klinisk børnepsykologi

Klinisk børnepsykologi, Klinisk børnepsykologi er børnepsykologi anvendt i undersøgelse og behandling af børn og familier, som på grund af barnets psykiske problemer har behov for hjælp.

Den faglige baggrund er dels den almene udviklingspsykologis viden om aldersmæssige forandringer i børn og unges tænkning, følelser, socialitet og adfærd, dels fagområderne klinisk psykologi og psykiatri.

I fagets barndom i 1950'erne blev børns afvigende psykiske udvikling overvejende forklaret ved hjælp af psykoanalytisk teori. Siden er der sket en stadig differentiering i forståelsen af børns vanskeligheder, og nye teoretiske forklaringsmodeller er kommet til, der inddrager den sociale sammenhæng, hvori vanskelighederne er opstået, fx familien eller skolen.

Erkendelsen af hjernens betydning for udviklingen af visse indlæringsvanskeligheder og adfærdsforstyrrelser har på tilsvarende vis nødvendiggjort en neuropsykologisk forståelsesramme.

Social indlæringsteori må også nævnes. De seneste år er faget blevet mere empirisk orienteret; dette kan bl.a. ses i bestræbelserne på at udvikle, hvad man kan kalde fejludviklingens psykologi (developmental psychopathology) som en sammenhængende empirisk funderet viden om, hvilke forhold i børnene selv eller i børnenes omgivelser der sandsynliggør en psykologisk fejludvikling, samt hvilke der beskytter mod en sådan udvikling eller virker helende. Heri ligger endnu en nytænkning, nemlig at man ser psykopatologisk udvikling i et livslangt perspektiv og ikke blot som afgrænsede fænomener inden for barndom, ungdom eller voksenliv.

Den kliniske børnepsykologi retter sig mod meget forskelligartede former for psykiske forstyrrelser hos børn og unge. En stor målgruppe er børn, der har været udsat for omsorgssvigt eller direkte mishandling, og børn, som er angste eller forstyrrede i deres personlighedsudvikling. Dertil kommer børn med ofte forbigående psykiske reaktioner på akutte familiemæssige forhold som skilsmisse, dødsfald eller anden traumatisk oplevelse. En stor gruppe er børn, som har svært ved at klare sig fagligt i skolen og socialt blandt kammeraterne, fordi de er planløse, hyperaktive, uopmærksomme og motorisk kluntede. Desuden skal nævnes de svære og ofte kroniske tilfælde, hvor børn af hjerneorganiske grunde ikke forstår betydningen af andre menneskers handlinger og ikke kan indgå i gensidig kontakt og kommunikation, som det ses hos autistiske børn. Børns psykiske problemer kan også give sig udtryk somatisk fx i form af mavepine eller spiseforstyrrelser.

Hovedindholdet i den børnekliniske profession er undersøgelse, vejledning og behandling i relation til de ovenfor nævnte problemer.

Til brug for undersøgelsen er udviklet en række psykologiske test. Derudover benyttes observation i naturlige situationer, adfærdsskalaer og interviews.

Den psykologiske behandling er først og fremmest individuel psykoterapi med barnet, gruppeterapi især med unge og familieterapi, hvor barnets vanskeligheder søges løst i en familiemæssig sammenhæng. Dertil kommer forældrevejledning, konsulentvirksomhed og supervision. I en række tilfælde er den indsats, der er brug for, primært af pædagogisk art.

Det børnekliniske speciale opstod med oprettelsen af Universitetets Børnepsykologiske Klinik i 1950. De første kliniske psykologer blev ansat i socialt regi ved rådgivningscentre og behandlingshjem, siden er familieværksteder kommet til. PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning i relation til skolevæsenet) har ligeledes kliniske børnepsykologer ansat. Det samme gælder de børne- og ungdomspsykiatriske hospitalsafdelinger og de pædiatriske afdelinger. Et mindre antal kliniske børnepsykologer er privat praktiserende.

Se også børnepsykologi.