre. Sådanne mennesker kan udvikle kreative talenter, mens andre kan ende med at blive fantaster, for fantasier kan også forstyrre virkelighedsopfattelsen. Den fantaserende kan være så opslugt i sine fantasier, at pågældende er "fraværende" og ikke opmærksom på omgivelserne. I sådanne tilstande kan pågældende foretage sig uhensigtsmæssige handlinger eller undlade at handle, hvor det er nødvendigt. Når de optræder hyppigt og langvarigt, kan sådanne tilstande blive til fabulerende virkelighedsflugt og eskapisme, undertiden i form af tvangsmæssige gentagelser af de samme fantasier. I så fald er fantasilivets fristed og mulighedsverden blevet skadelig for virkelighedsorienteringen og forholdet til andre. Hvis fantasierne desuden sammenblandes med virkelige hændelser, er de ødelæggende for realitetssansen og kan føre til sygelige tilstande som hallucinationer og vrangforestillinger. Se også drøm, kreativitet og leg.

Fantasi og filosofi

Den senere almene betydning af ordet fantasi afviger fra dets tidligst kendte anvendelse som begreb for tilsynekomst, det, der træder frem, forestilling. Det frodigt anvendte begreb bevæger sig omkring den sjælsevne, der via en pulje af erindringer kan fastholde data vedrørende ting og forhold, der ikke er til stede, og videre i erfaringen af dannelser i sindet, der ikke stammer fra sansning, sædvanligvis af billedmæssig og billedrækkemæssig art. Synsbilledet er den hyppigste partner, men også hørelsen og de andre sanser kan udfolde sig som fantasi.

Fortolkningen af de store stjernebilleder i ekliptika, dyrekredstegnenes markering af Solsystemets store himmelrute, bærer vidnesbyrd om fantasiens aktive rolle i tidlige kulturer. Samlingen af enkeltstjerner til en række samlede billeder demonstrerer en fantasi, der kan læse verden.

Navngivningen af bjerge, floder, farvande og øer må ligeledes skyldes et subtilt øjes fantasi, ligesom dyrenes og planternes navne må hidrøre fra en opfattelse af associative egenskaber, der kan genkendes i dybet mere end i den korporlige konfrontation.

Med den eftersokratiske, græske skolefilosofi rykkede fantasibegrebet ind i det professionelle analyserepertoire og fik en vigtig og problematisk plads i systemet af erkendelsesevner, hvis andre dele bestod af sansning, erindring, viden, menen og indsigt gennem åndelig skuen. Fra Platon til Kant opstilledes model efter model med fintmærkende justeringer og vurderinger af fantasibegrebets rolle.

Det græske begreb blev ført videre i den senere tradition, uden at der opstod en terminologisk entydighed. I den dagligdags anvendelse havde det udviklet en række centrifugale betydninger. Fantasi var i senantik tid til dels blevet fortrængt af og suppleret med det latinske begreb imagination, som fantasi senere omvendt kom til at supplere. Jævnsides, skønt ikke helt ensbetydende, åd imaginationsbegrebet fantasi op også på de øvrige romanske sprog, mens den tyske filosof og medicinske teoretiker Paracelsus som et forslag oversatte imagination ved Einbildung. I 1600-t. præciseredes dette til Einbildungskraft 'indbildningskraft', der blev adopteret af de nordiske sprog.

Holberg holdt endnu fast ved udtrykket imagination. Som et råd til digterne skriver han i Epistel 435: "De skiønsomste Skribentere ere ofte de mavreste Poëter; thi det synes, at en stærk Skiønsomhed er for en Poët, ligesom en Capsun (bidsel, tøjle), der hindrer Imaginationen, og foraarsager, at Geisten ikke kan svinge sig højt nok." Et par linjer længere nede anvender han, hvad Johannes Ewald gjorde, Indbildningskraft for at sige, hvad han mener.

