Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

deiksis

Oprindelig forfatter MoHa Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/6510/=ud_a_243713.mp3?revision=1

deiksis, i psykologi bruges deiksis om den pegende gestus, hvor den voksne udpeger noget for spædbarnet, dvs. udvælger det betydningsfulde, som barnet skal lægge mærke til. Det fører efterhånden til, at barnet lægger mærke til netop det, den voksne udpeger, og selv begynder at bruge den pegende gestus, når det vil have noget eller vise noget.

Ordet deiksis kommer af græsk deiknynai 'vise, udpege'.

Udviklingspsykologisk udgør deiksis derfor et vigtigt element i den sociale udformning af samspil, opmærksomhed og intentionalitet hos det lille barn.

Deiksis forekommer oftest både som en fysisk pegen med en finger og som pegen med ord. Den pegende gestus er første trin i udviklingen af det egentlige sprog. Børn, der ikke får mulighed for at indgå i en sådan intensiv kommunikation med gensidige udspil, risikerer at få begrænsede opmærksomhedsfunktioner og upræcist sprog.

Det er især den russiske psykolog Lev S. Vygotskij og den norske sprogpsykolog Ragnar Rommetveit, der har inddraget deiksisbegrebet i udviklings- og sprogpsykologi.

Se også tilknytning og kontakt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Hansen: deiksis i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=62548