I biologisk forstand har alle børn en far, men det psykologiske faderskab er stærkt påvirket af forskellige historiske, kulturelle, sociale og følelsesmæssige forhold.
Det traditionelle faderskab har sine historiske rødder i det patriarkalske samfund, hvor manden var familiens overhoved med tilhørende magt og privilegier. Hans direkte forpligtelse over for sit afkom var begrænset i det traditionelle hjem, hvor faderskabet blev udtrykt i rollen som den reserverede og fjerne forsørger, der kun greb ind, når det var nødvendigt. Den traditionelle far skulle respekteres og endog frygtes af sit afkom.
Faderskabet var i dets traditionelle betydning intimt vævet sammen med modsatte forestillinger om moderskabet. Især tre historiske processer har sat deres præg på opfattelsen af forholdet mellem kønnene og deres forældreroller: Separationen af hjem og arbejdsplads — dvs. adskillelsen i en arbejdssfære "ude" og en familiesfære "hjemme". Polariseringen af kvindelige og mandlige opgaver og egenskaber — dvs. forsørgelse som en pligt for manden og børneomsorgen som en fordring for kvinden. Dette passede nøje sammen med opfattelsen af kønsspecifikke egenskaber: den rationelle, instrumentelle mand og den intuitive, emotionelle kvinde. Sentimentaliseringen af barndommen og moderskabet — dvs. den ideologiske kobling, der gjorde mødre og børn nødvendige for hinanden, med begrænset accept af faderskabets sociale og psykologiske betydning.
Sidste halvdel af 1900-t. har imidlertid været præget af store forandringer i samfund og familie, der har påvirket faderskabet. Kvindens indtog på arbejdsmarkedet i begyndelsen af 1960'erne svækkede fx fundamentet under det traditionelle magtforhold mellem kønnene og satte spørgsmålstegn ved mandens magt og prestige, grundlagt i forsørgerrollen. Hertil kom opbrud i kønsrollerne samt stigende jævnbyrdighed mellem kønnene i den moderne familie. Tilsammen har dette ført til en historisk mulighed for at praktisere nye former. Dette har i dele af den vesterlandske kulturkreds, især i Skandinavien, ført til begrebet "det nye faderskab", dvs. det forhold, at mænd kan realisere en forpligtende og nær kontakt til deres afkom. Det er også i denne forbindelse, at man er begyndt at tale om "det psykologiske faderskab". Disse strømninger skal dog ikke overbetones, da udviklingen på ingen måde er hverken entydig eller omfattende. I nutidens samfund vægtes mænds og kvinders pligter og ansvar i forhold til deres afkom stadig meget forskelligt. Man kan i fremtiden forvente mere heterogene udformninger af faderskabet baseret på fx udvikling inden for undfangelsesteknologi, lovgivning, familieformer, arbejdsmarkedsforhold samt hvad angår mænds egen personlige udvikling.
Faderskabets sociale og psykologiske dimensioner, dvs. hvordan mænd i samværet med deres afkom optræder som fædre, har indtil for nylig været helt ubelyst i forskningen. Før 1970'erne blev moderens eksklusive betydning for børns socialisering og udvikling taget for givet i både sociologisk, social- og udviklingspsykologisk forskning. Påfaldende er det, at forskere først tøvende anerkendte faderens betydning for de helt små børn ved at konstatere de skadelige konsekvenser af faderfravær. Det direkte forhold mellem fædre og deres børn blev først genstand for forskning i sidste halvdel af 1970'erne.
Resultater herfra om det moderne faderskabs muligheder kan sammenfattes således: For det første er faderen generelt kompetent til at drage omsorg for sit afkom. For det andet kan faderen spille en fundamental rolle for barnets personlighedsudvikling helt fra barnets fødsel. For det tredje, at faderen ikke er en "mor i forklædning"; fadersamværet indeholder sine egne unikke kvaliteter. Som repræsentanter for de to køn kan en far og en mor således både hver for sig og sammen være af stor betydning for barnets udvikling og trivsel.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.