Den hverdagssproglige anvendelse af fantasiudtrykket, den kulturelle og kunstneriske produktivitet med basis i fantasi, havde nok allerede givet anledning til diskussioner og overvejelser inden Platon. Det først kendte belæg for det græske ord phantasia findes i dialogen Staten, hvor Platon betoner, at Gud er et jævnt og enkelt væsen, som ikke bedrager, hverken med "tilsynekomster", ej heller ved ord eller tegn, hverken i vågen tilstand eller i drømme. I 10. bog bliver malerens mimesis (efterligning) defineret som efterligning af noget, der "kommer til syne", sådan som det "kommer til syne", altså som efterligning af skin og desværre ikke af sandheden. I Theaitetos er det, der "kommer til syne", ensbetydende med det, der opfattes af sanserne. Også her, i sammenbindingen af phantasia og sanseerfaring, tydeliggør Platon et træk, der går igen i en senere dagligdags forståelse af fantasibegrebet: at det ikke uden videre er sammenfaldende med det, vi kalder sandt.

Dette fremgår også af Aristoteles, men ud fra andre præmisser. I modsætning til Platon hævdede han fantasiens autonomi, idet han under henvisning til fantasiens mulige-umulige sandhedsværdi indførte den som en ambivalent sjælsevne, der formidlede mellem sansning og tænkning og derved kunne pådrage sig fejltagelse. Aristoteles havde med denne friske dobbelthed udlignet forholdet mellem bevidsthedskomponenterne uden dog at bringe ro over feltet i de næste to årtusinder, hvor udviklingen kom til at øge abstraktionsgraden, mens selve banen var trukket op for en tilstand af varig modifikation. I hans anvendelse af begrebet omfatter det forestillinger, der indgår i en tankeproces, erindringsbilleder, den sovendes drømmebilleder og de målforestillinger, som styrer menneskets handlinger.

Den stoiske skole lagde især vind på fantasiens rolle i handlingslivet, herunder dens betydning for målforestillingen og evnen til at retningsbestemme bevægelsesforløb. Stoikeren Chrysippos opererede med den positive fantasiforestilling over for en negativt opfattet irreel billeddannelse som en form for tom fascination. Filostratos, der også var stoiker, konkluderede ved en sammenligning af mimesis og fantasi som grundlag for kunsten: "Fantasien er en visere kunstnerinde end mimesis. Denne kan kun frembringe, hvad den har set, men fantasien også, hvad den ikke har set, thi den fremsætter dette som en erstatning for virkeligheden." Nyplatonikeren Plotin fastslog, at fantasien kan lokaliseres til pneuma (ånd), der befinder sig mellem den jordiske krop og sjælen og ledsager sjælen ud over døden. Kirkefaderen Augustin knyttede bl.a. fantasien sammen med dæmoniske og guddommelige indflydelser på profetvisionerne. Araberen og nyaristotelikeren Avicenna sammenknyttede filosofien med en anatomisk iagttagelsespraksis, lokaliserede fantasien til et eget hjerneområde og hævdede fantasien som organ for profetiske visioner og drømme. Mennesket var i stand til at iagttage de åndelige former, hvormed det kan regere verden.

Under indflydelse af Avicennas lære, der postulerede muligheden af sjælens indflydelse på materien, opstod i senmiddelalderen en markant interesse for drømme, visioner, paranormale og underbevidste fænomener under betegnelsen fantasi. Fejlfødsler opfattedes som et udtryk for imaginationens magt og diskuteredes endnu i en specialartikel i den store franske encyklopædi, Encyclopédie.

I det rationalistiske gennembrud i 1600-t. var imaginationen stadig centralt placeret. Descartes tog den i betragtning som evnen til billedskabende anskuelse af rene intellektuelle indsigter, fx geometriske figurer. Men som han viser i Meditationes (VI) med eksemplet "en tusindkant", er forsøget på at forestille sig en sådan geometrisk figur diffust i forhold til det klare og distinkte begreb om den. Imaginationen har først og fremmest andel i erkendelsesevnen, når denne retter sig mod en umiddelbart nærværende genstand og dermed knytter forbindelse til en eksisterende virkelighed hinsides den rene tænkning.

Voltaire gjorde i sin artikel om fantasi i den store franske encyklopædi rede for, "at de fleste abstrakte udtryk i det lange løb opfattes med en anden betydning end den oprindelige", og han nævner derfor nogle eksempler på, hvad fantasi vil sige i samtiden: et enestående ønske, en forbigående smag; fantasi betyder mindre end "bizarreri og caprice". De, der har mere fantasi end fornuft, er slaver af tusind fantasier. Det skulle ikke forundre ham, om indstillinger som patriotisme og humanitet en dag optrådte som livlig fantasi i mangt et hoved og vovede at udbrede sig i offentligheden uden frygt for at gøre sig latterlig.

Fantasi anføres også som betegnelse for et musikstykke, som man udfører, mens man komponerer det, for et cirkusudtryk inden for hestedressuren, for et maleri eller en tegning uden model. Det sidste eksempel ligger på kanten af det territorium, hvor fantasi stadig støder op til imaginationen. Denne er en Guds gave, måske det eneste instrument, hvormed vi kan frembringe idéer, oven i købet de mest metafysiske.

Artiklen skildrer endvidere imaginationens arbejdsområde: geometriske former, rummæssige forhold, det endelige og det uendelige, og tilkendegiver, at de neurologiske vilkår for imaginationen kan minde om et læsningsforløb. Man bemærker det, man bemærker det ikke.

Voltaire opdeler imaginationen i en passiv og aktiv art. Den første, den passive, har stadig Platon i nakken og kaldes kilden til vore lidenskaber og fejltagelser. Den anden, den aktive, omfatter kunsten, opfindelserne, matematikken. Voltaire siger udfordrende: "Archimedes havde mindst lige så megen imagination som Homer".

Voltaires artikler samler det overblik over fantasi og imaginationsbegreberne, der forelå i oplysningstidens Frankrig. Som helhed disponerede epoken over tre ligestillede begreber, der havde vidt forskellig udbredelsesegnethed. Fantasi havde de fleste anvendelsesmuligheder, imaginationen stod og faldt med at være et spekulativt udtryk, indbildningskraft var først og fremmest et modeord inden for fagverdenen.

Når Voltaire anvender imagination som fællesnævneren for Archimedes og Homer, udtrykker det en påfaldende tvetydighed i begrebet, der også blev et tema for andre tænkere i 1700-t. David Hume hævdede på én gang, at fantasi, imagination, indbildningskraft er uundværlig for viden, og kritiserede samtidig det farlige ved "imaginationens flyveture". Han advarede mod imaginationens styrke til at kombinere idéer på enhver fantastisk måde. Hvis indbildningskraften både peger i retning af videnskabelig erkendelse og flyvsk fantasi, kalder den på en begrebslig sammenhæng, der muliggør en klar sondring mellem de to funktioner. Frem for nogen er det Immanuel Kant, der sætter de to funktioner i system, selvom hans indsats bygger på forudsætninger i den såkaldte skolemetafysik i Tyskland. Christian Wolff havde defineret på følgende vis: "Forestillinger af sådanne ting, der ikke er til stede, plejer man at kalde indbildning. Og den sjælekraft, der frembringer sådanne forestillinger, kalder man indbildningskraften." Evnen til at frembringe aldrig sete indbildningsbilleder gennem deling og sammensætning kaldte Wolff evnen til at digte.

Kant udskiller to funktioner for indbildningskraften. I den ene tjener den forstanden, i den anden er den fri. Som tjenende skaffer den tanken et "skema" for anskuelsen: "Vi kan ikke tænke os en linje uden at trække den i tankerne, ikke tænke os en cirkel uden at beskrive den." I denne erkendelsesfunktion er indbildningskraften den "evne", der formidler mellem forstandens rene begreber og sansningen. Det er den, der i en "transcendental syntese" samler den sansemæssige mangfoldighed til en sammenhængende erfaringshelhed.

Når intellektet ikke forholder sig bestemmende til tingene, men reflekterende, er indbildningskraften fri. Dette er tilfældet på skønhedens og kunstens område. Her indgår den ifølge Kant i "et frit spil" med forstanden og betegner "evnen til at fremstille æstetiske idéer". En sådan idé, som kunstneren bringer til fremstilling i sit værk, er "indbildningskraftens forestilling, der giver anledning til megen tænkning, uden dog at nogen bestemt tanke, dvs. noget begreb, er dækkende."

Den storslåede, åndelige rejse, som kan foretages fra Platon og Aristoteles til Kant i et terminologisk landskab af yderste strenghed, kan ikke uden videre fortsættes i de efterfølgende decennier, der er karakteriseret ved en foreløbig afmatning af filosofien til gunst for videnskabeliggørelsen.

"Hin kraft, som er der til at forme tingenes billeder, og som bliver kaldt fantasi, bevidner og bekræfter virkelig sin guddommelige oprindelse, når den udvinder og frembringer nye former. Den finder på de store og de små folks guder; den finder på heltene. Den forvandler delvis tingenes former, delvis bygger den dem op, delvis skiller den dem ad." Ordene, der stammer fra Giambattista Vico, antyder et historiefilosofisk perspektiv i fantasibegrebet. I historiefilosofien, som Vico indleder, og i den civilisationskritik, den indeholder, konfronteres mennesket med sig selv i en ny gestus af refleksion, der får kunstteorien til at florere. Først da den sprogfilosofiske skole i England tager fat på at nedkøle den filosofiske højtid, kastes der nyt lys over det gamle materiale. Der er, som Gilbert Ryle ville mene, ikke noget, man kan kalde fantasi i og for sig, men en mangetydighed i situationer, der lader sig forstå ud fra forskellige forudsætninger.

I 1968 kunne dog ingen nøgternhed af Ryles type få de parisiske studenter til at afstå fra slagordet "Fantasien til magten!" Tilbage i den tyske romantik var der gennem J.G. Fichtes, F.W.J. Schellings og Fr. Schlegels opfølgning af den kantianske filosofi — især for kunsten og for genibegrebet — skabt en alsidig base for at tolke tilværelsen med åndens og fantasiens hjælp. Det var den romantiske skole. Efterrenæssancens æstetiske satsning på naturlighed, fornuft, tilegnelighed havde allerede tidligt i 1700-t. mødt modspil i forestillingen om den tæmmede fantasi. Italieneren Gian Vincenzo Gravina (1664-1718) havde med baggrund i A.A.C. Shaftesburys entusiasmeteori og Vicos civilisationskritiske tanker udviklet en "delirio-teori", som skulle blive retningsgivende for såvel litteratur som billedkunst af Sturm und Drang-karakter. Her optrådte fantasien demonstrativt med en surdejsagtig selvfølge.

Generationen yngre end Kant havde i sammenligning med de endnu yngre af den romantiske skole mere i klemme. Polariseringen mellem klassicisme/rationalisme og Sturm und Drang-tendenserne gik dybere end det romantiske gennembrud, der skete med fuld hensyntagen til noget dæmpet følelses- og stemningsfuldt. Det gjaldt også for fantasiens stilling. Sluttelig blev den senere konfrontation mellem romantik og realisme heller ikke dramatisk. Romantikerne var alle mere eller mindre på vej mod en poetisk realisme. Fantasien var betænkelig, hvis den blev for vild. Fantasten, dagdrømmerfiguren, som Kant allerede havde begrebssat, blev i Hans Egede Schacks Phantasterne (1857) og russeren Ivan Gontjarovs romaner det hastige farvel til en bekendelse til fantasien.

Dette begrebs svingende anseelse som ideologisk base for kunstens bevægelser har i det sidste århundrede givet vidt forskellige udslag i de forskellige kunstarter: I teatrets dekorationskunst går alt for sig som fantasi, i filmen og de elektroniske billedmedier er substratet konstrueret, og grænserne mellem fantasien og den direkte dokumentation udvisket. Billedkunsten spiller på en række genrer, hvoraf én udtrykkelig fantasikunst præsenteres af den surrealistiske skole. Fantasien er dominerende i illustrationskunst og tegneserie. Litteraturen har tilbagelagt adskillige strækninger med fantasipræget prosa, bl.a. den fabulerende latinamerikanske roman, hvor realismen kaldes "magisk". Den modernistiske digtning kender alle blandinger af realisme og fantastik i sin omfattende eksperimenteren med det sproglige udtryk for den indre og ydre verden.